Det er aldrig kønt at fortsætte med at slå på en, der ligger ned. Det må DBU efterhånden sande, efter fodboldunionen i går vandt i landsretten men tabte i folkeretten over Ronnie N. aka Fodboldtossen.

1.869.269 kr. lød den ublu erstatning, DBU i går fik tildelt mere end fire år efter, at Fodboldtossen afbrød en ellers forrygende EM-kvalifikationskamp i Parken mellem Danmark og Sverige ved at løbe på banen i et forsøg på at tale et par alvorsord med den pirlige, tyske dommer.

“Det er væsentligt, at vi nu også har fået landsrettens ord for, at det er forbundet med et betydeligt erstatningsansvar at afbryde en fodboldkamp og dermed ødelægge oplevelsen for et millionpublikum og samtidig påføre arrangøren et urimeligt stort indtægtstab,” sagde DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, i går efter dommen.

Men den udlægning er befolkningen langt fra enig i. Fodboldtossen har forlængst modtaget sin straf, lød det blandt andet på Facebook, på Twitter og i sportsredaktionernes ledere. I en afstemning på eb.dk har mere end 75 procent erklæret sig uenige i, at det er retfærdigt, at fodboldtossen skal betale 1,8 mio. kr. i erstatning, og komiker Frank Hvam har indtil nu fået knap 17.000 likes med denne – for DBU’s lidet flatterende – statusopdatering på Facebook:

“Den ældste Brønderslev-datter blev tortureret, voldtaget og lejet ud som prostitueret af sine forældre i årevis. Erstatning 150.000 kr. Fodboldtosse løber ind på fodboldbane og slår ud efter dommer uden at ramme. Erstatning 1,8 millioner. Jamen det kan da ikke være anderledes.”

Selv den tidligere (DBU-)landsholdsspiller Michael Gravgaard, der som den eneste forsøgte – og formåede – at stoppe fodboldtossens angreb, har været ude med sin støtte til Ronnie N.:

“Manden har fået straf nok (…) Jeg føler med ham, det må jeg sige. Stakkels mand,” lød det fra Gravgaard i Ekstra Bladet.

Grådighed er grimt

At DBU har tilbudt at “indgå i en dialog med vores modpart omkring størrelsen af erstatningen og en eventuel afdragsordning”, klinger særdeles hult, når DBU undervejs i sagen har hævet sit krav fra 1,7 mio. kr. til 2,2 mio. kr. DBU fremstår grådig, når den kræver millioner af kroner for, at en slagen mand har betrådt et græstæppe.

Og selv om den slagne mand aka Fodboldtossen bestemt bærer den største del af ansvaret for, hvad der hændte, klæder det ikke fodboldunionen at undlade at udvise den mindste smule form for selvransagelse, efter en fuld fyr, der bestemt ikke var i fysisk topform, uhindret havde mulighed for at vælte rundt på banen i en afgørende kvalifikationskamp til EM. Dommeren afblæste ikke kampen, fordi han stadig frygtede Fodboldtossen, der hurtigt blev fragtet ud af Parken. Han afblæste kampen, fordi han var bange for den manglende sikkerhed.

DBUs vigtigste brand er landsholdet, som i gode tider er indbegrebet af folkelighed. I denne sag kunne DBU have scoret forholdsvis billige folkelige point ved at slå en streg over erstatningen. I stedet fremstår DBU nu som den kolde, verdensfjerne mastodont, der tænker i krav og cool cash fremfor menneskeskæbner og fodboldfans.

Det er aldrig kønt, når Goliath spiller med musklerne overfor David. Og det er mere end svært at se, hvad DBU opnår med den principielle afgørelse – ud over at score lidt ussel mammon på at ruinere en fodboldfan. Det giver i al fald ikke undertegnede mere lyst til at støtte op om DBU og landsholdet, når man i den grad jorder en (lidt for) dedikeret fan. Og mon ikke de fleste danske fodboldtilhængere forlængst har fattet pointen om, at man bør blive på tilskuerpladserne under en fodboldkamp?

Skulle DBU være den mindste smule i tvivl om pointen om at opføre sig ordentligt til landskampe er feset ind, kan de sammen med Parken sørge for at få styr på sikkerheden. Nu har de i al fald finansieringen på plads.

]]> http://www.kommunikation.nu/wordpress/?feed=rss2&p=1169 0 http://www.kommunikation.nu/wordpress/?p=1159 http://www.kommunikation.nu/wordpress/?p=1159#comments Tue, 29 Nov 2011 21:47:43 +0000 Andreas Hansen http://www.kommunikation.nu/wordpress/?p=1159

Facebook, Twitter og LinkedIn boomer. Overraskende? Egentlig ikke – men det er alligevel svært imponerende, at 11 procent af verdens befolkning nu er på Facebook, og at der bliver postet 510.000 kommentarer på Facebook…hvert minut!

Se selv den friske opdatering af, hvor socialt internettet er blevet her ved udgangen af 2011:

- Har du roser, så kan du få, har du torne, så må du gå.

Sådan kunne adm. direktør i Munthe plus Simonsen, Henrik Fjordbak lige så godt have sunget, da han i spidsen for det danske tøjmærke for anden gang i træk nægtede Berlingskes modeanmelder, Sarah Skarum, at overvære deres kommende show til Copenhagen Fashion Week. I stedet valgte han dog ordene:

”Sarah er ikke inviteret, fordi hun helt tydeligt ikke bryder sig om vores tøj. Det er mangel på respekt at sende sådan en anmelder. Der skal være en gensidig respekt, og hvis man sætter sig ud over den, må man acceptere konsekvenserne.”

Man sender heller ikke en rockanmelder, der ikke kan lide U2, til en U2-koncert, lød rationalet fra den sårede direktør.

For ondt må det åbenbart have gjort, da Sarah Skarum fredag d. 13. august sidste år formastede sig til at kritisere et Munthe plus Simonsen-show. Den silende regn var det mest mindeværdige ved showet, skrev Skarum dengang, og det har sikkert ikke mildnet tordenskyerne over Munthe plus Simonsens hoveder, at Skarum tilsvarende ved flere lejligheder har rost den tidligere halvdel af modehuset, Karen Simonsen, der er gået solo med sit nye mærke, Karen By Simonsen.

Mens Sarah Skarum således blev mødt med et rungende “NEJ”, da hun selv henvendte sig for en invitation, ville Munthe plus Simonsen derimod gerne se en anden Berlingske-journalist, inklusive Sarah Skarums chef, livsstilsredaktør Nina Rølle. Nina Rølle valgte dog pænt at afslå med henvisning til, at man sender de journalister, man selv ønsker, hvilket gør, at Munthe plus Simonsen ikke kan forvente værdifuld dækning fra den kant.

Udelukkelse skaber negativ omtale
Tværtimod skaber historien udelukkende negativ omtale – bl.a. i Politiken, i Berlingske, på Epn, modebevægelsen.dk, Formula Fashion og i journalisternes eget fagmedie, Journalisten. Artikler, der udstiller det danske tøjmærke – og i flere af artiklernes tilfælde store dele af branchen – som uimodtagelig for kritik, uanset om kritikken er berettiget eller ej. Dårlig omtale, som Munthe plus Simonsen meget let kunne have været foruden, hvis de havde forstand på pressehåndtering.

Men det har de ikke. Deres udtalelser signalerer, at de ikke aner, hvordan en fri presse fungerer. For jo, rockanmeldere bliver sendt til koncerter med bands, de ikke har som personlig præference, filmanmeldere ser hvert år tonsvis af film, de ikke selv privat ville have valgt ved billetlugen, og madanmeldere spiser sig gennem menuer, der ikke består af deres livretter. Og Sarah Skarum anmelder – og til tider roser – masser af modehuse, der langtfra er blandt hendes personlige præferencer. Som hun udtaler til Fashion Forum: “Jeg ville fx aldrig tage David Andersens, Veronica B. Vallenes’ eller Soullands tøj på, men anmeldte alle tre shows positivt i vinter. Jeg er ikke ude for at skrive ønskeliste.”

Respektér pressens arbejde
Virksomheder bliver nødt til at respektere, at journalister har et arbejde at passe. Måske er dele af branchen lullet i søvn af, at den generelt får pæn behandling, men hvis en journalist har noget kritisk at sige, bør du hellere lytte godt efter, ligesom du forhåbentlig også lytter, hvis dine kunder har noget at brokke sig over.

Mode er som meget andet en subjektiv størrelse. Derfor kan og bør man ikke altid være enig. Begår en journalist faktuelle fejl, er det selvfølgelig helt fair at rette disse. Berlingske/aok.dk bragte i juni en større rettelse og beklagede, efter deres madanmelder Søren Frank bl.a. havde kritiseret Skovriderkroen for ikke at ville skænke øl til sin søn på 17 år, hvilket slet og ret ville have været ulovligt.

Så PR-regel nr. 1 er, at du aldrig blacklister navngivne journalister, der blot passer deres arbejde. Selvfølgelig står det dig altid frit for, hvem du selv ønsker at kontakte, og til events kan der sagtens være forhold, der gør, at ikke alle kan inviteres (eksklusivitet er årtusindets buzzword i modebranchen). Vi lever i et land, der hylder ytringsfriheden, og hvor det er usædvanlig dårlig stil – og bad for business – at brænde dine broer til medierne uden kinamands belæg for at gøre det.

Accepter i stedet, at pressen – ligesom dine kunder – skal serviceres. Og er der en konflikt, så løs den. At nægte navngivne personer fra pressen adgang er, med livsstilsredaktør Nina Rølles ord, »Kyllingeagtigt.«

Men hvad skulle New York-demokraten Anthony Weiner have gjort – altså ud over helt basalt ikke at have sendt billeder af sit erigerede lem og sin overkrop til kvinder, når man nu både har et nyt ægteskab og en politisk karriere at pleje?

Først et hurtigt overblik over Weinergate. For en god uges tid siden kunne et konservativt website afsløre, at et billede af en mands udspilede underbukser var blevet sendt via kongresmedlem Weiners Twitterprofil til en collegestudine i Seattle.

Da episoden hurtigt blev spredt via de sociale medier til mainstream/old media påstod Weiner på bl.a. CNN, at hans Twitter-konto var blevet hacket. Men historien haltede, for han kunne ikke overfor de undrende journalister “med sikkerhed” fastslå, om det var et billede af ham (og hans) eller ej, der uretmæssigt nu hærgede cyberspace.

Og dermed var der åbnet for et utal af vittigheder fra bl.a. studievært Jon Stewart, der hurtigt udnævnte det kommende valg til “Circumcision 2011″, til usandsynligt mange beskeder på de sociale medier med hashtagget “weinergate”.

Samtidig dukkede flere og flere afsløringer om Weiner op. En anden kvinde skulle angiveligt have modtaget et billede af Hr. Weiner uden skjorte, et billede på sin american online-profil af Weiner liggende på en sofa med sine to katte havde han angiveligt døbt “Me and the pussys”, og RadarOnline.com kunne fortælle, at en kvinde via sin Facebook-konto havde modtaget mere end 200 meget eksplicitte beskeder fra Weiner, der åbenbart ikke stod først i køen til kurser i, hvordan man agerer på de sociale medier.

Alt imens nægtede og nægtede Weiner, og hans bedste modangreb var, at han ville “iværksætte en undersøgelse” over, hvor billedet mon stammede fra, hvilket fik CNNs vært til at spørge, om Weiner ikke kunne genkende sine egne underbukser.

Mandag eksploderede sagen, da Weiner hejste det hvide flag og erkendte, at det VAR hans billeder, at han selv havde sendt billeder til “cirka” seks kvinder både før og mens, han var gift, at han elskede sin kone (der – det kan virkelig snart ikke være værre – er nær bekendt af udenrigsminister Hillary Clinton, der som bekendt havde store kvaler med sin mands cigar, der heller ikke kunne holde sig i ro), men at han, Mr. Weinergate, bestemt ikke havde tænkt sig at træde tilbage fra sit politiske embede.

Spørgsmålet er, hvor meget der er tilbage af det. Også selv om intet endnu tyder på, at Weiner har været fysisk utro, hvilket trods alt gør den oprindelige “smutter” noget mindre (host) end andre kendte demokrater som Kennedy, Clinton og senest John Edwards, der er under anklage for at have brugt partipenge på at skjule sit utroskab under seneste valgkamp.

For problemet er, at…

1) Weiner løj. Og løj og løj. Også indtil det blev decideret pinligt og meget, meget tydeligt, at det vist kun var ham selv, der foregav at tro på, at han ikke selv stod bag.

2) timingen er elendig. USA har haft afsløring efter afsløring af utroskab hos kendte politikere. Så både vælgere og presse dufter blod, når nyt…kød…dukker op.

3) han viste, at han hverken kan håndtere kriser eller sociale medier, og i det hele taget viste en ret stor grad af uagtsomhed, der ikke ligefrem er en politiker værdig.

4) han hedder Weiner. For dælen da!

Men hvad skulle Weiner have gjort, nu hvor hans billede røg i de helt forkerte hænder?

Indrøm. Når man er i modvind, gælder det om så hurtigt som muligt at få lagt sine sejl ned. Ved at erkende den eller de begåede fejl viser du i det mindste, at du ikke undervurderer vælgernes intelligens, og du undgår, at sagen bliver ved og ved og ved og… Ved at indrømme meget hurtigt havde Weiner sparet mere end en uges massiv kuling.

Undskyld. Jo før du undskylder, des mindre er der at undskylde for. Ved at vente skulle Weiner også undskylde og forklare, hvorfor han havde løjet i over en uge i den bedste sendetid i medierne. Ikke så godt for en politikers troværdighed.

Ret op. Altså – moralen! (Åh, det er alt for let at komme med hentydninger). Sørg for, at du ikke gentager de handlinger, der fik dig i fedtefadet i første omgang. Dine vælgere skal kunne stole på, at du har forbedret dig.

Kryds fingre. Man kan ikke styre folkeholdningen. Kun forsøge at skubbe den i den ønskede retning. Havde Weiner undskyldt i tide, ville der have langt færre jokes og meget mindre opmærksomhed på sagen.

Dansk politik er sjældent lige så kulørt som amerikansk, når det kommer til gedigne skandaler. Da det tog Lene Espersen flere måneder at beklage en udeblivelse fra et muligvis vigtigt møde (som i øvrigt også havde et link til en vis Hillary Clinton – it’s a small world), havde sagens indhold trods alt politisk tyngde. Men opskriften er den samme.

Hvis Lene Espersen straks havde beklaget sin udeblivelse fra et vigtigt møde og hurtigt strammet op på sin mødekalender, ville flere måneders ligegyldig mediestorm være blevet redet af på meget få dage, og der havde ikke været behov for en voldsom og årelang genopbygning af sit ellers stærke brand.

Samme taktik gælder virksomheder. Når Dells tidligere direktør forlader et tv-interview midtvejs for at undgå at indrømme og undskylde fejl, vokser skandalen sig kun større og større. I krisekommunikation skal du agere hurtigt og ærligt. Så mindsker du risikoen for varig skade på dit brand.

Kun et element kan gøre, at du ikke straks skal erkende og indrømme, når stormen raser, og det er, hvis du har ret. Helle Thorning gjorde klogt i ikke at indrømme skattefusk sidste år. OK, hun kunne have været hurtigere til at skaffe dokumentation for sit dementi, men hun havde fakta på sin side.

Det havde Weiner ikke. Og nu er han efterladt nosseløs til mediernes og vælgernes nåde. Selv ikke et navneskifte synes at kunne redde ham…

(PS: Denne blog forsøger at holde sig for pæn til at vise de famøse weinerbilleder, men hvis du ikke vil være foruden synes, så klik her.)

Hun er live på TV 2 via satellitopkobling fra hjemmet i Kolding, mens valgets store, positive overraskelse, hendes far Villy, er med fra Pumpehuset, hvor han netop har holdt sejrstale.
Fra studiet spørger Jes Dorph-Petersen, om den ‘rigtige’ Villy er, som vi tror, han er. “Han er jo normalt meget mere nede på jorden,” siger hun storsmilende og fortæller, at far er den bedste i verden.

Umiddelbart lyder ovenstående kærligt og uskyldigt, men det er kulminationen på en lang valgkamp, hvor den personlige branding af partilederne fik stor betydning for valgets udfald. Og hvad mere interessant er: Det er de tv-billeder, en svingvælger med sympati for SF kan huske halvandet år senere, da han bliver bedt om at nævne en medieoptræden med Villy Søvndal.

Svingvælgerne påvirkes af partilederne
Svingvælgerne er altid valgets omdrejningspunkt. De udgør normalt mellem en tredjedel og en fjerdedel af de danske vælgere og en typisk svingvælger vil være ung, veluddannet og med en lav partitilknytning og politisk viden. Og så har de en stor og for politikerne vigtig karakteristika: De er særligt påvirkelige overfor partilederne og deres selviscenesættelse i medierne.

Men inden at Lars fra Græsted og far Villy gnider sig alt for meget i hænderne, er det dog vigtigt at slå fast, at det er en fejl at tro, at gruppen af svingvælgere som helhed kan tippe magtbalancen i dansk politik. Den udbredte misforståelse kan vi takke mange af de politiske kommentatorer for. I virkeligheden er det en noget mindre del af de danske vælgere, der reelt holder magten i deres hule hånd, nemlig de vælgere, der ikke bare skifter parti, men som skifter mellem blokkene. Ved folketingsvalget i 2005 var det blot ni procent af vælgerne.

På trods af det kan Lars, Helle og Pia alligevel godt smile, da forskning har vist, at hvis man én gang har skiftet parti, så er man tilbøjelig til at gøre det igen. Og eftersom svingvælgerne er særligt påvirkelige overfor partilederen er der særdeles god grund til, at de ikke bare nøjes med at få spredt budskabet om, hvorvidt de går ind for efterløn eller ej, men også om de vil være sjove at drikke en øl sammen med.

Partilederne – bag facaden
Og de får lov til det, de kære politikere. For medierne elsker at iscenesætte partiernes ledere og deres personlighed i en sådan grad, at det til tider ender med at overskygge de politiske budskaber.
Gang på gang ser vi eksempler på denne personlige iscenesættelse i programmer som ‘Den store klassefest’, hvor Helle Thorning-Schmidt hygger sig med sine gamle klassekammerater, og i ‘Kender du typen?’, hvor Pia Kjærsgaard inviterer indenfor i sit hjem. Underholdningsprogrammerne er uden egentlige politiske budskaber, men har kun til formål at vise den anden side af partilederen – det hele menneske.

