Sådan får du Demi Moore til at tale om dig

On

18/07/2010

, in branding, sociale medier, tendens, by Andreas Hansen

Vil du gerne have Demi Moore, Alyssa Milano, Ryan Seacrest, Ellen Degeneres, Ashton Kutcher, Christina Applegate og mange, mange flere kendiser til offentligt at tale om – ja, ligefrem indgå i en dialog med – dig og dit mærke?

Det lyder umiddelbart som en ret svær PR-opgave, hvis det mærke, du brændende ønsker omtalt, er en duftevand af den slags, man skal være 65+ for at indrømme, at man påfører sig.

Ja, vi snakker om din far eller bedstefars yndlingsmærke, Old Spice, der i de sidste par år har haft travlt med ”ikke at tage os selv for seriøst,” som talsmand fra Old Spice, Jay Gooch, så rammende har udtrykt det i USA Today.

Opskriften på at opnå marketingssucces begyndte som så ofte før ved at skabe en meget karismatisk tv-reklamefigur. Denne gang var der ikke tale om en blød Harry-dukke eller en kikset Snave-Polle – men om en Mand med stort M, der ikke var bleg for at sige til kvinderne, at han er meget mere Mand end din mand (med meget lille “m”).

Duft som en Mand, mand, lød budskabet, som blev effektivt leveret i en række særdeles velfortalte og morsomme reklamer.

Og her ville det meste af reklamefremstødet så været stoppet, hvis ikke det lige var fordi, at verden med tjenester som YouTube, Twitter og Facebook er gået viral. For ved at lægge reklamen ud i de ”rigtige vandhuller”, som Sten Løck i sin blog på Business.dk beskriver det, fik de sjove videoer en hel del omtale, som folkene bag Old Spice-reklamerne indsamlede og – og her kommer pointen – begyndte at benytte i den videre markedsføring.

For hvad sker der, når Old Spice-Manden pludselig begynder at videosvare på semikendisers twitter-beskeder? Bingo – flere kendisser vil også lege med, og pludselig råflirter din fiktive reklamefigur med Alyssa Milano, sweet-talker Ryan Seacrest og banker en pirat-pinata-figur til ære for Demi Moore – der i øvrigt altid har nydt duften af ungt kød:

Krydr dertil din kampagne med brugerkonkurrencer, mulighed for at få din personlige Mandebesked på telefonsvareren og pressemeddelelser om, hvilke NFL-mænd, der er mest Mænd – og pludselig dufter dit gamle brand nyt og friskt igen.

Gå i åben dialog med din målgruppe – og tag ikke dig selv så seriøst…Mand!

Del indlæg:
  1. Andreas Hansen21/07/2010 at 22:24

    Tjek i øvrigt også denne post på Crowdspring – http://bit.ly/doNwVU – der fortæller, at de første videoresponser, Old Spice lagde på YouTube, genererede mere end 6 millioner visninger det første døgn. Imponerende.

    Reply
  2. Andreas Hansen26/07/2010 at 22:13

    Ooooog lidt flere tal her: http://adage.com/article?article_id=145096 Salgstallene er gået markant op for Old Spice. Det er de til gengæld også for Gillette. Men endnu er regnstykket ikke gjort helt op, og det er værd at bemærke, at det nok ikke har været dårligt for Old Spice brand generelt, at antallet af Twitter-followers er gået fra 30k til 80k, at deres Facebook-profil nu har 800% flere tilhængere, og at Old Spice med indtil videre 94 mio.(!) visninger på deres YouTube-site nu er det mest besøgte sponsorerede site nogensinde på den populære tjeneste. Otte ud af 11 videoer på YouTubes liste over mest sete videoer midt i juli var i øvrigt Old Spice. ROI must be sky high.

    Reply

indsend kommentar