Til dette års valgkamp blev den personlige iscenesættelse skudt i gang med den omtalte dokumentar ‘En helt almindelig ualmindelig familie’, hvor vi får lov til at følge statsminister Lars Løkke Rasmussen, hans færøske kone Sólrun og parrets to børn og to hunde. Vi ser statsministerfruen købe ind til frikadeller og erklære at hun tøjmæssigt “mest er til cowboybukser”. Alt imens fortæller børnene om, hvor “nederen” det er, når pressen kaster sig over bilagssag og turen til Tenerife.

Men der er en bagside ved den personlige iscenesættelse. For går det galt for en partileder i medierne, kan dommen fra vælgerne være nådesløs. Når den personlige iscenesættelse bliver for massiv generelt, kommer partilederne let til at overskygge både politik og politisk bagland. De bliver ikke bare de vigtigste eksponenter for deres parti, de bliver – i nogen vælgeres øjne – de eneste.

Inden du helt begræder, at dansk politik er blevet til et spørgsmål om, hvilken partileder, der lever det mest normale og hyggelige familieliv, er det dog værd at huske på, at den førte politik bestemt stadig spiller den største rolle. Uden at have luftet sine hunde på TV gik Venstre frem i den første meningsmåling, efter Lars Løkke turde sige de ellers forbudte ord: “Farvel til efterløn”. Og lykkes det for Helle og Villy at få forklaret, hvordan danskerne skal arbejde 12 minutter længere om dagen, er der også vælgere at hente her. For selv om det personlige betyder meget, går svingvælgere altså stadigvæk op i politik.

Alligevel kan du godt gøre dig parat til at se flere politikere på dansegulv og med familien på slæb. For der er stadig risiko for, at svingvælgeren anno 2011 ikke vil huske dette års valg for opgøret med efterlønnen og den fremtidige plan for landets velfærd, men for hvilken datter, der elskede sin far højest i valgkampen.

Indlægget er bragt i Dansk Kommunikationsforenings blad Kommunikatøren nr. 1, 2011, som en del af et tema om folketingsvalget 2011. Læs hele bladet her

Facebook Places hedder den nye service, som fungerer ganske enkelt. Når du befinder dig til en koncert, på en restaurant, i et storcenter – ja, hvor som helst – klikker du bare “Check In” via Facebook på din smartphone. Med endnu et par klik kan du tagge, hvilke venner du er sammen med – og straks efter ved alle dine bekendte, hvor de kan finde dig.

Smart, socialt og ifølge Facebooks egen reklamefilm meget, meget uskyldigt.

“You are sharing moments in your life,” fortæller en passioneret inder os i reklamen, og med sit lilla tekrus løftet konkluderer han, at Places er “enormously powerful”.

“Enormt magtfuld” er samtidig en meget præcis analyse af verdens største sociale medies nuværende position. For selve funktionaliteten i Places er langt fra ny. Populære tjenester som Foursquare og Gowilla er 100% baseret på, at brugerne via GPS og smartphone fortæller, hvor de er. Tjenesterne fungerer endda bedre (endnu) end Facebook Places, fortæller Wall Street Journals Walter Mossberg i sin anmeldelse.

Den store forskel ligger i udbredelsen af tjenesten. For begynder en god portion af Facebooks 500 millioner brugere at benytte Places, vil verden aldrig have set et større overvågningssystem. Oh yes, vi snakker Orwell, 1984 og Big Brother her. Bare med een forskel:

Registreringen sker helt frivilligt.

Du behøver ikke at “checke ind”, hvis du ikke ønsker at oplyse, hvor du er, ligesom det stadig er tilladt at være uden Facebook-, Twitter- og LinkedIn-profil, om end det kan gøre livet lidt mere besværligt og uoplyst.

Men!, lyder det hurtige svar tilbage, du kan dog aldrig vide dig sikker på, at dine venner ikke tagger dig, når I er i byen sammen. Det gælder både for GPS-position via Places og for de billeder, de efterfølgende tager af dig, som får indholdet på det forsvundne kamera i “The Hangover” til at ligne en søndagsudflugt til den lokale kirke.

Men skal vi være skræmte over Places? Well, kommercielt skal vi i al fald regne med, at den nye tjeneste vil betyde, at vi bliver endnu mere overvågede som forbrugere. Det var Facebooks CEO Mark Zuckerberg ikke bleg for at løfte sløret for under lanceringen af Places.

Om vi så kan lide at få serveret meget målrettede reklamer, er en smagssag. Forleden fortalte Venstres it-ordfører, Michael Aastrup Jensen, at han ligefrem synes, det er dejligt, at reklamerne på Facebook er målrettet til ham. Eftersom Facebook ved, han er fra Venstre, slipper han f.eks. for Helle Thorning-reklamer, jokede it-ordføreren.

Selv om jeg engang imellem føler mig en smule stødt, når Facebook smider reklamer af Toppik på min profil, synes jeg nu også, det er meget rart, at reklamerne faktisk virker relevante. Det er jo ikke nødvendigvis ondt ment, når en udbyder gerne vil linkes sammen med en potentiel forbruger. Heller ikke hvis reklamerne bliver baseret på, hvor jeg befinder mig. Med al den information, der er tilgængelig, er det kun rart, hvis andre gider foreslå nye restauranter, jeg bør besøge, eller koncerter, jeg burde gå til.

Dernæst er der den private sladderhank-del. Bør min ven/kollega/kæreste/kommune/arbejdsgiver/you-name-it kunne finde ud af, hvor jeg befinder mig?

Vi ved, at Facebook allerede kan afsløre skattesnyd, socialt bedrageri, forsikringsfusk og meget andet. Problemet er, at vi med de sociale medier skal til at tænke os bedre om, hvad vi siger, og hvor vi siger det. Hvor en privat mail førhen i allerværste tilfælde kunne blive sendt rundt til alle dine arbejdskollegaer, så bliver alle dine heldige og mindre heldige kommentarer på Facebook nærmest med garanti spredt rundt til alle dine venner – og muligvis meget længere end det, hvis du ikke har tjek på sprogbrug og sikkerhedsindstillinger.

Så…er Facebook Places en velsignelse eller en forbandelse? Begge dele må konklusionen lyde. At vi fremover kan geotagge os selv og vores venner øger behovet for, at vi meget bevidst får defineret vores privatsfære – hvis vi altså ønsker en sådan. Ligesom det socialt er godt at kende sin Emma Gad, er det godt at kende sine sikkerhedsindstillinger på Facebook.

I bytte får vi så til gengæld endnu bedre mulighed for at være sociale. For uanset om vi har en indbygget trods-reaktion, når det kommer til at afgive private oplysninger, kan de fleste ikke løbe fra, at Facebook faktisk er et ret fedt sted at holde sig ajour med alt fra fester til venners ferier – og at det er et fantastisk sted at genoptage kontakten med gamle venner på. Med Places bliver muligheden for at genoptage kontakten ude i det virkelige liv endda endnu større, næste gang du er til koncert, i biografen, i byen, på stranden, til…

Facebook Places er p.t. kun tilgængelig i USA, men allerede nu er funktionaliteten at finde på Facebooks iPhone applikation, og de lover, at “this feature will be available in your region soon”.

Jonas kigger på fire elementer, som jeg har tilladt mig at fortolke og uddybe herunder:

1) Din profiltekst (som du kan ændre i Settings/Profile på twitter.com)

Her tæller det, om du har et spændende arbejde, eller om din virksomhed lyder interessant. Lommefilosofiske betragtninger er han ikke meget for.

Så drop ordflommen og sørg for at få fortalt, hvad du beskæftiger dig med professionelt. Twitter er nemlig først og fremmest egnet til at netværke, og så er det jo bedre at vide, om du er model eller marketingsassistent, end om du “lever i nuet”.

2) Dine seneste tweets.
En journalist er ikke bedre end sin seneste artikel, lyder en talemåde – og du kan heller ikke regne med, at det geniale, gennemtænkte tweet, du nedfældede for tre uger siden har meget vægt, hvis du lige siden har brugt dine tweets til at brokke dig over en defekt kaffemaskine.

Sørg derfor for at have skarpe betragtninger, som du lever skarpt. Post endelig interessante links – men hold igen med for mange retweets. Spar desuden på sniksnak og nøjes med at skrive, når du har noget på hjerte.

3) Dit billede
Et billede siger mere end 140 tegn – og er i øvrigt ofte det, man som læser orienterer sig efter, når de mange poster strømmer ind. Så sørg for at du har et billede på, som andre gider at kigge på. “Hotness” tæller, skriver Jonas – men eftersom Stephen Fry (@stephenfry) har over 1,6 mio. followers, kan mindre sikkert også gøre det, bare dine tweets og din profil er god nok.

4) Hvem du følger
Faktisk betyder det ikke så meget, om du har en mio. followers – eller om præsident Obama er en af de, der troligt læser dine tweets (Big O. følger p.t. 717.915 twittere…). Men du skal helst ikke ligne en, der jagter followers ved f.eks. – ja – at følge over 700.000 twittere.

Du bør med andre ord fremstå som et menneske af kød og blod. Det kan selvfølgelig være svært at gøre, hvis man skal tweete som en virksomhed. Men f.eks. Pete Cashmore har valgt selv at lægge ansigt til på @mashable, der ret hidsigt smider links ud, hver gang sitet poster en ny artikel.

På det sidste punkt vakler jeg selv lidt. Jeg har to twitter-konti. En til “privat” brug (hvis den slags kan siges at eksistere, når man nu kommunikerer meget offentligt) og en til Kommunikation Nu, som p.t. prydes af fuglen Roi, der er en del af bureauets logo.

Jeg overvejer stadig, om det er den optimale løsning. På den ene side kan jeg godt lide at kunne skelne mellem private og corporate twitterprofiler. På den anden side giver et navn og et ansigt bare langt bedre mulighed for at gå i dialog med andre brugere end et logo gør. Umiddelbart tror jeg, at løsningen bliver, at både mit billede og mit logo indgår. Så ved folk, at de får begge dele.

Hvorfor vælger du at følge folk og virksomheder på Twitter?

iPad er som skabt til at læse nyheder på (særligt indendøre, desværre), men før jeg fik mit fix stillet, måtte jeg prøve mig igennem en jungle af nyhedsapps.

Og her er de så: De ti bedste måder at få dit nyhedsfix på din iPad.

1. NewsRack (30 kr.)
Skal du have det bedste, koster det også. Men de 30 kr. er godt givet ud – særligt hvis du gerne vil have adgang til dine feeds fra Google Reader. Programmet er enkelt og intuitivt, og du kan let dele interessante artikler fra dit feed på Twitter, Facebook og via email – ligesom du kan gemme artiklen til senere via Instapaper, Delicious eller ReadItLater. Er du på farten og benytter 3G, kan det også være en fordel, at NewsRack ikke behøver at hente tunge billeder ned fra de mange feeds. Du kan endda vælge at få hentet de datatunge billeder ned, mens du er på en gratis eller hurtig fobindelse til nettet. NewsRack er kongen af feedlæsere til iPad.

2. Instapaper (30 kr.)
Har du fundet en artikel på nettet, som du gerne vil læse senere – eller måske bare gerne vil gemme? Med applikationen Instapaper og en gratis konto på instapaper.com er det muligt at hente og gemme artikler på din iPad (og iPhone og iPod Touch for den sags skyld), så du senere kan læse dem offline. Med Instapaper kan du også let oprette din egen artikeldatabase. Arbejder du med nyheder, kan Instapaper hurtigt blive en vigtig del af dit arbejdsflow. Programmet er enkelt, elegant og – for undertegnede i al fald – helt og aldeles uundværligt.

3. Flipboard (gratis)
”Dit sociale magasin”, lover folkene bag nyudviklede Flipboard. Programmet omformer de links, som dine Facebook- og Twitter-venner anbefaler, til et smart magasin, som man kan bladre – eller rettere flippe – frem og tilbage i. Now that’s social! Det er også muligt at hente indhold fra f.eks. The Economist eller et af de mange Flip-nyhedsfeeds (nyheder, finans, politik, film osv.). Der er dog et par begrænsninger. Man kan kun have ni forskellige flip-magasiner oprettet ad gangen, og du kan ikke omdanne andre feeds end de, Flipboard har valgt, til et smart magasin. Men mon ikke den mulighed kommer i fremtiden?

5. Zinio (gratis)
Er du mere magasin- end avistypen, er Zinio sagen. Her finder du tonsvis af papirmagasiner digitaliseret. F.eks. Rolling Stones, The Economist, National Geographic, Vogue, Macworld – og en række danske som f.eks. T3 og Datatid. Hvert magasin koster et beløb, men der kan ofte spares rigtig mange penge på særligt udenlandske abonnementer. Hvad siger du f.eks. til Macworld i et år for cirka 100 kr.? Zinio fungerer ikke gnidningsfrit, men er alligevel rigtig god at have adgang til, hvis du savner papirmagasinerne.

6. USA Today (gratis)
Jeg må indrømme, at jeg ikke er så imponeret over størstedelen af mediernes forsøg på at lave apps til iPad. USA Today er undtagelsen. De kan altså et eller andet med grafisk opsætning – både digitalt og på print. På iPad’en har mediehuset skabt en særdeles elegant og enkel brugeroverflade, hvorfra der er adgang til avisens fire sektioner (today, money, sports, life). Du kan også vælge at få dagen i dag vist i billeder – eller hvad med at løse en kryds og tværs? Jeg håber meget, at andre mediehuse kigger USA Today over skulderen, så flere apps bliver lige så lækre.

7. NPR (gratis)
USA’s store non-profit nyhedsorganisation NPR (tidligere National Public Radio) har også begået et absolut hæderligt bud på en lækker nyhedsapp. Sitet fremstår lidt mere rodet end USA Today. Til gengæld er der adgang til en række interessante radioindslag og mulighed for at lytte til seneste nyhedsudsendelse (NPR bringer fem minutters radionyheder hver time).  Forhåbentlig producerer DR snart en lignende applikation.

8. Shovel (18 kr.) – På digg.com kan du se hvilke artikler, læsere over hele verden bedst kan lide. Jo flere diggs en artikel får, desto større eksponering får den på digg. Endnu har jeg ikke fundet en rigtig lækker digg-læser til iPad, men Shovel gør et absolut hæderligt job. Herfra kan du hurtigt se de mest populære artikler og læse brugernes kommentarer. Men sjovt nok kan du ikke dele artiklerne på andre sociale netværk såsom Twitter og Facebook. Den mulighed er dog på vej, lover programmørerne bag programmet.

9. Eurosport (gratis)
Er du foruden nyhedsjunkie også sportsjunkie, er app’en fra Eurosport nærmest uundværlig. De mange nyheder fremstår måske en anelse rodet, men der er også enormt mange informationer i denne app. Du kan følge Tour de France live, tjekke Formel 1-resultater og skiløb – eller hvad med at blive opdateret på udviklingen i den brasilianske fodboldliga? Mulighederne er (næsten) uendelige, og når du først har kigget lidt rundt, er app’en let at gå til – trods enkelte mangler.

10. Mashable (gratis)
Har du en iPad, er du formentlig ret vild med mac. Mashable er fyldt med nyheder om mac, iPad og sociale medier. Deres egen applikation er uden det store spræl. Til gengæld er den enkel, og du kan hurtigt danne dig et overblik over Mashables guides og lister med gode tips og oversigter over anbefalelsesværidge programmer – nu hvor du er færdig med at læse denne liste.

Benytter du en anden lækker nyhedsapplikation end dem på listen? Så smid endelig en kommentar.

Det lyder umiddelbart som en ret svær PR-opgave, hvis det mærke, du brændende ønsker omtalt, er en duftevand af den slags, man skal være 65+ for at indrømme, at man påfører sig.

Ja, vi snakker om din far eller bedstefars yndlingsmærke, Old Spice, der i de sidste par år har haft travlt med ”ikke at tage os selv for seriøst,” som talsmand fra Old Spice, Jay Gooch, så rammende har udtrykt det i USA Today.

Opskriften på at opnå marketingssucces begyndte som så ofte før ved at skabe en meget karismatisk tv-reklamefigur. Denne gang var der ikke tale om en blød Harry-dukke eller en kikset Snave-Polle – men om en Mand med stort M, der ikke var bleg for at sige til kvinderne, at han er meget mere Mand end din mand (med meget lille “m”).

Duft som en Mand, mand, lød budskabet, som blev effektivt leveret i en række særdeles velfortalte og morsomme reklamer.

Og her ville det meste af reklamefremstødet så været stoppet, hvis ikke det lige var fordi, at verden med tjenester som YouTube, Twitter og Facebook er gået viral. For ved at lægge reklamen ud i de ”rigtige vandhuller”, som Sten Løck i sin blog på Business.dk beskriver det, fik de sjove videoer en hel del omtale, som folkene bag Old Spice-reklamerne indsamlede og – og her kommer pointen – begyndte at benytte i den videre markedsføring.

For hvad sker der, når Old Spice-Manden pludselig begynder at videosvare på semikendisers twitter-beskeder? Bingo – flere kendisser vil også lege med, og pludselig råflirter din fiktive reklamefigur med Alyssa Milano, sweet-talker Ryan Seacrest og banker en pirat-pinata-figur til ære for Demi Moore – der i øvrigt altid har nydt duften af ungt kød:

Krydr dertil din kampagne med brugerkonkurrencer, mulighed for at få din personlige Mandebesked på telefonsvareren og pressemeddelelser om, hvilke NFL-mænd, der er mest Mænd – og pludselig dufter dit gamle brand nyt og friskt igen.

Gå i åben dialog med din målgruppe – og tag ikke dig selv så seriøst…Mand!

Sky, Fox, Independent, Washington Post, ja, selv Arab News har bragt nyheden om bløddyret, der før hver tysk landskamp har udpeget sin favorit ved at vælge musling fra en af to bokse med henholdsvis det tyske og modstanderholdets flag påklistret.

Setuppet er simpelt, men det er PR i verdensklasse. Kombinationen af en synsk blæksprutte og en verdensbegivenhed, som tusindvis af nyhedshungrende journalister følger, er gået rent ind – se bare på CBS News:

Alligevel er Paul og Sea Life Aquarium langt fra et 12-tal i PR. Det er der fem grunde til:

1: Der mangler pressestyring. Det virker meget tilfældigt, at Paul har fået så massiv omtale. På akvariets officielle website omtaler man slet ikke blæksprutten, og seneste nyhed på sitet er fra 2007! Det er langtfra godt nok. Som tidspresset journalist ville jeg så være nødsaget til udelukkende at skrive af fra AP og andre bureauer – i stedet for også at hente informationer fra akvariet selv om begivenheden.

2: Der mangler lokkemidler til publikum. Apropos akvariets uopdaterede website, hvorfor så ikke skabe trafik ved at krydre sitet med webcam til Paul, lave nedtælling til næste forudsigelse – og gøre det muligt at følge Paul på Twitter og Facebook? På den måde ville Sea Life kunne skabe – måske varig – kontakt til sit publikum. (Man kan faktisk blive ven med Paul Oktopus – men det er der kun et privat site om akvariet, der nævner, og venskabskredsen for Hr. Oktopus er da også særdeles beskeden taget den massive omtale i betragtning).

3: Der er ingen positive historier om akvariet. Der MÅ være tyskere, der er kommet langvejsfra for at se giraff…blæksprutten. Men den historie har ikke været i pressen. Det er ellers her, akvariet kan benytte Paul til at promovere sig selv som en populær og seværdig attraktion. Bare husk hvor overrendt Berlin Zoo blev, da isbjørnen Knut holdt verdenspressen i sine nuttede poter. Og skulle de ekstra gæster ikke være dukket op af sig selv for at se Paul, så inviter områdets skoleklasser gratis på besøg. Så har du historien – og pressen.

4: Akvariet forsømmer at formidle ekstraviden. Ønsker Sea Life både at tiltrække gæster og formidle viden om sjældne dyrarter, er det oplagt at alliere sig med en professor, der kan fortælle om blækspruttens intelligens. Forevig hans udsagn på video foran akvariet og gør dem tilgængelige online sammen med et par gode citater. Så skal der nok blive linket og citeret. Det er nu, pressen er sulten. Fordr den!

5: Der bliver ikke tænkt langsigtet. Hver kamp kan reelt blive den sidste for Pauls forudsigelser (selv om Tyskland lige akkurat klemmer sig forbi Argentina ifølge seneste spådom), men det virker slet ikke som om, at akvariet har en plan for, hvordan man sikrer varig kontakt med pressen. Alene at få adgang til akvariets presserum kræver login. Sørg for at gøre det let at skabe kontakt, sæt tydelige mål for din PR-indsats – også når chancen opstår tilfældigt, og gå efter at skabe varige relationer i stedet for hurtige hypes.

Andre tyske dyr har i øvrigt ihærdigt forsøgt at skubbe Paul af tronen. Men den 19-årige flodhest Petty fra Chemnitz Zoo dummede sig under gruppespillet ved at æde æblet fra den tyske bunke i stedet for den serbiske. Og i runden efter måtte tamarinaben Anton fra samme zoo kapitulere, da han valgte den forkerte portion rosiner, og dermed fejlagtigt forudsagde, at Ghana ville sende Tyskland ud af VM.

I aften kan Paul dermed sætte sig solidt og enevældigt på tronen, hvis han får ret i, at Tyskland slår de argentinske favoritter. Det samme kan Sea Life Aquarium, hvis de forstår at benytte det momentum, synske Paul har givet dem.

Er du stadig i tvivl om, hvorvidt du og din virksomhed bør benytte sociale medier som Twitter, Facebook og YouTube, så brug 4 minutter og 26 sekunder på denne ret interessante infovideo af forfatteren bag bogen Socialnomics, Erik Qualman:

Videoen er fyldt med tal. Ti af de mest interessante er:

• Hvis Facebook var et land, ville det være verdens tredjestørste – større end USA.
• Facebook er ikke kun for unge. Det mest stigende segment på tjenesten er 55-65-årige kvinder
• YouTube (som du lige har set videoen på) er den andenstørste søgemaskine i verden
• Sociale medier er ikke kun et engelsk fænomen. 78% af artiklerne på Wikipedia er på andre sprog
• Der er mere end 200 mio. blogs i verden
• Hver tredje blogger poster meninger om produkter og brands
• En fjerdedel af søgeresultaterne for verdens tyve største brands gør til brugergenereret data
• 78% stoler på brugergenererede anbefalinger, mens kun 14% stoler på annoncer
• 80% af virksomheder bruger sociale medier, når de skal ansætte – med LinkedIn som suveræn topscorer
• Og så mener Generation Y og Z i øvrigt, at mails er passé.

Lyt først, sælg bagefter, lyder rådet. Og forfatteren Qualman uddyber: “We don’t have a choice on whether we DO social media, the question is how well we DO it.”

Såehm…the question to ask is: Hvor godt bruger du sociale medier i din business?

Først og fremmest har jeg været med til at skyde Studiehjælp.com i gang. Presseindsatsen har blandt andet medført massiv omtale i metroXpress, Urban, Vi Unge og Gymnasieskolen og på dr.dk, jp.dk m.fl. Trafikken på Studiehjælp.com steg til det tredobbelte under al omtalen, og flere artikler er på vej i juni.

Nyheden om Studiehjælp.com kom på forsiden på metroXpress.

Lærebog på vej
Samtidig er jeg i fuld gang med at skrive en ny lærebog i journalistik, som udkommer til december på Dansklærerforeningens Forlag. I den forløbne måned har jeg bl.a. interviewet tv-vært Kristian Ring-Hansen Holt fra TV 2 NEWS, Leonora Christina Skov, forfatter og boganmelder i Weekendavisen, og været i biografen med filmredaktør Christian Monggaard fra Information.

Første udkast af bogen skal være klar til juni, så det er en opgave, der fylder meget p.t.

Kristian Ring-Hansen Holt finder prompterpedal under bordet.

Nyt website
Dernæst er der et nyt website på vej. I juni får sitet her en massiv make-over af det fantastisk dygtige bureau, Konform. F.eks. kommer bloggen til at se således ud:

Screenshot fra mit kommende website.

Og sidst ““ men ikke mindst ““ arbejder jeg med meget andet spændende, det endnu er for tidligt at afsløre noget om.

Oh yes, busy, busy. Men der skal nok blive tid til mange flere indlæg her på bloggen, når det nye website er skudt i luften.

Indtil da kan du følge med i de jævnlige Twitter-opdateringer. Og giv endelig et kald på 61310778, hvis du har en spændende kommunikationsopgave, jeg kan hjælpe med. Min kalender er åben for nye opgaver fra august og frem.

Efter Venstres seneste Facebook-farce – denne gang begået af kommunikations-konsulent Ditte Okman – erkender spindoktor Søs Marie Serup, at partiet har behov for en social media-politik.

Søs Marie Serup har selv været med til at skabe behovet for en sådan politik efter i flere omgange at være kommet i Facebook-modvind i pressen.

Først kaldte hun på Facebook den danske presse for “sølle“, fordi den ikke kunne gennemskue statsminister Lars Løkkes kommende “genistreg” under sidste års klimatopmøde. Og siden lød det ironisk fra samme Søs, at Danmark var “et dejligt land at lege med politik i“, når vi altid “flejner på tværs”, hvis nogen truer med at tage skattelettelser fra os.

Hver gang har undskyldningen til de ikke så polerede bemærkninger lydt, at vedkommende ikke havde udtalt sig som statsministeransat – men udelukkende som “privatperson”.

Lidt samme retorik forsøgte partiets tidligere formand, Anders Fogh Rasmussen, sig med, når han fra tid til anden i pressen pludselig forsøgte at udtale sig som privatperson i spørgsmålet om, hvorvidt bøsser og lesbiske burde få lov til et kirkeligt bryllup, og om den danske presse burde have trykt Muhammedtegningerne eller ej.

Men det var meget svært for Fogh at få presse og befolkning til at forstå opdelingen af udtalelser i kategorierne “statsmand” og “privatperson”. Og ligeledes har det været meget svært for Venstres pressetjeneste at trænge igennem med antagelsen om, at Facebook var et meget, meget privat forum, hvor diverse udtalelser fra Christiansborg kun var tiltænkt de nærmeste venner og ikke de cirka 2,2 mio. øvrige danskere (inklusive journalister), der har oprettet sig på Facebook.

Og nu udarbejder Venstre altså (endelig) en politik for medarbejdernes brug af sociale medier. Her kan paritet måske lære lidt af brandingekspert numero uno: Coca-Cola.

På tre sider opstiller virksomheden meget enkelt principperne for dets ansattes udgydelser på de sociale medier.

Først husker sodavandsfabrikanten sine ansatte på de fælles værdier (her kunne Ditte Okman være blevet mindet om, at Venstre blandt andet skal hjælpe de svage).

Dernæst opstiller Coca-Cola en række krav for alle dets ansatte – uanset om man taler på vegne af eller blot har referencer til ens virksomhed – som når Okman snakker om ansatte på Christiansborg, eller når Søs Marie Serup omtaler den “sølle” presse.

Her er Coca-Colas bedste råd, at man altid skal huske, at de beskeder, der er rettet mod venner og familie, altid kan blive videresendt. Man skal altså ikke tro, at man er i en tryg, privat sfære, når man slår noget op på sin “private” Facebook-væg. Det måtte Okman sande, da hendes statustekst og kommentarer blev foreviget af journalist og forfatter Michael Jeppesen.

Dernæst opstiller Coca-Cola ti principper til virksomhedens talsmænd. Her følger de tre bedste, som ville kunne holde Venstres pressetjeneste fri for mange skandaler:

Husk, at du repræsenterer firmaet. Som repræsentant for firmaet, er det vigtigt, at dine indlæg har samme positive og optimistiske holdning som firmaet har i dens øvrige kommunikation. Hav respekt for alle individer – uanset etniske, kulturelle eller religiøse forskelle. Din opførsel på de sociale medier afspejler ikke blot dig som person – men hele firmaets værdisæt.

Husk, at indhold på internettet ikke forsvinder. Selv om du senere sletter eller forsøger at gøre indlæg anonyme, vil dine udtalelser online stadig kunne blive fundet – eller allerede være gemt.

og ikke mindst:

Når du er i tvivl – så lad være med at poste.

Selv om rådene fra Coca-Cola reelt kun gælder, når man udtaler sig direkte på vegne af selskabet, er det vigtigt at huske på, at mange modtagere af ens budskab kan have mere end svært ved at skelne mellem, hvornår man skriver som privat eller offentlig person. Ikke mindst når man – som i politik – gerne skal praktisere, hvad man prædiker (OK, det lyder bedre på engelsk – men gælder stadig på dansk).

Kritikere vil straks hævde, at det er et angreb på vores ytringsfrihed. At vi har lov til at være i fred på de sociale medier. At hvad vi skriver på Facebook og Twitter ikke kommer andre end vores venner og followers ved.

Men ville du, kære kritiker, selv offentliggøre på Facebook, hvis du pjækker på grund af tømmermænd, eller fortælle om dine whereabouts, hvis du lige har udøvet forsikringssvindel?

Er man nogenlunde begavet, har man allerede i dag lagt flere bånd på sig selv på de sociale medier, end man måske ville gøre i telefonen til ens bedste ven.

Selvfølgelig behøver tonen på Facebook ikke at være lige så stiv, som var det en pressemeddelelse til Ritzau. Men hvis du poster indhold, der er i klar modstrid med de værdier, dit firma repræsenterer, skal du ikke ligefrem forvente at blive kåret til månedens medarbejder.

Forvent altid, at kollegaen, chefen og din kommende arbejdsgiver før eller siden læser med. Og jo mere du og din arbejdsgiver er i medierne, des større risiko er der for, at det du skriver, kan og vil blive brugt imod dig i en alt andet end privat kontekst.

Dette indlæg er også bragt på Kommunikationsforum.

Sådan lød en del af det verbale angreb på Facebook fra kommunikationskonsulent Ditte Okman i Venstres Pressetjeneste under overskriften: “HOLD KÆÆÆÆÆÆFT!”. Angrebet var rettet imod en “fucked up medicineret psykisk syg” serviceansat på Christiansborg, der ifølge konsulenten “bare står og venter på, at der kommer en kunde ind, hun kan beklage sig til.”

Den sure statusbesked blev lagt på Facebook via iPhone for en uge siden og i dag tog Michael Jeppesen så statustråden op på sin blog i Politiken. Siden er Ditte Okmans indlæg kritiseret af Enhedslisten og De Radikale, hvor Lone Dybkjær har bedt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om en forklaring.

- Er det også Lars Løkke Rasmussens holdning til psykisk syge, og kan han virkelig have en ansat med den slags holdninger? Det siger meget om statsministeren, hvis det er tilfældet, lød det fra Dybkjær til Ritzau.

En privat ytret holdning på Facebook er dermed ophøjet til signalværdi på statsministerniveau – og det kan heller ikke være meget anderledes.

For selv om Facebook i sin form og opbygning er et hyggeligt vennenetværk, hvor man spiller Farmville og poster babybilleder, er det samtidig et meget stort offentligt forum, hvor det, du skriver, bliver foreviget og formentlig læst af langt flere, end de fleste tror.

Med andre ord: Du skal ikke skrive noget på Facebook – eller andre sociale medier – som ikke kan tåle, at ALLE læser det. Selvfølgelig kan du til en vis grad styre hvem, der læser hvad ved at fintune dine profilindstillinger. Men dine sure statusbeskeder er ikke andet end et screendump væk fra at lande på Jeppesens bord (eller lamebook.dk, hvis du befinder dig i den mindre celebre ende).

Lars Løkke har tidligere udtalt, at han ikke vil blande sig i, hvad ansatte i Statsministeriet skriver på deres “private Facebook-profil”, hvilket er en komplet forkert antagelse. En Facebook-profil er ikke “privat”. Facebook er derimod et særdeles offentligt – og meget hypet – medie, hvor over halvdelen af den danske befolkning er på (slå den, traditionelle medier!).

Indser Lars Løkke (og mange andre danske ledere) ikke snart det, og får udviklet retningslinjer for, hvordan ens ansatte bør agere i de sociale medier, vil antallet af uheldige sager fortsætte i det uendelige. Særligt når selv en statslig kommunikationskonsulent åbenbart ikke ved, hvornår det er bedst at HOLDE KÆÆÆÆÆÆFT.

Tonen på icelandwantstobeyourfriend.com er særdeles høflig og venlig og et fantastisk eksempel på, hvordan selv et land (eller i al fald et lands turistråd) ved simpel brug af sociale medier som Facebook, Flickr, Twitter, Vimeo og blog og email kan vise åbenhed, ydmyghed og oprigtig glæde over, hvad man har at tilbyde.

Selve hovedsitet består udelukkende af seks links med små, søde (til tider lidt underlige) tekster og ikoner tilkoblet, som hurtigt kan bringe interesserede hen til den ønskede sociale kanal. Det hele er så underspillet, at en hjælpetekst i bunden må pointere, at her faktisk er tale om en “meget, meget, meget seriøs ting”.

Minuser
Et par ting halter dog. For det første signalerer de små tekster stadig, at der er tale om envejskommunikation.  “Vi vil fortælle om os” er mantraet, hvor det på de sociale medier (også) er høfligt at lytte og hjælpe og udveksle erfaringer.

Samtidig er sitet, der er lavet af “de gode folk hos Takk Takk“, fuldstændig løsrevet fra Island Turistråds officielle site, der stadig stinker af web 1.0 ““ og som reducerer icelandwantstobeyourfriend fra en frisk, ny tilgang til at være en simpel, uafhængig kampagne.

Islands Turistråd skal stadig have credit for at turde gå nye veje og i både sprogtone og opbygning være enkle og skæve, uden at der går viral VisitDenmark-kampagne i det. Jeg fik i al fald et (endnu) bedre indtryk af Island efter mit besøg på icelandwantstobeyourfriend.com.

Så er det bare at håbe, at skabelonen ikke bliver genbrugt alt for meget. For umiddelbart er konceptet særdeles let at kopiere.

Reaktionen fra politi, eksperter og seere har været entydig på Rigmor Zobels første, offentlige fremtræden i går på DR1, siden hun modtog en dom for at have købt kokain. Hun dumpede – “med et brag“, som B.T. skriver. (Og det samme gjorde Reimer Bo, og beviste, at mikrofonholderi og kendisstof ikke altid går hånd i hånd, når der er tale om narkodom og et behov for, at den dømte viser bare en flig af indrømmelse eller anger).

I stedet benyttede Zobel som bekendt angreb som forsvar. Hun angreb navngivent politi. Angreb den uretfærdige dom. Angreb dele af pressen. Anklager, der lyder hule fra en uddannet jurist, som hverken har anket dom eller lagt sag an mod politi eller presse, hvis hun virkelig har følt sig så dårligt behandlet (selv om der er lidt tvivl om, hvorvidt Rigmor allerede har klaget – men det er igen mudder i kommunikationen). Nu venter i stedet en mulig sag om injurier anlagt af politiets fagforening.

Hvis Rigmors mission var at lukke sagen, dumpede hun. Var målet at få sympati fra den brede offentlighed, dumpede hun. Og var målet udelukkende at tale direkte til gamle venner og forretningsforbindelser, ville andet end injurierende anklager stadig bedre have gjort tricket.

Læresætning nr. 1 i tabersager
Så lad os lige for Prins Knud tage formlen igen for pressehåndtering, når du har en tabersag:

Indrøm, undskyld, ret op og kom videre.

Robert Hansen gjorde det (efter et par forsøg), og vendte tilbage som sejrherre – eller hvad man nu kalder en triumf i Vild med Dans og endnu en Anja og Viktor-film.

Letterman gjorde det med bravour, da han offentligt indrømmede mangeårigt utroskab med en lang række af sine ansatte efter at være blevet udsat for pengeafpresning af en mand, der lå inde med dokumentation. Tidligere har Letterman også indrømmet alkoholmisbrug, og er efterhånden urørlig, når det kommer til skandaler.

Letterman indrømmer seksuelle forhold til ansatte.

For problemet er den skrøbelige piedestal, man placerer sig selv på, når man i stedet for at angre, føler behov for at jorde de, der eventuelt heller ikke har opført sig ordentligt i sagen. Så ryger vi tilbage til børnehaveretorik, hvor der peges fingre frem for at indrømme og tage ved lære.

Zobel HAR tidligere købt og taget kokain. Det har hun indrømmet i retten.  Derfor virker det patetisk på seerne, når hun stædigt holder fast i, at hun ikke har købt i den omtalte periode.

Hvis hun virkelig ““ virkelig! ““ er uskyldig, vil det stadig være godt at angre fortiden. At hun er ked af, at hun overhovedet har taget det skidt engang, og dermed placeret sig i en sårbar position. At man ikke bør tage kokain, at hun stærkt tager afstand fra, at – eller hvis – hendes ven/elsker har solgt det, og at hun på ingen måde ønsker at legitimere brugen af kokain.

Allerbedst ville dog være at sige: “Ja, jeg har købt kokain til privat brug. Det var dumt. Jeg fortryder, og jeg vil gerne undskylde over for alle de, der er blevet berørt af mine handlinger. Samtidig er jeg meget ked af og berørt over, at jeg er blevet udstillet som narkohandler. Jeg er dog ““ trods alt – glad for, at jeg i dag har rettens ord for, at politiet sigtede mig for en langt, langt grovere forbrydelse, end det var tilfældet. Jeg har accepteret min dom, er gået i behandling, og vil ikke røre det skidt mere.”

Og ment det.

Så altså: Indrøm, undskyld, ret op og kom videre. For pokker da.

En ting er dog sikkert. Buzz fik en særdeles turbulent fødsel. Kun få dage gammel måtte forældrene efter massiv brugerkritik droppe den særlige auto-follow-model, der – uden at spørge om lov – tilføjede en lang række gmail-kontakter til ens Buzz, uden man selv havde valgt det.

Børnesygdommene er der flere af, og Robert X. Cringely fra InfoWorld var heller ikke sent til at kalde Buzz”™ debut for den mest katastrofale produktlancering i Googles 12-årige historie.

Og Cringelys medblogger Christina Tynan-Wood kører kniven en gang ekstra rundt ved at sammenligne Google med…hold godt fast…Microsoft. Først er det hele skæg og ballade, skriver hun, men så indfinder ø-mentaliteten sig blandt medarbejderne, og derfra mister de ansatte fornemmelsen for deres brugere.

“De bliver virkelig nødt til at komme mere ud,” lyder det barske råd til Googles ansatte.

Buzz er en atombombe
Langt mere positiv er dommen fra verdens største blog om sociale medier, Mashable. I et ubetinget knæfald på sjettedagen lyder de store ord:

Det bliver stadig mere tydeligt, at Google ikke bare har lanceret en lille ændring til Gmail. Nej, de har droppet en atombombe, hvis nedfald permanent vil ændre det sociale medielandskab.

Med over ni millioner poster og kommentarer i de første 56 timer og med knap 300.000 daglige besøg via mobiltelefoner er Google Buzz allerede fra sin fødsel et massivt hit, konkluderer Mashable, og er ikke et sekund i tvivl om, at den lille ny har udløst massiv og nervøs mødeaktivitet blandt topfolkene hos Twitter og Facebook.

Bombe eller fuser?

Men er Buzz virkelig “the bomb” – eller er det et gigantisk flop? “¨Min mavefornemmelse siger umiddelbart “flop” – på kort sigt. For så længe Buzz kun henvender sig til Gmail-brugere, vil muligheden for at bygge (endnu) et netværk op være stærkt begrænset.

Hvor der er klare fællesnævnere i, hvem jeg følger på Facebook (venner og bekendte), på Twitter (interesser) og på LinkedIn (forretningsforbindelser), følger jeg i øjeblikket en meget broget flok på Buzz, der ikke har meget andet til fælles, end at vi på et eller andet tidspunkt har udvekslet mails.

Så Googles klare konkurrencefordel i at have adskillige millioner brugere allerede fra dag et, kan vise sig også at være det, der mudrer hele systemet, hvis ikke Buzz hurtigt bliver fælleseje på nettet. (Google har dog allerede røbet, at Buzz kan gå hen og blive tilgængeligt for ikke-Gmail-brugere. Samtidig er Buzz født som åben platform, så andre udviklere kan binde tjenesten sammen i nye produkter. Men p.t. skal du altså have en Gmail-konto.)

Hvad er nyt?
Dernæst kommer det store spørgsmål: Hvad har Buzz som de andre ikke har? Det er ligesom set før, at man kan skrive og kommentere statusbeskeder og linke til video og billeder.

Men en ting har Google Buzz som konkurrenterne ikke har. Convenience – eller sagt på dansk med lidt flere ord: Det er pokkers nemt at gå til. Og ligesom jeg allerede læser mine RSS-feeds med Google Reader, skriver og deler tekster med Google Documents og holder styr på mine aftaler med Google Calendar, vil jeg også let kunne fristes til at holde styr på mine sociale netværk ved hjælp af Buzz, bare værktøjet er i orden. For det er bare forbandet meget nemmere at have samtlige elementer integreret rimeligt problemfrit i et og samme miljø.

Men hvor Googles øvrige tilføjelser straks fik mig til at kvitte mine daværende foretrukne tjenester, fortsætter jeg stadig med at logge ind på både Facebook, Twitter og LinkedIn, indtil Buzz bliver lidt mere voksen og kan lege med de andre børn i gården.

Det nuværende blogtema kommer til at vige pladsen for et lidt mere forretningsorienteret design – eller med focus on business, som de siger i Oklahoma. For fremover vil denne hjemmeside blive hjemsted for mit mikro PR-bureau Kommunikation Nu, der for alvor er ved at starte op her i december – og som vil lette i januar.

Kommunikation Nu er ikke en ny opfindelse. Jeg momsregistrerede firmaet i 2007, og har sideløbende med fast arbejde haft aktivitet i det lille bureau. Den seneste tid har jeg dog været forhindret i at arbejde selvstændig, da mit lille bureaus interesser kunne kollidere med det PR-bureau, jeg blev ansat hos.

Men nu har jeg sagt min faste, velbetalte stilling op, og vil fremover trodse finanskrise og nyde livet som selvstændig. Faste arbejdstider afløses dermed af “konstant på arbejde” – men til gengæld kommer jeg til at lave præcis det, jeg brænder for.

Kommunikation Nu har tre ben:

1. PR – både traditionelle opgaver som pressekontakt og udarbejdelse af pressemateriale, hjælp i krisetider, medietræning m.m. – men også med et stadigt større fokus på sociale medier, som det bliver stadig mere nødvendigt at tænke ind i enhver god kommunikationsplan. De første kunder er fundet.
2. Journalistik – har p.t. sikret mig en fast freelanceaftale med Berlingske.
3. Forfattervirksomhed – skal have manus på ny lærebog klar til august. Bogen udkommer november/december 2010.

I sagens natur kan jeg kun i et vis omfang nævne mine arbejdsopgaver. Men ellers er mit ønske, at virksomhedsstrukturen skal være så åben som mulig. Jeg vil igen begynde at skrive blogposter her på kommunikation.nu, og du er meget velkommen til at følge mig på twitter.

Bare bær over med mig, hvis her roder lidt mellem jul og nytår. Her skal nok blive pænt igen.

Glem det. Det var gårsdagens bekymringer. Med Tungle er det legende let at finde rette mødetidspunkt på tværs af kalenderapplikationer og tidszoner og bøvl og bavl.

Men først en advarsel: Denne blogpost vil lyde som en lang reklametale. Det er bare virkelig svært at sænke mine arme for at fingrene kan ramme tastaturet, for jeg elsker virkelig, når jeg er blevet præsenteret for et nyt produkt, der får mig til at tænke: “Det her er smart”, efterfulgt af: “og brugbart,” for at slutte af med: “og så er det både gratis og lækkert designet”. What”™s not to love?

Tungle er forbandet elskelig. Det tager få sekunder at oprette sig. Derefter synkroniserer den (hvis du ønsker det) med din nuværende kalender og dine kontakter – uanset om du er til Google Calendar, iCal, Entourage eller noget Microsoft Outlook-snavs. Og så er du klar til at booke dit første møde.

Mødebooking foregår i fire steps, men skulle du være ivrig og springe lidt rundt i rækkefølgen, følger Tungle intuitivt med:

• Først navngiver du mødet. Så skriver du en lokation (Tungle kan komme med forslag til restauranter og lignende, hvis du skulle være i bekneb), angiver hvor længe mødet varer og tilføjer evt. en kommentar.
• Nu er det på tide at invitere deltagere. Her kan du enten bruge din adressebog eller skrive mailadresser. Og nej – deltagerne behøver hverken at være eller blive tilmeldt Tungle for at benytte systemet.
• Derefter finder du alle de tidspunkter, der passer i din kalender. Er det et gruppemøde, kan du vælge, at du bagefter vælger det tidspunkt, der passer bedst.
• Og så er det bare at sende invitationen af sted.

Herfra bliver det rigtig smart, for du kan løbende følge med i hvor mange personer, der kan på de forskellige tidspunkter. Når der så er tilpas opbakning til et bestemt tidspunkt, vælger du det endeligt mødetidspunkt, hvorefter alle mødedeltagere får tilsendt en sidste mail, de skal bekræfte. Aftalen ryger automatisk i din egen kalender.

Voila. Ikke mere besvær. Selvfølgelig kan Tungle også dele din kalender med udvalgte venner og arbejdskolleger på tværs af applikationer. Og endnu mere selvfølgeligt findes Tungle i en lækker, gratis version til din iPhone. Tungle kan desuden integreres med bl.a. Facebook, Ning, Xing og din blog, og du får også din egen tungle.me/***-adresse, som du kan henvise folk til.

Nu kan jeg ikke holde mine arme nede længere. Prøv den, prøv den. Og skriv meget gerne en kommentar om de smarte programmer, der får dine arme i vejret.

Her følger først fem grunde til, at Casper langtfra er Danmarks nye svar på Letterman, Leno eller Stewart – og derefter fire bud på, hvordan han (måske) bliver det.

1. Casper eller Casper?
I en elegant reklame for Aloha! præsenterer TV2 alt det, Casper har sagt om ikke at optræde på TV mere. Men ud over en mand, der har lært aldrig at sige aldrig – hvem er Casper så i Aloha!? Er han Casper fra Mandrillen, Tæskeholdet eller Klovn? Casper indleder premieren af Aloha! med at være seriøs og snakke om sin depression. Modigt – men upassende. For hvor blev den mere alvorlige og seriøse Casper af, når han senere i samme show hylder Anni og Erik, der åbenbart var bedste bud på åbningsgæster fra en mand, som ikke kan udstå Se & Hør? Skal vi tage Casper seriøst – eller er han ironisk og distanceret?

2. Rodet koncept
Ligesom værten “Casper” ikke er bygget skarpt op, er også hele konceptet rodet. Vi er alt fra crazy Honolulu til gentleman-outfit og pibe. Og selv om folkene bag showet måske er bevidste om, at man skyder med haglgevær, rammer man bare altid bedre med sigtekorn og jagtgevær.

3. Manglende sidekicks
Jon Stewart har sine reportere og in-house-eksperter, Jay Leno har bl.a. Kevin Eubanks, mens Letterman er storforbruger af sidekicks med alt fra bandleder Paul Schaffer til announcer Alan Kalter, scenemanden Biff Henderson og Rupert fra Hello Deli rundt om hjørnet. Casper derimod har kun den anonyme og tavse personlige assistent Emil, der ingen sparring giver – og som det kræver, at man har set Klovn/hørt TV2 Radio for at finde tilnærmelsesvis morsom.

4. Ingen skarphed
“If he pulls a knife, you pull a gun. If he sends one of yours to the hospital, you send one of his to the morgue,” siger Sean Connery i The Untouchables. Det gælder om at overgå din modstander. Det gør Jon Stewart med research, charme og hårde argumenter. Casper derimod blev i showet mere end sat på plads af sin argeste modstander Qvortrup, der “dårligt kunne få armene ned” i sin tid på Se & Hør, når Casper peb og jamrede, fordi det gav ugebladet et kæmpe mersalg. Caspers modangreb lød: “Fair nok”. På intet tidspunkt fik Casper et stød ind, selv om det havde været oplagt bl.a. at spørge til, om Qvortrups skarpe linje ikke havde fejlet, nu hvor Se & Hør ikke kunne skynde sig nok med at lægge profilen om efter redaktørens afgang.

5. Pibe og mumleri
Mange interviews i talkshows er planlagt i forvejen. Det ved vi inderst inde godt, selv om vi har en illusion om, at morsomhederne opstår spontant. Men når Casper krydrer de syv minutter lange interviews med at bappe på pibe og høre tidligere indspillede monologer, ryger illusion og autencitet. Og så hjælper det heller ikke, at Casper i programmet ofte mumler, så man ikke forstår, hvad han siger.

Nok kritik. Hvad bør Casper og Co. så gøre for at få Aloha! op at køre?

Keep it simple, stupid. Fjern pibe og palmer – og smid gæsterne ud af studiet efter endt interview i stedet for at plante dem i en sangriabar. Et show kræver ro.

Genskab Casper – og gør ham stærk mod angreb. Lettermans vinderformel går på at fremstille sig selv som en ynkelig, ældre mand med hårproblemer og manglende socialliv. Ved at fjerne alvoren fra ens egen person, gør det opgaven om at angribe andre meget lettere, da det er svært at skyde tilbage på en mand, der allerede har udstillet sig selv som svag. Katastrofeinterviewet med Qvortrup afslørede, at Caspers ærekære person er alt for let at angribe og sejre over.

Lad showet leve sit eget liv. Det er en dødssynd på forhånd at afsætte syv minutter per gæst – og så gøre seerne opmærksomme på det hele tiden. Gæster skal prioriteres meget forskelligt. Tænk, hvis Obama kun var blevet tildelt syv minutter i Letterman.

Skab sidekicks. Hvorfor ikke gøre Lars Hjortshøj til umusikalsk bandleder og få Frank Hvam til at rapportere live fra sin nye tour (gerne med stikpiller til værten om, at Casper ikke har turde lave stand-up siden 90″˜erne).

Problemet er selvfølgelig, hvis Casper bare ikke er stærk nok “live”. Han har jo ikke lavet stand-up i dette årti, og der er pokkers til forskel på at være skæg med manuskript og plads til retakes – og så til at ping-ponge med publikum og gæster. Jeg har selv kun overværet et enkelt stand-up-show med Casper dengang, han havde firkantede briller og helt hvidt hår – og det var en katastrofe, som endte med, at Casper blev buh’et af scenen.

Aloha! er også en katastrofe. Men jeg håber, at skuden bliver rettet op. Casper har skabt meget god comedy og “Klovn” er den bedste sitcom lavet herhjemme. Og tør Casper give sig selv og sit show ro og rum, tror jeg også, at missionen om at blive en stærk talkshow-vært kan lykkes. En dag.

Den mest effektive form for mistænkeliggørelse foregår ved at så tvivl om modstanderens hensigt. Og drejer det sig om journalister, er den mest brugte variant at hænge standen ud for at være “venstreorienteret”. Alene ordet stinker jo af ungdomshus, rød revolution og blekingegadebande, ikke?

Det seneste skud mistænkeliggørelse affyret mod mig og mine medjournalister er skudt af Søren Pind. Denne gang ikke mod DR. Ikke mod Politiken. Men mod selveste Ritzau.

“Det er svært at udlede andet, end at der på Ritzau er betydelig hang til at leve op til de afstemninger på journalisthøjskolen, hvor Enhedslisten og SF kan danne regering alene,”

konkluderer Søren Pind på sin blog, efter at Ritzau ifølge ham har strammet et allerede ret stramt blogindlæg fra hans hånd om rockere og samfundsideologi.

Og til Journalisten uddyber han sin mistanke:

»Ofte, når Ritzau har citeret min blog, har de fået mig til at fremstå ekstremistisk højreorienteret, og når de så ofte giver mine synspunkter en ekstra skrue, så tænker jeg, om det her er en politisk drejning fra Ritzaus side?«

Vi er altså ikke ude i heksejagt mod enkelte journalister. Vi snakker hele organisationen Ritzau. Nyhedsmusklen Ritzau deler venstrehooks ud mod stakkels politikere af anden observans.

Apropos stakkels kommer vi så til næste punkt i spinnens ABC. For det gælder om at fremstille dig selv som offer. Som forsvarsløs. Eller med Pinds egne ord fra Journalistens artikel: »…i sådan en situation er politikere magtesløse.«

Pind er “magtesløs” – hvis vi altså helt ser bort fra, at det er lykkedes ham at få sået tvivl om Ritzaus rolle i journalisternes eget fagblad, at han uden filter har omtalt episoden på sin egen, velbesøgte blog – eller ville kunne hos Mads og Monopolet – og han er selvfølgelig også kun magtesløs, hvis vi helt ser bort fra Pressenævnet, der er klageorgan.

Men som Pind siger:

»Mit generelle syn på Pressenævnet er, at det passer ekstremt godt på journalisterne og ikke så godt på dem, der er ofrene.«

Mistænkeliggørelse. Den tjener kun et formål. At promovere sig selv og sine synspunkter.

For kære Pind, man er ikke automatisk rød, fordi man er journalist. Du bliver ikke spurgt ved en jobsamtale om hvilket parti, du stemmer på. Hverken hos Ritzau eller Danmarks Radio. Og der sidder ikke en ond, venstreorienteret satan i ledelsen og drejer hvert et skrevent eller udtalt ord hen som skyts mod den blå højborg.

En nyhedsredaktion er ikke som en virksomhed, hvor alle arbejder med et fælles brand, hvor alle tekster skal understøtte en fælles vision. Aviser og tv-udsendelser har bestemte målgrupper og bestemte måder at præsentere tingene på. Men den politiske holdning bliver sparet til lederpladsen – sammen med kronikker og klummer udefra.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brådne kar indimellem, der ikke kan håndtere at skulle tilstræbe objektivitet. Men at mistænke Ritzau over en kam for at være en flok ræverøde venstreorienterede, der ønsker Pind det ondt, lyder helt Erhard Jakobsensk. Og mig bekendt har Søren Pind ikke meget at være ked af rent pressemæssigt i forhold til den stærkt begrænsede politiske position i landet, han har og har haft.

Den korte version af Picards debatindlæg lyder:

Journalister skaber ikke meget værdi mere. Eneretten til at komme i kontakt med autoriteter og eksperter er ikke længere forbeholdt journalister og nyhedsorganisationer, og mange ikke-journalister formidler nu samme indhold via nye mediekanaler og store, sociale netværk – oftest uden at få løn for det. Og reklamekronerne differentierer kun efter læsertal – ikke om kilden er ren eller biased.

Eftersom vi skrivesmede med journalisttitel ikke er professionelle med specifik viden såsom eksempelvis en professor (javel, hr. professor Picard) eller en elektriker – bør vi få ringere kår ved fremtidige lønforhandlinger. Ellers skal vi i al fald til at blive specialister med stort “S” fremfor som nu generalister med lille “g”.

Menmenmen…
Nu er det let at blive børnefornærmet, når en verdensfjern medieprofessor vil tage brødet ud af munden på os journalister. Så jeg må hellere først slå fast, at jeg bestemt tror, at han har fat i flere rigtige punkter. Vi journalister bør helt sikkert specialisere os, og helt generelt skal vi blive bedre til at fokusere på at skabe unik værdi i de produkter, vi producerer.
Menmenmenmenmenmen…

1) jeg ved, at bloggerverden er mere fremme i skoene i USA end i Danmark. Men skulle jeg klædes på af nyhedsstrømmen i danske blogs, ville jeg ærligt talt ikke vide meget om, hvad der skete udenfor min hoveddør. Og når der endelig i de danske blogs refereres til nyheder ude i den store verden, er de stort set alle og en først genereret af de etablerede medier (hvilket består af journalister, der stadig er dem, der snakker med kilderne, min kære Picard).

“Jeg kan ikke huske nogensinde at have læst en dansk blogpost, hvor bloggeren selv har fundet cases og eksperter og konfronteret en partskilde med sin dybdeborende research.”

Så selv om blogs og Twitter og Facebook er gode til at bære nyheder rundt i et forrygende tempo, er de mange meddelere endnu langt fra gode til selv at støve nyhederne op.

Jeg kan ikke huske nogensinde at have læst en dansk blogpost, hvor bloggeren selv har fundet cases og eksperter og konfronteret en partskilde med sin dybdeborende research. Jo, undskyld, der er en. Hun hedder Dorte Toft og er – tada – journalist. Men det er altså krævende og for mange angstprovokerende at lave konfronterende interviews.

2) Journalisters berettigelse er, at vi skal være uafhængige, og kan få tæsk i Pressenævnet, hvis vi ikke opfører os ordentlig. Samtidig har vi en forpligtelse til at yde public service, hvilket vi virkelig kæmper for at håndhæve (jeg mener, vi prøver da at nævne det kommende valg til parlamentet bare engang imellem, selv om vi ved, at læserne falder i søvn).

3) Jeg kan slet ikke følge den kære Picard, når han udlægger som præmis, at journalister ikke er professionelle, der har tillært sig en specifik viden modsat en elektriker. Hvis begrundelsen er, at vi journalister ikke længere har en unik adgang til at tappe og bearbejde informationsstrømmen, så har elektrikeren da længe været under pres af de mange meter kabel på ruller, som man kan finde i Silvan.

Kan ende i katastrofe
For bare fordi arbejdsredskaberne er let tilgængelige, kan det stadig ende i en katastrofe, hvis jeg begyndte at ordne mine egne husinstallationer, ligesom elektrikeren – no offense – sikkert også ville knække halsen, hvis han eller hun fik til opgave at levere næste dags forside til Politiken.

Selvfølgelig er der de, der er naturtalent indenfor et område, de ikke har papir på. Men journalistik handler ikke kun om at have adgang til information. Kildekritik, interviewteknik og researchmetoder er mindst lige så vigtige redskaber for den gode, skarpe journalist.

Og selvfølgelig findes der journalister, der ikke er deres løn værd. Og når jeg alligevel er lidt enig med Picard, er det fordi, jeg også tror, at vi i de kommende år vil se en større differentiering blandt journalister, hvor nogen leverer helt unikt indhold, mens andre i højere grad leverer rent rugbrød til at holde maskineriet i gang. Og sidstnævnte gruppe vil være trængt.

Mangel på højtragende jargon gør os sårbare
Samtidig skal vi journalister ikke være blinde for, at Picards kritik belyser et alvorligt problem i vores stand. For modsat læger og jurister er det meget lettere at kigge os over skulderen. Vores sprog er ikke designet til at være uforståeligt for patienter og klienter.

“Uden højtragende jargon kommer vi også i fare for at virke ordinære og erstattelige.”

Nej, vores eksistensberettigelse er at gøre information enkel, klar og interessant – og ikke mindst ren for særinteresser. Men uden højtragende jargon kommer vi også i fare for at virke ordinære og erstattelige.

Og dermed kan vi male os op i samme krog som danske folkeskolelærerer, hvor en minister, trods mange år på posten, endnu ikke har fundet ud af, at lærerne kan noget, som andre faggrupper ikke bare kan gå ind og overtage med et lynkursus, fordi der tilfældigvis (grundet selvsamme minister) er mangel på lærere.

At tillægge os en modtagerfjendsk jargon fyldt med for omverden uforståelige ord ville dog underminere hele vores eksistensberettigelse. Men en storstilet brandingøvelse, der fokuserer på de dyder, som adskiller os fra de mange andre informationstilbud, ville bestemt ikke være af vejen.

Er jeg så min løn værd? Det synes jeg helt bestemt, men det handler ikke om, hvad jeg mener, men om hvad andre er villige til at give. Og den høje løn får jeg kun, hvis også andre føler, at jeg har noget unikt at tilbyde. Så tak til Professor Picard for den reminder.

Dagbladet B.T. viser dårlig pressehåndtering efter Fagbladet Journalisten kunne afsløre, at avisen snyd på praktikantdagen. Men hvorfor er mediehuse så dårlige til kommunikation?

Hvor er det ynkeligt, når medierne engang imellem selv står for skud, og vælger at opføre sig som om, at man slet ikke kender præmisserne for en god historie.

I dag lod B.T.’s nyhedschef, Casper Hjort, sine salte, forurettede tårer trille. For Fagbladet Journalisten kunne i går afsløre, at B.T. i dagene op til den årlige Panikdag, hvor aviserne kæmper om at score de sejeste journalistpraktikanter, havde kontaktet studerende.

Den slags er strengt forbudt, og efter Fagbladet Journalistens afsløring er B.T. nu blevet idømt oversidning til næste praktikdag. Dermed kan dagbladet ikke score ny, billig arbejdskraft i et halvt år.

Reaktionen på den grumme dom tikkede ind fra Casper Hjorth til Fagbladet Journalisten via sms. Her lød det bl.a.:

…Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kendte reglerne godt nok, hvilket er for dårligt, men hvorfor skal det ramme uskyldige. Fagbladsjournalisten, der kendte reglerne bedre end mig, vidste, at det kunne ende sådan, men valgte alligevel at køre sin afsløring i stedet for at bringe en principiel historie, at ansætters ringe kendskab til reglerne kan koste uskyldige dyrt…

Jeg gad godt vide, hvor mange gange i sit liv, at B.T.’s nyhedschef har valgt at bringe “en principiel historie” uden at nævne konkrete syndere, når muligheden eksisterer.

Men mere interessant er det, hvor ofte det er svært for medier at håndtere uro i egne rækker. Man skulle jo tro, at de, der dagligt er nær orkanens øje kender spillereglerne – og ikke mindst kan spille spillet. Men der er åbenbart alvorlig risiko for at blive sneblind midt i andres skandalehistorier.

Derfor vil det være oplagt, at man i et mediehus – som i enhver anden stor virksomhed – har en kommunikationsafdeling, som kan varetage den krævende pressehåndtering professionelt. Og gerne også den interne kommunikation fra ledelse til medarbejdere, der ofte ser ud til at halte.

“Det er jo som frisøren, der klipper sig selv. Selv om han kan finde ud af at klippe andre, kan resultatet blive katastrofalt med saksen i egne lokker.”

Men selv om journalister fra blandt andet B.T. sikkert hver dag sidder og leder efter presseansvarlige på andre danske firmaers hjemmesider, så er der hos B.T. selv kun mulighed for at kontakte redaktionen.

Og den mediestrategi er de bestemt ikke ene om blandt de danske mediehuse. Hverken hos storebror Berlingske eller hos Politiken, Information, Kristeligt Dagblad, Børsen eller hos Jyllands-Posten er det til at finde en decideret presseansvarlig. Den opgave lader man oftest chefredaktører om alene – og ingen af de landsdækkende dagblade har brugt tid og plads på deres hovedsite til et presserum.

Det er jo som frisøren, der klipper sig selv. Selv om han kan finde ud af at klippe andre, kan resultatet blive katastrofalt med saksen i egne lokker.

Retfærdigvis skal det nævnes, at B.T.’s chefredaktør, Peter Brüchmann, var ude med en noget bedre kommunikationsløsning på praktikantfadæsen. Den lød blandt andet sådan her:

Vi har erkendt vores brøde og må tage en straf. Sådan er det. Jeg synes blot ikke, at afstraffelsen passer til forsyndelsen i et system, hvor man hele tiden laver reglerne om. Nu rammer man også de seks praktikanter, som B.T. ville have taget næste gang og der syntes jeg, at det havde været mere passende at sende os i anden runde…

Modsat Casper Hjorth gør Brüchmann her det helt rigtige. Han blander sig slet ikke i, om medierne skal køre historien eller ej. I stedet erkender han B.T.’s “brøde”, og fokuserer i stedet udelukkende på, om straffen står mål med forbrydelsen. Den udmelding havde en vågen presseafdeling kommunikeret ud før forurettede sms’er fandt vej fra mobilen ud til offentlig skue.

- Se Fagbladet Journalistens liste over danske pressekontakter, hvor medierne glimter ved deres fravær. Enkelte er dog på listen som Danmarks Radio.

Papirmediet skal dø indenfor de næste to-tre år, lyder det fra iværksætter og tidligere ejer af Jubii, Martin Thorborg. Men han glemmer, hvem aviskunderne er, og undervurderer mikrobetaling på nye platforme.

- Væk med fløjshandskerne. Væk med de fine fornemmelser. Væk med papirmediet over de næste to-tre år.

Sådan lyder opråbet fra iværksætter Martin Thorborg i en 37 minutter og 9 sekunder lang opsang til de danske medier leveret på thorborg.tv.

Den korte version lyder:

• Drop papirmediet og gå 100 procent online.
• Opret en guld-, sølv- og bronze-model, hvor artikler fra ritzau og lignende mainstream-indhold skal være gratis og lettilgængeligt (bronze), andre artikler kræver gratis brugerregistrering, som kan generere mulighed for meget mere direkte markedsføring (sølv) – og endelig er der guldet, kioskbaskerne, der kræver betalt abonnement (guld). Efter et stykke tid vil guldartiklerne degraderes til sølv, så aviserne sikrer sig de bedste betingelser for at blive fundet via google.
• Flyt ud af byen og sæt journalisterne ned i løn

Thorborg sætter sin bare røv på spil, og lover, at modellen virker, og at aviserne vil have flere abonnenter end nogensinde efter bare få år, hvis de følger hans plan “et hundrede procent”.

Hvis vi glemmer skræmmebilledet med Thorborgs bare røv, så synes jeg bestemt, at han har flere gode pointer. Og adskillige mediehuse er også begyndt at rasle med tankerne om mere brugerbetaling her i finanskrisetiden, hvor man ikke får offentlige smæk, når man siger, at man fattes penge og enten må fyre, skære ned – eller ændre forretningsmodel.

Enhver model har selvfølgelig flaws, og der er da også en hel del punkter, som Thorborg tror vil løse sig selv på magisk hus – såsom at når et medie indfører brugerbetaling, vil de andre lynhurtigt følge efter, og dermed undgår man, at first mover blot skræmmer sine brugere væk.

Men Thorborg glemmer tre centrale punkter i sin plan:

1. en simpel kundeanalyse; rigtig mange af avisernes papirlæsere er ældre mennesker, der slet ikke tør taste sine tal på dankortet ind på noget som helst netsite af frygt for at miste familieformuen til russiske hackere.
2. journalistikken; mens Thorborg rigtigt konkluderer, at der er en stor, grå masseproduktion af nyheder, der bør være gratis, så har han ikke fokus på, at man i den grad mere burde gøre de trykte journalister til stærke brands. Dyrk den personlige stil og gør avisnyhederne personlige. Så vil læserne ikke blive troløse nyhedsjægere. Personligt bliver jeg bare nødt til at læse eksempelvis Berlingskes Poul Høi. Dét er værdi, jeg vil betale for.
3. platform; Thorborg nævner Amazons Kindle, der dog ikke er i landet endnu. Men det store problem har været – og er stadig – en solid platform at levere nyhederne på. Skal man få brugerne til at ændre adfærd, så giv dem en ny platform. For brugerne forbinder nettet med gratisnyheder. Og det er altså lettere at tilvænne til ny adfærd ved at tilbyde mere værdi i stedet for blot at begrænse.

I de næste par dage vil jeg kigge nærmere på hver af de tre punkter. Men lyt først til Thorborgs opsang her.

Man ved, det bliver en kort jul, når man modtager januar-nummeret af Arena i sin postkasse…i november.

Hvis trenden med at udgive næste måneds nummer fortsætter, ender det med, at vi tager hul på 2015 i 2013.

Oh, that’ll be the day (or year).

Tak for den insider-historie, pol.dk. Så er det sgu da klart, at det kører af helvede til.

Jeg ved, at der allerede er skrevet tonsvis af ledere og artikler om det danske fodboldlandsholds ubegribelige boycut af pressen efter 3-2-triumfen i gårsdagens flotte landskamp mod Portugal, så jeg vil holde det kort. For jeg er fuldstændig enig med den samlede danske pressestand.

Det er kommunikation på pixi-niveau, at man ikke bør boycutte pressen efter en triumf. Det er børnelære, at man ikke får meget ud af at agere tudefjæs, hvis man får en fuldstændig berettiget kritik efter den ene mere elendige landskamp efter den anden.

DBUs pressemeddelelse afslører da også, at landsholdet/DBUs kommunikationschef Lars Berendt intet konkret har at have deres kritik i. De skriver:

»Vi dedikerer sejren til dem, der troede på os. Folk har efterlyst en reaktion. Den har vi leveret. Nu vil vi glæde os med dem derhjemme og os selv.«

Ikke mange troede på landsholdet mere. Ergo er det en meget lille dedikation. Derudover ønsker landsholdet at “glæde os med dem derhjemme”, hvilket må betyde venner og familie, da man netop IKKE deler glæden med fansne ved ikke at ville udtale sig til pressen, der trods alt fungerer som bindeled.

Enhver kommunikationsplan bør have et eller flere mål for succes. DBU MÃ… have forudset en trodsreaktion fra pressen. Dermed må DBUs håb være, at pressen “tænker sig om”, næste gang landsholdet står til berettiget kritik efter en dårlig landskamp. Hvad de fuldstændig glemmer er, at det faktisk er en bedre historie, at landsholdet boycutter pressen, end at vi vandt over Portugal. Og eftersom landsholdet ikke ligefrem sælger billetter i øjeblikket – de kunne end ikke få udsolgt i Parken mod EM-heltene fra Spanien – så har landsholdet i den grad brug for god PR for at lokke de få fans, der stadig tror på landsholdet, tilbage.

Al erfaring viser, at det ikke fører noget godt med sig åbenlyst at boycutte pressen. Richard Møller Nielsen blev ikke ligefrem mere populær af at boycutte navngivne journalister, og Morten Olsens udvandring af et TV2-studie blev vist og diskuteret igen og igen. Og eksemplet med klubløse Thomas Gravesen, der boycuttede både pressen og landshold, taler for sig selv (nu hvor Gravesen ikke selv gør det).

Nej, DBU. Tør øjnene og brug succes positivt. Vær både en god taber OG en god vinder. Lige nu er I ingen af delene.

Det eneste, der er sikkert, er at den danske landstræner stadig ikke har den mindste smule forståelse for, hvordan journalister tænker og agerer.

I Ekstra Bladet bliver Morten Olsen citeret for følgende:

Egentlig har jeg ikke lyst til at tale om det på nuværende tidspunkt. For jeg mener ikke, at det er det, som skal sættes i centrum lige nu. Men ja, det er vel slut med dette job, når denne kontrakt løber ud.

Men til Sporten.dk retter han sin udtalelse med disse ord:

Der er en mulighed for, at jeg stopper. Det er det eneste, jeg har sagt. Jeg har aldrig sagt: Jeg stopper i 2010. Det er derfor, jeg nogle gange undrer mig over, hvorfor jeg skal snakke med journalister.

Kære Morten Olsen, måske burde du heller ikke snakke med journalister, når du er så dårlig til det. For lige meget om du tilføjer, at der ikke er noget, der er sikkert, så er det stadig helt sikkert, at din udtalelse om et muligt stop vil skabe stor fornyet debat og spekulation.

En person, der modsat landstræneren forstår journalister, er pressens og landets statsminister Anders Fogh Rasmussen. Også han spekulerer pressen i er i gang med et karriereskifte. Statsministeren skifter til en toppost i EU i denne regeringsperiode, siger mange eksperter og rygtesmede. En af de få, der ikke overhovedet udadtil spekulerer i den sag er statsministeren selv. Faktisk benyttede han så sent som i går dagen til at signalere business as usual, da han officielt lod sig genopstille til Folketinget i Greve-kredsen.

Ydmyg som Fogh jo er, fortalte han til pressen, at han er at finde i politik, så længe han føler, at han kan bidrage, og at vælgerne vil ham. Dermed kan han sagtens senere erklære, at han nu føler, at han vil kunne bidrage mere i EU. Men indtil den beslutning er helt sikker, er han altså urokkelig i sin retorik.

Så lyt derfor til dette råd, kære nuværende landstræner: Indtil du er helt, helt sikker på, at du ikke længere vil eller skal være landstræner, så er du landstræner – og det er dit vigtigste job pressemæssigt at sørge for, at der ikke er nogen tvivl om den disposition. Gør som Fogh og lad som om, at du end ikke overvejer et karriereskifte. Alt andet bringer dig på glatis.

Hvis ikke den skarpe sol fik tårene frem i vores øjne, fik Obamas tale det. Hans ord gik rent ind. På 27 minutter leverede han en flot og mindeværdig tale, hvor han på elegant vis fik bundet nedrivningen af Berlin-muren sammen med bæredygtighed og bekæmpelse af terror. Helt uden at gøre brug af den cowboy-jargon som vi ellers er vant til at høre fra nuværende commander in chief, George Bush Jr.

Det var stort at overvære Obamas tale. Det var stort at befinde sig under femten meter fra så karismatisk en person. Det var da også første gang, jeg overværede en amerikansk præsidentkandidat holde en offentlig tale. OK, George Bush var godt nok præsidentkandidat, da jeg hørte ham ved et rally i Missouri i 2004, men han var stadig siddende præsident. Og Bill Clinton var bestemt præsident, da jeg hørte ham tale på Gl. Torv i København.

Men det her var lige så bestemt første gang, jeg fik tårer i øjnene og en lille klump i halsen af at høre på et præsident-emne. For Obama er af en helt anden støbning end de seneste årtiers amerikanske præsidenter. Alt ved ham er roligt og kraftfuldt. Hans blik, hans stemme, hans bevægelser.

Clinton har altid lignet en charmerende, intelligent hyggeonkel, mens både far og søn Bush fremstår som ærke-olietexanere. Uforsonlige, selvglade og ærgerige.

Obama derimod virker så ren og uskyldig. Når han snakker om håb og forsoning, tror jeg på det. Og når selv Hillary-maskineriet ikke kunne finde noget, der gjorde ham beskidt og skyldig, så må han også være det.

Men fælder man ikke en tåre ved at høre Obamas smukke tale, kan man fælde den ved at tænke på, at en tale som den, Obama holdt i Berlin strengt taget kan ende med at give bagslag i den hjemlige valgkamp.

For problemet er, at amerikanerne bestemt ikke vælger deres præsident ud fra, hvordan han gør sig internationalt. I så fald ville fransk-talende John Kerry nok have haft let ved at slå Bush, der ikke har ramt mange statslederes navne rigtigt – og som konstant vil have atomvåben til at hedde “nu-ce-lar weapons”.

Nej, tværtimod. At være “europæisk” er i amerikansk politik lige så slemt, som når en dansk politiker bliver beskyldt for at “amerikanisere”. Fogh scorer heller ikke mange points på at flirte med Bush – allerhøjest klapsalver ved Rebildfesten.

Spørgsmålet er, om Obama kan være manden, der river den mur ned, Bush og europæerne i de seneste otte år har fået bygget op overfor hinanden. Spørgsmålet er, om det igen kan blive trendy at være europæisk i USA andre steder end på kysterne, og om det igen kan blive smart at få den amerikanske præsident til eftermiddagshyldest på Gl. Torv i København.

Efter at have hørt Obama tale i Berlin, er jeg sikker på, at svaret kan være ja. Men det egentlig spørgsmål er, om amerikanerne giver ham lov til at se mod Berlin.

På iPhone kan du. I iTunes kan du også. Og snart kan du overalt på nettet bladre dig gennem en verden set i billeder. For indrøm det bare – det er überblæret at bladre gennem ens albums i iTunes. Siden Apple lancerede iPod Touch har man kunnet associere sine mp3-filer med et albumcover. Det giver rigtig god mening. For vinylpladerne lever stadig blandt andet i kraft af flotte albumcovers, og selv om mp3-formatet er smart og praktisk, har den digitale musik indtil nu ikke været prangende visuelt.

Men det bliver ikke ved musikken. Nu kan du ved hjælp af programmet PicLens få vist hele hjemmesider i billeder og filmklip – præsenteret så lækkert, at Hollywood virkelig bliver åndet i nakken. For det er smart, enkelt og tæskelækkert. Og er du frisk på at blive godt rundforvirret, så tilbyder MSNBC (sammensmeltningen af Microsoft og NBC) nu at servere sine nyheder i 3D. Du vælger selv hvilke emner, du er interesseret i – og derefter er det bare at klikke på de mest interessante flyvende historier i din browser.

Mulighederne er næsten uendelige, hvis du bare har pengepungen i orden. Hvem ville eksempelvis ikke gerne have Microsoft Surface som arbejdsbord? Her kan du flytte rundt på billeder og dokumenter – eller hvis din lokale bar er med på moden, kan du bestille dine drinks direkte ved dit bord, bare du trækker visualiseringen af den ønskede drink hen foran dig.

Hele visualiserings-trenden er meget forståelig. For det første er computerteknologien så langt fremme, at det kan lade sig gøre. For det andet bliver vi konstant udfordret til at være mere og mere kreativt tænkende. Og strengt taget er funktionerne i iPhone, PicLens og Microsofts smarte bord en tilbagevenden til bordet i børnehaven, hvor det fløj rundt med billedbøger og tegninger.

Det er superfedt – selv om det selvfølgelig handler om at finde en balancegang. Jeg blev helt søsyg efter at have forsøgt at læse nyhederne hos MSNBC. Til gengæld ville jeg nok lægge en del flere penge i baren, hvis jeg bare kunne bestille ved at trække billedet af et par Long Islands hen foran mig.

Det, jeg håber mest, er at jeg i fremtiden vil kunne overvære timelange Powerpoint-præsentationer uden at falde i søvn. Ja, måske skal jeg endda have popcorn med.

(ps – hvis du er af den gammeldags overbevisning, at 3D kun er 3D, hvis det kræver, at man har blå/røde-briller på, ja, så fortvivl ikke – men smæk dine 50′er-briller på og se med her).

Tværtimod bliver den faktisk dyrere end lovet af Apples grundlægger og CEO, Steve Jobs. For på Macworld 2008 slog han fast, at iPhone 3G med 16 gb højst ville koste 299 dollars worldwide. Omregnet i den aktuelle dollarkurs er det 1416 kr. Men Telias pris bliver 1999 kr. Altså en forskel på små 600 kr. Hvad mon Jobs siger til det?
Dertil kommer et dyrt abonnement på 599 kr. om måneden i det halve år, det herhjemme er lovligt at binde forbrugeren. Så i alt kommer prisen for topmodellen til at havne på 5.593 kr.

Det bliver diskuteret heftigt, om det er billigt eller dyrt. For langt under halvdelen – 2449 kr. – kan man i stedet købe en iPod Touch med 16 gb. Samme kapacitet, stort set samme udseende og samme funktioner. Men selvfølgelig uden muligheden for at ringe (og den taletid, abonnementet hos Telia trods alt giver), uden GPS og uden det skaldede 2mp-kamera, Apple af uransagelige årsager stadig smider i deres dyre topmodel.

Jeg er selv i tvivl. Dette indlæg er skrevet på en 24″ iMac, som jeg virkelig elsker – og åh, hvor ville det være fedt at have en samlet enhed til musik, video og mobilsnak, som har samme lækre, gennemførte stil. Men! Hvad skal jeg så tage billeder med? Det er virkelig akilleshælen. For iPhone tager IKKE gode billeder – og den kan end ikke optage video som standard (og diverse småprogrammer, der løser det problem, er mere end tvivlsomme).

Oh, who am I kidding? Jeg skal da have den iPhone. Også selv om forgængeren forlængst er blevet allemandseje. Og selv om den kommende sony ericsson C905 har fan-fuckin-tastiske specifikationer… Damn, livet er hårdt.

Hvor “skægt”. Ved et “tilfælde” fandt jeg en blog, der er dedikeret til “eksempler” på “folk”, der bruger citationstegn “forkert”.

The “Blog” of “Unnecessary” Quotation Marks gemmer på fantastiske “perler” – lige fra kirken, der af uransagelige “årsager” har valgt at sætte citationstegn rundt om deres “kors” – til en vejledning ved et toilet, der fortæller, hvad man skal gøre, hvis man har “problemer” med “toiletterne”.

Ã…h, “herligt”!

Således var det blevet lidt for let for ham at tale historier ned. Mange historier er forlængst blevet fortalt tidligere. Og bemærkningen: “Den historie lavede jeg for tyve år siden,” er ikke sød musik i en redaktørs ører, når han prøver at skrue aftenens udsendelse sammen.

Måske er jeg ramt af samme virus. For da jeg i dag tjekkede business.dk tænkte jeg, at en af dagens toprangerede nyheder bestemt må være fundet af en person, der netop er begyndt at bruge nettet for første gang.

Under overskriften: “Verdens bedste film?” lanceres nyheden om, at internetsitet imdb.com nu ud fra brugerstemmer har skabt en liste med de 250 bedste film i verden.

Nu?

Den liste har eksisteret, siden jeg med mit 56k-modem langsomt pløjede mig gennem internettet i 90erne. Her er eksempelvis imdb’s liste fra 1996 (tak til Wayback Machine). Så hvordan kan “nu” snige sig ind i en nyhedsartikel fra i dag på et forhold, der har eksisteret i størstedelen af world wide webs historie?

OK. Jeg er blevet ramt af samme virus som min aldrende kollega. Selvfølgelig er det en god historie. Lav den. Skriv den. Og kan du ikke bagefter kigge på det der “dvd”? Det skulle efter sigende blive det helt store hit, selv om jeg nu foretrækker at se mine film på en ordentlig videokassette…

levitra
buy levitra
order levitra
cheap levitra
discount levitra
buy cheap levitra
levitra online
levitra order
buy levitra online
cheap levitra online
generic levitra
soma
buy soma
order soma
cheap soma
discount soma
buy cheap soma
soma online
soma order
buy soma online
cheap soma online
generic soma
buy carisoprodol
order carisoprodol
carisoprodol online
cheap carisoprodol
vardenafil
buy vardenafil
order vardenafil
cheap vardenafil
discount vardenafil
buy cheap vardenafil
vardenafil online
vardenafil order
buy vardenafil online
cheap vardenafil online
generic vardenafil
cialis
buy cialis
order cialis
cheap cialis
discount cialis
buy cheap cialis
cialis online
cialis order
buy cialis online
cheap cialis online
generic cialis
viagra
buy viagra
order viagra
cheap viagra
discount viagra
buy cheap viagra
viagra online
viagra order
buy viagra online
cheap viagra online
generic viagra
cheap viagra
viagra soft
buy viagra soft
order viagra soft
cheap viagra soft
discount viagra soft
buy cheap viagra soft
viagra soft online
viagra soft order
buy viagra soft online
cheap viagra soft online
generic viagra soft
viagra soft tabs
soft tab viagra
viagra soft tab
generic viagra soft tabs
finasteride
buy finasteride
order finasteride
cheap finasteride
discount finasteride
buy cheap finasteride
finasteride online
finasteride order
buy finasteride online
cheap finasteride online
generic finasteride
sildenafil
buy sildenafil
order sildenafil
cheap sildenafil
discount sildenafil
buy cheap sildenafil
sildenafil online
sildenafil order
buy sildenafil online
cheap sildenafil online
generic sildenafil
sildenafil citrate
lasix
buy lasix
order lasix
cheap lasix
discount lasix
buy cheap lasix
lasix online
lasix order
buy lasix online
cheap lasix online
generic lasix
cialis soft
buy cialis soft
order cialis soft
cheap cialis soft
discount cialis soft
buy cheap cialis soft
cialis soft online
cialis soft order
buy cialis soft online
cheap cialis soft online
generic cialis soft
cialis soft tabs
cialis soft tab
generic cialis soft tabs
tadalafil
buy tadalafil
order tadalafil
cheap tadalafil
discount tadalafil
buy cheap tadalafil
tadalafil online
tadalafil order
buy tadalafil online
cheap tadalafil online
generic tadalafil
tadalafil citrate
propecia
buy propecia
order propecia
cheap propecia
discount propecia
buy cheap propecia
propecia online
propecia order
buy propecia online
cheap propecia online
generic propecia
levitra
buy levitra
order levitra
cheap levitra
discount levitra
buy cheap levitra
levitra online
levitra order
buy levitra online
cheap levitra online
generic levitra
soma
buy soma
order soma
cheap soma
discount soma
buy cheap soma
soma online
soma order
buy soma online
cheap soma online
generic soma
buy carisoprodol
order carisoprodol
carisoprodol online
cheap carisoprodol
vardenafil
buy vardenafil
order vardenafil
cheap vardenafil
discount vardenafil
buy cheap vardenafil
vardenafil online
vardenafil order
buy vardenafil online
cheap vardenafil online
generic vardenafil
cialis
buy cialis
order cialis
cheap cialis
discount cialis
buy cheap cialis
cialis online
cialis order
buy cialis online
cheap cialis online
generic cialis
viagra
buy viagra
order viagra
cheap viagra
discount viagra
buy cheap viagra
viagra online
viagra order
buy viagra online
cheap viagra online
generic viagra
cheap viagra
viagra soft
buy viagra soft
order viagra soft
cheap viagra soft
discount viagra soft
buy cheap viagra soft
viagra soft online
viagra soft order
buy viagra soft online
cheap viagra soft online
generic viagra soft
viagra soft tabs
soft tab viagra
viagra soft tab
generic viagra soft tabs
finasteride
buy finasteride
order finasteride
cheap finasteride
discount finasteride
buy cheap finasteride
finasteride online
finasteride order
buy finasteride online
cheap finasteride online
generic finasteride
sildenafil
buy sildenafil
order sildenafil
cheap sildenafil
discount sildenafil
buy cheap sildenafil
sildenafil online
sildenafil order
buy sildenafil online
cheap sildenafil online
generic sildenafil
sildenafil citrate
lasix
buy lasix
order lasix
cheap lasix
discount lasix
buy cheap lasix
lasix online
lasix order
buy lasix online
cheap lasix online
generic lasix
cialis soft
buy cialis soft
order cialis soft
cheap cialis soft
discount cialis soft
buy cheap cialis soft
cialis soft online
cialis soft order
buy cialis soft online
cheap cialis soft online
generic cialis soft
cialis soft tabs
cialis soft tab
generic cialis soft tabs
tadalafil
buy tadalafil
order tadalafil
cheap tadalafil
discount tadalafil
buy cheap tadalafil
tadalafil online
tadalafil order
buy tadalafil online
cheap tadalafil online
generic tadalafil
tadalafil citrate
propecia
buy propecia
order propecia
cheap propecia
discount propecia
buy cheap propecia
propecia online
propecia order
buy propecia online
cheap propecia online
generic propecia

Obama gav den første knytnæve til sin kone på scenen i Minnesota sidste tirsdag, da han fejrede, at Clinton (endelig) havde trukket sig i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat. Siden har næverne siddet løst. Forleden slog to amerikanske senatorer på CNN’s Late Edition deres næver sammen, og i dag gjorde Obama det så igen, da han med næven hilste på North Carolinas guvernør, Mike Easley.

Tegn på kærlighed
Bloggere og lederskribenter har i den forgangne uge diskuteret knytnæveslaget, som havde Obama fremlagt en større socialreform. For et fist bump er tegn på kærlighed, og følelser er uendeligt vigtige i den amerikanske valgkamp. Obama viste sin kone kærlighed med sit fist bump (og senere et klap i røven), og den slags elsker amerikanerne. Også selv om det er blevet debateret, om slaget (ikke klappet i røven) var for vovet. Men mest af alt hæfter debatørerne sig ved, at det så ærligt ud. At han mente sit slag. At det var hipt. Og at det ikke virkede for kalkuleret.

Kalkuleret eller ej. Det er godt set af Obama. Hvis han skal signalere forandringer, skal han turde forny også den kropslige retorik. Under den seneste præsidentvalgkamp i USA brugte George Bush klip-klapper mod sin modstander, demokraternes John Kerry. Kerry havde skiftet mening om sin holdning til krigen i Irak, og dermed var han en flip flopper – eller sagt på dansk: Kerry var vægelsindet. Til Bushs vælgermøder i udvalgte swing states holdt tilskuerne klapsko op, når Bush talte om sin modstander. Det var negativt og nedladende – men forbandet let at huske – og dermed også forbandet effektivt.

Respekt!
Denne gang er der lagt op til en mere kærlig valgkamp. Kandidaterne respekterer hinanden. Og hvordan kan de næsten andet? En gammel, højt dekoreret krigshelt kæmper mod en ung, fremadstormende sort kandidat, der konstant bliver sammenlignet med Kennedy.
Derfor er det helt rette visuelle udtryk for Obama en knytnæve af kærlighed.

Lur mig om ikke knytnæveslaget vil blive mere og mere populært som Obamas kampagne skrider frem. Slaget vil på kærlig vis minde folk om, at Obama er hip og bringer forandring modsat sin aldrende konservative modkandidat. Det bliver derfor spændende at se, om McCains stab kan finde på et passende modslag. For nationalhelten kan kaldes meget – men “hip” er ikke en af tingene.

Der er dig stadig lidt vej før Obamas knytnæveslag er udødeliggjort. For modsat dets populære fætter, high five, har slaget endnu ikke sin egen helligdag i USA. Det vil avisen Times rode bod på, og foreslår 3. juni – dagen hvor Obama fist bumpede sin kone – som ny nationaldag for fist bump.

Godt slået, Obama!

Hvad kommer først af de første? First-movers eller early adopters? Eller hvad med innovatorer?

Sent onsdag aften havde vi direktør i Hummel, Christian Stadil, på besøg i News-studiet for at diskutere morgendagens avisoverskrifter. En avis foreslog emailfri fredage, og studieværten spurgte, om Stadil allerede var begyndt at holde fri fra mailen på bestemte dage, nu hvor han jo privat var kendt som first-mover.

Det er i sig selv et interessant spørgsmål, om man visse dage burde boycutte mailen, og Stadil var ikke ligefrem imod tanken, selv om han mente, at den var svær at udføre i praksis. Men efterfølgende – mellem indslagene – gik diskussionen derimod på, om det egentlig hed first-mover eller early adopter.

Ingen af ordene er ligefrem specielt danske, men det synes som om, at first-mover i danske medier og på danske sites er begyndt at blive brugt som betegnelsen på de brugere, der først begynder at følge en trend eller tendens – som her på en af avisen.dk’s blogge.

Men på investopedia defineres first mover som:

“A form of competitive advantage that a company earns by being the first to enter a specific market or industry. Being the first allows a company to acquire superior brand recognition and customer loyalty. The company also has more time to perfect its product or service.”

First-mover er altså et ord, som bruges om virksomheder, der er først på markedet - og dermed ikke privatpersoner.
Wikipedia (og mange andre) definerer også begreberne: ”first-mover advantages” og “first-mover disadvantages” om de fordele og ulemper, der er ved at være første virksomhed, som går i en ny retning.

Early adopter bruges derimod ifølge Whatis.com om personer, der er hurtige til at tage særligt nye teknologier i brug. Men kalder de, der tager nye ideer i brug for innovatorer, selv om innovatorer også bliver brugt om de, der skaber idéerne – og ikke bare er først til at følge (kommende) trends.

For at forvirre brugen af begreber helt skriver teknologiskfremsyn.dk om Danmarks forudsætninger for henholdsvis at være “en First Mover (Innovator) og Second Mover (Early Adopter)”.

Så man kan altså både bruge begreberne first-mover, innovatorer og early adopter - samt det smarte ord second mover – om et land. Men kan en privatperson være first-mover? Eller innovator? Og er en early adopter bare en second mover og i virkeligheden lidt konservativ?

Er du forvirret? Det er jeg.

Krimistof er godt newsstof. Der er en start – overfaldet eller røveriet. Der er en midte – grundlovsforhør og retssag. Og der er en slutning – dommen. Det hele er rimelig let at producere og med en livereporter på crime scene eller ved retsbygningen er der sikret mange gennemstillinger – og dermed sendeminutter.

Men er det altid relevant? Er et internt opgør mellem litauere noget, vi skal bruge seernes tid på? Er et ægteskabeligt opgør andet end dyneløfteri? Selvfølgelig bør vi altid se, om der er en tendens, eller om problemstillingen er principiel. For mange krimisager er bare… krimisager.

Ifølge Rigspolitiets NEC-afdeling er der eksempelvis intet, der tyder på, at grove røverier i private hjem er ved at blive hverdagskost, selv om vi gennem flere dage har kørt historier om voldsomme indbrud. Og uden tendens forbliver historierne enkeltsager.

I filmen: “Bowling for Columbine” viser Michael Moore, at amerikansk tv fokuserer helt ekstremt på vold og ulykke. Hver dag er der nye krimihistorier, og det betyder ifølge Moore - med en godt nok lidt letkøbt konklusion – at den amerikanske befolkning er langt mere skræmt end indbyggerne i nabolandet Canada. Hvor man i USA bolter sin dør fast, kan man vade direkte ind hos de trygge canadiere, der præsenteres for langt mindre vold og røverier på nyheds-tv.

Letkøbt konklusion eller ej. Tænk, hvis vi dækkede lægestof lige så intenst som krimistof. Tænk, hvis hver en alvorlig fejlbehandling, hver en grum tandlæge-misære blev dækket lige så intenst? Hvor meget læge- og tandlægeskræk ville der så ikke være i befolkningen?

Krimistof bør bringes, hvis det er udtryk for en tendens, hvis stoffet har vigtig samfundsbetydning, eller hvis historien indeholder principielle problemstillinger. Det bør ikke dækkes med automatpiloten slået til. For indslag om vold- og røveri kan gøre mere skade end gavn.

Den eneste konsekvens er, at DR ikke som planlagt genudsender den del af Aftenshowet. For Jens Blauenfeldts udtalelser er ifølge DR’s divisionschef Lisbet Lambert klart i strid med DRs regler for, hvad en medarbejder kan sige. Men altså ikke tænke. For hun stiller sig tilfreds med, at Jens Blauenfeldt nu “har indset”, at han er gået over stregen. Det har han ”indset” med følgende udtalelse i en pressemeddelelse:

“Jeg er absolut ikke anti-amerikansk i min grundholdning og har på ingen måde et ønske om at give udtryk for det. Nu, hvor jeg ser mine egne ord på tryk, kan jeg godt se, at de kan tolkes politisk. Det var under ingen omstændigheder min mening, og det er jeg ked af og beklager.”

Lad os lige dissekere den udtalelse. Det er naturligvis helt og aldeles politisk ukorrekt, når man glæder sig over eller ønsker andres ulykke. Ergo er udtalelsen politisk, og det er uendeligt naivt at forestille sig andet.

Men hvad hvis en vært i et mindesprogram om 11. september udtalte, at han var blevet fyldt med først sorg og siden vrede og hævntørst overfor de grupper, der måtte have forvoldt den store planlagte terroraktion? Havde det stoppet en genudsendelse? Udtalelsen ville klart være politisk, eftersom den ville let ville kunne tolkes som støtte af krigsaktioner.

En pressemeddelelse er et dokument, hvor der er tænkt meget over ordvalget fremfor en hurtig holdning tilkendegivet i et tv-program. Derfor er sætningen: “Jeg er absolut ikke anti-amerikansk i min grundholdning” særdeles interessant. For lægger man vægt på, at man “absolut ikke” er anti-amerikansk, må det så tolkes som at man er “amerikansk”. Og ergo politisk. Bare uden et “ukorrekt” bagefter.

Så lad os kalde en spade for en spade. Når Jens Blauenfeldts udtalelser falder i strid med DRs regler for, hvad en medarbejder kan sige, er det ikke fordi, at udtalelsen kan tolkes politisk. Det er fordi, den udstråler en politik, DR ikke billiger. Og når man på den baggrund vælger ikke at genudsende en udsendelse på grund af en politisk ukorrekt udtalelse, ja, så udøver DR politisk censur.

Min lærebog “Fem trin til artiklen” er åbenbart kun næstbedste udgivelse her i 2007. De tre forfattere til en hel matematikkasse for førsteklasse-elever løb med førstepladsen.
Tillykke, tillykke. Jeg græder hele vejen ned til banken med min check på 10.000 kr.

Nej, det var sq stort at blive nomineret. Det er jo min første bog, og udgangspunktet var, at jeg var glad, hvis folk ikke rynkede (synligt) på næsen over den. Nomineringen har givet mig mere tro på – og lyst til – mine to næste bogprojekter, der dog er i den skønlitterære genre.

Se billeder og læs mere om prisuddelingen her.

Jeg er blandt de tre finalister til Undervisnings-middelprisen 2007 for min lærebog: “Fem trin til artiklen“.

Prisen uddeles til et undervisningsmiddel af “bemærkelsesværdig høj kvalitet” – og kan spænde lige fra materiale til brug i folkeskolen som på voksenuddannelserne. De tre indstillede er da også henholdt til brug i 1. klasse, i de ældste klasser og på gymnasieniveau.

D. 5. september finder prisoverrækkelsen af sted. Lidt spooky, at jeg ligefrem håber at se Bertel Haarder i øjnene. Men har smugkigget på de to andre finalister, og min bette bog er godt nok oppe mod et par hårde fætre. Den ene er et helt matematik-system med værkstedskasse, træningshæfter og jeg skal gi’ dig skal jeg, mens den anden fætter er en grundbog i kinesisk med et stort website tilknyttet, som selv undertegnede fandt underholdende (ni hããããoooo….).

Så “nu må vi se”, som man jo siger i medierne, når man absolut intet har at sige. Nomineringen kommer i forvejen som noget af en overraskelse. Mit forlag havde nemlig helt glemt at sige, at de havde indstillet mig.

Den dopingkrig, der for alvor brød ud i 1997, er her ti år senere endt i massehysteri. For det handler ikke mere om, hvad man gør, men hvad man ikke gør. Og det handler ikke mere om, hvad man siger, men hvad man ikke siger.

Hvad der præcist er sket i Rasmussen-sagen, bliver vi forhåbentlig klogere på i løbet af dagen. Men Rabobanks storsponsor af samme navn er angiveligt blevet træt af den meget negative medieopmærksomhed. Og til sidst er man blevet træt af Rasmussens divergerende forklaringer. Senest er det kommet frem, at han måske også har opholdt sig i Italien – ud over udelukkende i Mexico.

Det giver ikke rigtig mening. Hvorfor skulle Rasmussen vise sig for offentligheden i Italien og så bagefter påstå, at han ikke har været der? Det ville vel nærmest bekymre UCI mindre, hvis det viser sig, at han ikke har opholdt sig i Mexico så længe som troet. Og har Michael Rasmussen ligefrem talt med en journalist under sit ophold i Italien, virker det fuldstændig naivt at tro, at det ikke vil komme frem på det mest ubelejlige tidspunkt.

Det virker jo unægtelig som om, at Michael Rasmussen simpelthen ikke har været klar over omfanget af en lille hvid løgn, en forglemmelse, en administrativ fadæse. Og lå han nr. 20 i løbet, ville det sikkert heller ikke have fået nogen konsekvens. Efter sigende skulle 60 ryttere køre rundt i touren med advarsler for ikke at have indformeret UCI grundigt nok.

Men nu har – eller havde – han erobret den mest belastede trøje i sportsverden. Og dermed bliver opmærksomheden enorm. Problemet er, at Michael Rasmussens passion ikke er administrative regler. Han er dedikeret til sin sport.

Flere af mine venner har endnu ikke fået afleveret selvangivelse. Jeg tror ikke, at de snyder i skat af den grund. Tværtimod er der nok et kørselsfradrag, der ryger. Jeg skal have sendt feriebevis til min arbejdsgiver. Men jeg orker ikke lige nu, for jeg er midt i en flytning. Mine tanker er et andet sted – og det samme har Rasmussens også været.

I dag bliver man bare ikke dømt på det, man præsterer – men på ens privatliv. Da Henriette Kjær gik som familie- og forbrugerminister, var det ikke på grund af ministersvigt – men for at svigte privat. Og Clintons blev ikke kendt for at skabe et rigere og mere vellidt USA – men for en cigar-affære.

Hvorfor kan Clinton ikke få lov til at være en dårlig ægtemand – og i stedet hyldes for at være en stor politiker? Hvorfor kan Rasmussen ikke blive hyldet for sine bedrifter – fremfor papirnusseriet? Og hvorfor er der ikke folk hos Rabobank som sørger for, at al papirarbejde er udført? Vi hører altid, at rytterne bliver plejet i hoved og røv og bare skal koncentrere sig om at cykle. Nu kan de tabe løb, hvis de ikke får indsendt præcise papirer til bestemte steder.

Selvfølgelig har Rasmussen begået fejl. Og muligvis ved Rabobank meget mere, end vi ved. Men faktum er: Michael Rasmussen er ikke dømt for noget. Han har blot opført sig mistænkeligt ved ikke at udlægge hele sin færden. Reelt kunne han have helt private – ikke-tour-relaterede grunde til at befinde sig i Italien. Problemer med kæresten. Problemer med familien.

Vi ved det ikke, for vi er ligeglade. Er man cykelrytter skal man i dag dedikere sit liv 100%. Ikke bare til sin sport – men også til sin sports regler. Forbundene har selv indrømmet, at reglerne er besværlige og uklare. Det er langtfra tilfredsstillende. Men det er ikke uklare regler, medierne kigger på. Det er ikke forbundenes formænd, der skal forklare sig. Det er Rasmussen. Han er testet negativ fjorten gange i dette års tour. Og nu er han ude.

Cykelsporten har tabt. Dopingspøgelset har vundet. Det værste ved det seneste år er ikke Floyds dopingmisbrug, Riis’ indrømmelser eller Rasmussens kluntede retorik. Det er, at det ikke stopper her. At vi næste år skal opleve en endnu værre hetz. For er der ikke en for høj hæmatokritværdi, er der ikke bloddoping, identiske initialer på spanske papirer, et brev, der ikke når frem, en dato eller en person, der ikke bliver placeret korrekt – så er der helt sikkert noget andet. Sportsredaktør for Berlingske, Jesper Dahl Caruso, gav en selvopfyldende profeti før løbsstart: “Vinderen om godt tre uger er dopet – uanset hold og nationalitet. Man kan ganske enkelt ikke vinde det løb, med mindre man indtager ulovlige stoffer.”

Den gule farve er ikke længere sejrsfarve – den er sorteper. På forhånd dømt af fortiden. Farvel Tour.

I “Sicko” er emnet health care. Den handler ikke om de 50 millioner, der ikke har forsikring, pointerer Michael Moore. Det handler om de 250 millioner amerikanere, der har forsikring, men som alligevel bliver nægtet behandling.

Moore er som altid fortælleren. Igennem hele filmen ligger hans bløde, undrende og til tider meget ironiserende stemme. Han agerer Spørge-Jørgen, der bare dumt spørger sig frem, og som undres, når han i Frankrig finder ud af, at offentlige ansatte vasker ens tøj, når man er på barsel. Han undrer sig over, hvorfor terrormistænkte på Guantanamo-basen får god, gratis lægehjælp, når nu freedoms fightere fra 9/11 ikke kan blive behandlet. Og for at dreje spydet godt og grundigt rundt i det borgerlige USA lader han et par af de frivillige i dagene efter 9/11, der har fået svære mén af det hårde arbejde, behandle gratis på Cuba. Tag den Kennedy og USA.

Det er underholdende, det er staged, det er rørende, og det virker. Med ondt skal ondt bekæmpes, og det kan næsten ikke blive mere sentimentalt, end når cubanske brandmænd trykker hænder med deres fellow heroes fra USA. Eller når Moore sender 12.000 dollars til ejeren af den største hadeinternetside mod Moore på nettet. For uden pengene kan ejeren af sitet ikke fortsætte sine hadeindlæg. Han har nemlig intet overskud til sit had, eftersom hans kone er blevet syg, og de mangler penge til behandling. Det kan Moore da ikke have, så han rækker anonymt – eller så anonymt som det nu er, efter det indgår i ens spillefilm – hånden ud til sin fjende. Voilá!

Michael Moore har aldrig været bange for at bruge sig selv. Han er den usoignerede og utilpassede amerikaner, der stiller de spørgsmål, resten er blevet for blinde, døve, dovne, forhutlede eller for rige til. I stedet for at gå i microkosmos, hvor hver forskel mellem landenes BNP bliver gennemgået, maler han de overordnede linier med den brede pensel. Han zoomer ud og fortæller, hvad han ser. Vi ved, at han har en agenda, og han skjuler den ikke. Han kender også spillereglerne, og følger dem. Han gør meget for ikke at udtale sig antiamerikansk. Han bruger amerikanske virkemidler, og slår på de amerikanske værdier. Han kender sin modstanderes argumenter og skyder dem ned undervejs. Nej, health care er ikke mere socialistisk end et gratis brandvæsen eller gratis biblioteker. Nej, servicen ville ikke blive dårligere. Nej, offentligt ansatte læger tjener ikke urimelig lidt. Og jo, selv med en højere skattebyrde kan en mellemindkomstfamilie (i Paris) godt leve mere end fornuftigt.

Hvorfor har vi ikke en dansk Michael Moore, der leger Spørge-Jørgen? Christoffer Guldbrandsen prøvede at lave en film om vores engagement i Irak. Men her gik han ned i materien og var konkret. Har vi ikke brug for en film, der følger Bo Elkjær fra Ekstra Bladet? Manden, der nu på tredje år kæmper for at få et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen om Irak-krigen. Undervejs har han vundet en cavling for sine artikler om krigen. Overrakt af Fogh selv. Men et interview vil Fogh ikke give. Det er da symbolik, så det er til at forstå – og kunne let blive en film, der minder om Moores første film: “Roger & Me”, hvor Michael Moore turnerer USA tyndt blot for at høre General Motors topchef, om han ved, hvad der skete med hans hjemby Flint i Michigan, efter at General Motors lukkede byens indtægtskilde nr. 1; bilfabrikken.

Og hvad med vores indvandrerdebat? Kan en tur rundt til andre lande afsløre et meget mere liberalt forhold til hovedbeklædning? Er der lande, hvor det ikke er et problem, hvis man vil have opført en moské? Har vi egentlig religions- og forsamlingsfrihed, når det kommer til stykket?

Da DR2-programmet: “Indefra” forsvandt, forsvandt de mange happenings på Christiansborg. Andre programmer har senere forsøgt sig med happenings – eksempelvis da DR2 tog ud på Christiania for at forsøge at opføre et hus. Det var vel et fristed. Men helt frit var det ikke, da boligbyggeren var ved at få tæsk af en hardliner-christianit.

Det er enkelt, det er effektivt og jeg lapper det i mig. Små, dokumenterede konfrontationer. Og simple, men store Spørge-Jørgen-historier. Giv mig more Moore.

Først i tophistorien om forsvundne Madeleine. Alene at en enkelt kidnapning kan få så meget spalteplads, burde efterlade enhver i chok. Men her er det altså forældrene, der er “chokeret” efter at være blevet kontaktet af en journalist om et ligfund i en portugisisk havn. Liget viste sig at være af en engelsk mand, men forældrene er altså åbenbart stadig ifølge BT “i chok”.

Næste chok omhandler trampolinulykker. Nye tal viser, at det nu sker næsten en gang dagligt, at nogen forstuver foden eller lignende på en trampolin. Den chokerende artikel glemmer at spørge, om der er flere trampolin-ejere end i det forgangne år, hvor der var færre ulykker. Folk er nok hverken blevet værre eller bedre til at hoppe på de farlige chok-genererende maskiner.

Det sidste chok udsætter Lindsay Lohan læserne for. Eller rettere sagt hendes ven. For han kan meget præcist oplyse, at hun bruger for 34.000 kr. “cirka” om ugen til stoffer. Mon vennen er hendes pusher? Mine venner ved i al fald ikke, hvad jeg bruger af penge på pizza om måneden – altså andet end Leif fra Leifs Pizzeria.

Men hvorfor alle de her chok? I Nudansk Ordbog er et chok enten:

1. en psykisk svaghedstilstand som påvirker nervesystemet voldsomt
2. en fysisk svaghedstilstand som f.eks. opstår efter et stort blodtab – eller
3. en kraftig overraskelse = GIB, GYS – jeg fik et chok da jeg hørte at de skulle giftes.

Jeg går ud fra, at BT definerer sine chok-overskrifter som kategori 3-chok – kraftige overraskelser - selv om hverken en lidt for hurtig journalist, en storsniffende Lindsay eller farlige trampoliner kan chokere enormt. Måske er vi i virkeligheden ude i et par kategori 2-chok - kraftige hjerneblødninger…

Endelig har jeg haft tid til at tjekke DR Update. At det så lige faldt sammen med dagen, hvor DR gik i strejke, er selvfølgelig lidt uheldigt. Men det var alligevel til at danne sig et indtryk af den nye nyhedsplatform. 

Nu er jeg ikke en neutral iagttager. Til dagligt arbejder jeg på “konkurrenten” TV 2 News, men har trods alt arbejdet mere end tre gange så længe for DR end for TV 2. Og det er vist de færreste tv-journalister, der ikke på en eller anden måde har arbejdet for begge kanaler. Så når DR går i strejke – eller føder en lille ny, melder der sig stadig følelser for den gamle arbejdsplads.

Følelsen, der melder sig af DR Update, er desværre bare øv. Indpakningen er ellers pæn. Det er meget DR-agtigt på den gode måde, og indslagene på netkanalen kører få øjeblikke efter, jeg har trykket på dem. Så langt så godt – men derfra går det ned af bakke.

DR Update ligner til forveksling en standard netversioneret nyhedsudsendelse. Går du ind på tv2.dk, kan du se Nyhederne delt op i de enkelte indslag. Forskellen er bare, at Nyhederne bringer indslagene i prioriteret rækkefølge, hvor DR Update på nær et meget kort News-agtigt overblik bringer indslagene i datorækkefølge. Sidste indslag først. Så er det op til brugeren selv at finde det mest interessante.

Den inddeling er allerede brugt i blogverdenen. Men på de fleste blogs er indlæggene inddelt i emnekategorier. Ja, nogen steder endda i tags. På netaviser som pol.dk og berlingske.dk står de nyeste nyheder oftest også først, men der er altid et par hovedhistorier, som kommer på toppen af siden. Historierne er oftest krydret med links til relaterede historier, og nyhedskategorierne er inddelt i “indland” og ”sport” osv. – hver med deres egen, selvstændige nyhedsprioritering. Det gør nyhedsindtaget let og mere overskueligt end når man læser papirversionen.

Her virker DR Update fuldstændig forældet i sammenligning. Der er kun blevet plads til “højest ratede klip” og “mest sete klip”. Netaviserne bruger også det samme rating-meter for deres historier. Men her er det kun et supplement til de øvrige søgemuligheder – og der er det ofte de mere kulørte historier, der får topratings. Det siger sjældent meget om nyhedsrelevansen.

Endelig er der selve indholdet på DR Update. Indslagene virker meget hurtigproducerede. Og mange indslag har ingen sync-bider med – altså hvor en kilde taler. Samtidig har DR af en eller anden årsag valg ikke at skrive navnet på journalisten bag de enkelte indslag. Det gør det hele en anelse upersonligt for mig. Og jeg er endnu ikke stødt på grafik – såsom procenttal og landkort - i de indslag, jeg har set, selv om flere godt kunne trænge til det. 
Hver historie har kun et indslag. Vil jeg vide mere, skal jeg altså selv søge andre steder hen. Der er ingen henvisninger til andet stof, selv om dr.dk sikkert bugner med information om tophistorierne.

Problemet for DR Update er, at der ikke er noget nyskabende i konceptet. Vil jeg have et hurtigt nyhedsoverblik, kan jeg tjekke netaviserne. Vil jeg have billeder på historierne, kan jeg tjekke netudgaverne af tv-aviserne, og vil jeg have historierne hurtigt med billeder, er der ingen, der er hurtigere herhjemme end TV 2 News. Vi sender live fra pressemøder og begivenheder – og vi breder historierne ud ved at have masser af studiegæster, som får mere taletid end i de traditionelle tv-aviser og netaviser.

Med DR Update skal jeg selv gøre arbejdet ved at lede efter relevante historier, da jeg kun har datoindekseringen at gå efter. Og selve nyheden byder ikke på andet, end jeg hurtigere kan læse mig til på de trykte mediers netsider. Som DR Update er opbygget nu, er der intet, der gør, at jeg vil benytte den platform. Desværre. For med det rette setup kunne en rendyrket nyhedskanal på nettet være et interessant alternativ til netaviserne, til tv-aviserne og til News. Lige nu virker DR Update allerede en anelse outdate. 

Vedr.: Re: Vedr.: Re: Vedr.: Re: Vedr.: Re: Vedr.: Re: Vedr.: Re: Vedr.: Re: Vedr.: Re: Vedr.: Re: Fra Sydbank.

Sådan lyder overskriften til en mailkorrespondence mellem undertegnede og min nuværende bank.  IT-inkompabilitet sjældent kønt eller særligt sigende. Men alligevel bruger vi meget tit den standardiserede, upersonlige overskrift, der stinker af pligtbesvarelse.

Undgå “Re:Vedr.”, og giv i stedet mailen en hurtig overskrift - evt. påført et “Re:”. Så kommer mailen til at virke mere personlig og indbydende.

Fire er tiltalte: Christian Poulsen, kontrollørerne tilskueren og DBU. Sjovt nok er dommeren slet ikke i spil i lederen, selv om tidligere topdommer Kim Milton i selvsamme avis kritiserer den tyske dommer i lørdagens kamp for at have “overreageret”.

Nåh – men Poulsen går fri, fordi man “i sidste end ikke (kan) laste Poulsen for tilskuerens efterfølgende handling, selvom de måske nok har en tidsmæssig sammenhæng”. Det ville da også være idioti i verdensklasse at laste en Poulsen-knytnæve mod en modspiller for et tilskueroverfald mod en dommer. Et par år tilbage faldt en beruset mand ned fra Øvre til Nedre C, da FCK’s daværende anfører Bo Svensson fik et rødt kort i en fodboldkamp. Manden døde af sine kvæstelser, men den tragiske hændelse er Bo Svensson da på ingen måde skyld i.

Kontrollørerne skal overveje, om de er i den rette branche, hvis de ikke vil løbe efter en tilskuer ind på banen. Her giver jeg til dels Berlingskes redaktør ret. Kontrollørerne kan gøre deres arbejde bedre.

Tilskueren vil Jesper Dahl Caruso heller ikke forsvare. Nej, hvorfor skulle man dog også det? Men alligevel tillægger han det stor vægt, at tilskuerne i dag synes “bidt af ønsket om at ‘være på’”. Han giver Happy Slapping, YouTube, trainsurfere og reality shows skylden for at “tilskynde unge mennesker til at overskride grænsen fra at være anonym til at være midtpunkt”, og mener, at DBU har “en konkret pædagogisk og opdragende opgave”.

Og dermed kommer turen til DBU, der ifølge sportsredaktøren på Berlingske skal have sorteper – eller aben, som Jesper Dahl Caruso kalder det, selv om ”aber” normalt betegner sure arbejdsopgaver. Det er nemlig deres ansvar, at man “bevidstløs hælder alkohol i hovedet på folk” – som det skete i Fælledparken før og under kampen. 

Ah, hvor dejligt og dansk (selv om det jo er flovt at være dansker). Ansvaret tilfalder naturligvis ikke den enkelte fulde tilskuer, der i retten har forklaret, at han har et hidsigt temperament, og er en dårlig taber. Ansvaret tilfalder DBU for at servere alkohol i mængder, så folk ikke kan styre det. Med den indlysende logik bør vi også sende restauratører i retten for at servere øl for folk, der senere ender i slagsmål. DBU har også en pædagogisk og opdragende opgave, fordi vi lever i et samfund med YouTube og reality shows. Er man en fodboldunion, skal man helt sikkert også have ansvaret for, hvad TV3 vælger at sende på deres kanaler.

For det går jo ikke at tildele det fulde ansvar til fuldebøtten. I Danmark er det samfundets skyld. Og i medierne forsvarer vi den lille mand mod det store system. Drikker Hr. Fodboldbølle sig fuld, er det ikke Hr. Fodboldbølles eget, fulde (hoho) ansvar. Det er DBU’s skyld, fordi de lader folk drikke, som ikke kan styre det.

Selvfølgelig bør man altid efter en grim episode undersøge, hvad der kan gøres bedre. Kan antallet af vagter hjælpe kombineret med en strengere alkoholpolitik – skal det overvejes. Men vi stopper ikke al biltrafik i landet, selv om det ville redde to menneskeliv i døgnet. Og vi forbyder heller ikke folk at købe cigaretter og spiritus, selv om det helt sikkert også ville forhindre mange dødsfald – og for spiritusens vedkommende også en hel del slagsmål.

Vi forbyder ikke de ting, fordi vi – samfundet – grundlæggende mener, at folk også har et ansvar for deres eget liv. Heldigvis. Og det overfald i Parken – et heldigvis enkeltstående tilfælde – er altså en klaphat af en 29-årig nysvensker/udenlandsdanskers skyld.

Skål!

En god historie blev nemlig pludselig meget bedre i går. Hvor de fleste sikkert havde glemt en 3-3 landskamp mod Sverige efter et par dage (og endnu hurtigere en 3-4 landskamp), så vil gårsdagens kamp blive diskuteret mange dage frem. For det bliver ikke mere højdramatisk end begivenhederne, der fandt sted indenfor et minut. Først en mavepuster, derefter et rødt kort og et dømt straffespark - efterfulgt af en tilskuer, der overfalder dommeren, som vælger at aflyse kampen. Det bliver ikke meget mere dramatisk.

TV 2 News gik i breaking, og Ekstra Bladet og BT begyndte straks at søge efter synderen. For en sådan dramatik kan vare længe. Det er i sådanne situationer, at medierne selv bliver testet. Analyserer vi køligt situationen og vægter for og imod – eller går vi i forbuds-mode, som vi ellers plejer at forbinde med vores naboer og fodboldmodstander?

Lad os tage setuppet. En fyldt Parken med fadølsudskænkning og uden stakit. Vil man ind på græsplænen, er det ikke svært. Når selv en mand med 14-18 fadøl indenbords – godt pakket ind i et par kilo eller 40 for meget – kan løbe ind i straffesparksfeltet, så kan de fleste nok slippe af sted med det. Men et eller andet sted ved alle, at sådan ligger landet. Hvis dommeren følte sig utryg efter det 89. minut, kunne han lige så godt have følt sig usikker før. For han kunne med selvsyn før kampstart se, at der helt i tråd med UEFAs ønske ikke var sat hegn op (i tilfælde af paniksituationer kan folk blive klemt ihjel op af et hegn). Og vagterne kan nok forhindre folk i at storme banen i hobetal – men en enkelt vil altid kunne smutte igennem.

Er det et skandaløst sikkerhedsniveau? I cykelsporten kommer tilskuerne helt tæt på cykelrytterne under løbet. Det ville være det letteste i verden at skubbe en cykelrytter af cyklen under et løb. En del af charmen ved at se sport er at være helt tæt på begivenhederne. Men det giver også et ansvar hos den enkelte tilskuer.

Det er gået godt i Parken indtil nu. Der har været afviklet rigtig mange landskampe uden et eneste problem. Og de folk, der er løbet ind på plænen under superligaopgør, har altid gjort det som en happening – med en lang karantænedom til følge. For det er ikke et særsyn, at en fra publikum løber på banen. Og det er ikke fuldstændig overraskende, at en fuldebøtte ønsker at lange dommeren nogen på hovedet. Normalt plejer de bare at råbe det i en bar, mens de uden den store præcision langer ud efter fjernsynet, der hænger over bardisken.

I går gik ligningen desværre bare op: Idiot + masser af øl + ophidsende kamp + dommer i umiddelbar nærhed med et rødt kort. Det gav så, hvad BT’s puritanske sportsredaktør Peter Brüchmann vælger at kalde for: “Den største skandale i dansk fodboldhistorie”.

Teatralsk mener han, at netop den tilskuer kan koste EM-pladsen - men endnu mere teatralsk erklærer han, at det ikke har den store betydning i forhold til den bet, det er at være dansk i dag. Glem Muhammed-tegninger, glem udlændingeloven, glem vores deltagelse i Irak-krigen. Det, der åbenbart betyder noget i Peter Brüchmanns univers, er een fuld mands ugennemførte vært. Danmark er i dag “centrum for skammen”.

“Nu skal man diskutere hegn (og) sikkerhed,” skriver Peter Brüchmann, der dermed begår den klassiske journalistbrøler. At gå fra del til helhed og at konkludere ud fra et talgrundlag, der er så lille, at det er pinligt.

Een tilskuer ud af 42.000 i en kamp ud af mange hundrede kampe på et stadion forbrød sig ved at prøve at lange ud efter dommeren. Ingen kom til skade. Alle lever og har det fint i dag. Men nu skal vi flove os over at være danske. Det er journalistik, når det er værst, og det fortjener knap nok en kommentar. Men det fik det så.

Lad os fremfor skam og enorme ord stille og roligt afdække begivenheden kritisk. Forløb dommeren sig? Vil gårsdagens udvikling give andre tilskuere i ind- og udland blod på tanden for selv at kunne påvirke et dårligt resultat? Har der været lignende tilfælde i andre lande? Hvilke løsninger er der på problemet (i Madrid har man en dyb løbevold rundt om stadion – den kan fulde folk ikke hoppe over). For selvfølgelig skal vi også spørge: Var sikkerhedsniveauet højt nok? Men samtidigt skal vi huske, at reaktioner lige efter en situation meget let bliver hysteriske.

Præcis ligesom Brüchmann.

Når “vi mangler at høre fra Rolf”, betyder det ikke, at Rolf mangler at udtale sig. For lige ved siden af artiklen, der i mistænkelig grad ligner en klumme, hedder rubrikken: “Rolf Sørensen: Jeg vandt mine løb på en ren måde”. Her fortæller Rolf Sørensen i meget klare sætninger, som ikke er til at misforstå for selv Line Baum Danielsen, at Rolf Sørensen aldrig har taget doping. Han har overvejet det, men han har aldrig gjort det, siger han, og lyder helt troværdig, når han påpeger, hvor meget han altid led i Touren, der ifølge eksperter er umulig at mestre uden et dopingmisbrug.

Så vi mangler altså ikke at høre fra Rolf Sørensen. Vi mangler bare at høre, det vi vil høre. For hvordan kan Rolf have været succesrig i en sportsgren, som både Bjarne Riis, Jesper Skibby, Brian Holm og formentlig også Bo Hamburger har dopet sig i?

I cykelsporten er du skyldig, indtil det modsatte er bevist. Og da det er umuligt at bevise, at man er uskyldig, når nu dopingkontrollen tydeligvis ikke har virket, så vil dit eftermægle i dag være plettet uanset hvor ren, du har været.

I Berlingskes sportsanalyse undrer Lars B. Jørgensen sig over, at nuværende ryttere som bjergkongen Michael Rasmussen udtrykker, at han hellere synes gamle ryttere skulle tie stille end afsløre gamle synder. Det får analyseskribenten (der også nærmer sig en klummeskribent) til at frygte, om “en ny generation i realiteten er villige (til) at tage ved lære af det sidste tiårs begrædelige historik”. Her har analytikeren ikke helt orden i sin regnetabel. Riis var efter eget udsagn dopet siden 1993. Og Riis var ved gud ikke den første i cykelsportshistorien, der tog doping. Så prøv med 85 år, selv om 100 år sikkert er mere retvisende.

Analytikeren frygter, at historien kan gentage sig, og slutter analysen af med ordene: “Det kan ingen være tjent med, selv om man har vænnet sig til at frygte det værste.”
At tolke ud fra førstnævnte side i sporten er vi ikke ude i “frygt” men i “overbevisning”. Vi tror ikke på sporten mere. Havde vi læst historiebøger, burde vi aldrig have troet på den. Men vi tror i al fald ikke længere på den, nu hvor rytterne tilståelserne ruller ind i en lind strøm – med en kniv presset så meget for struben, at blodet alligevel vil strømme ud i dødelige mængder, om snittet bliver ført helt igennem eller ej.

Vi kan sagtens fortsætte heksejagten længe endnu. Der er masser af ryttere, vi kan hælde fordømmelse på og binde og brænde. Det giver sexede overskrifter og lette, personfikserede historier, der kan fylde mange spaltemillimeter. Men hvor længe kan vi tillade os at lade os overraske af en sportsgren, som kollektivt strejkede midt på en etape helt tilbage i 1998, fordi de var trætte af, at journalisterne ikke skrev og spurgte om andet end doping?

Hvorfor er vi så forhippede på at gøre sporten ”ren” ved at fordømme rytterne? For rytternes sundhed? Absolut ikke – sportsgrenen er i sig selv usund og ulidelig – ja, måske endda ligefrem mere farlig for de, der ikke tager doping under touren, da problemet jo netop er, at kroppen ikke kan restituere sig selv ordentlig uden midler udefra. Vi gør det altså ikke for at sikre, at en kommende Bjarne Riis kan leve et langt liv. Og at tale om, at Bjarne Riis snød sig til en sejr i et felt, hvor alle åbenbart snød, er vist en anelse ulogisk. Er det ikke netop at vinde på lige vilkår?

Hvis – og jeg skriver udtrykkelig “hvis”, for jeg tvivler nogen gange, om vi egentlig ønsker at slippe konfliktstoffet i cykelsporten - men altså; HVIS vi virkelig ønsker at tage doping ud af cykelsporten, er det så ikke løbsarrangørerne, vi journalister skal forfølge? Hvorfor lægger de år efter år ruter, der nærmest kræver doping at gennemføre?

Problemet er, at vi elsker dramaet. Vi elsker at se rytterne gennemføre det umulige. Vi elsker de voldsomme kampe i bjergene, selv om vi godt ved, at at det nærmest er menneskeligt umuligt at gå helt ned den ene dag, for så som Floyd Landis at komme tilbage og køre fra alt og alle den næste. Det skriger til himmelen – men samtidig er det fantastisk stof. Først kan vi beskrive dramaet og hylde Landis for at være overmenneskelig. Siden kan vi beskrive misbruget og gøre Landis til en større forbryder end Nixon, der svigtede den demokratiske tankegang.

I dag siger amerikanske kilder tæt på Det Hvide Hus, at det eneste, Det Hvide Hus lærte af Watergate, var at tingene skulle foregå endnu mere i det skjulte. Og tror man på sladderen, skulle Watergate i dag høre til småtingsafdelingen i forhold til, hvad senere administrationer har fundet på af slyngelstreger.

Men hvad vi ikke ser, har vi ikke ondt af. Hvad vi ser, fordømmer vi derimod. Måske skulle vi droppe fordømmelsen og sammen forsøge at se, hvad vi kan gøre bedre. Hvorfor tilstå, hvad alle alligevel ved, hvis belønningen er at blive lagt for had? Cykelsporten er blevet til en sport uden vindere – kun tabere. Og det kan ingen være tjent med.

Problemet for den tidligere vicepræsident for WADA (international antidoping agentur) Brian Mikkelsen er, at han og alle vi andre har lukket øjnene over for det, vi allesammen vidste. Vi har hyldet en svindler og løgner, fordi vi har løget over for os selv. Cykelsporten var bundrådden i 90′erne. Det har den også været tidligere. Fausto Coppi, uddødeliggjort af bjergene og af Leth, var kendt som den helt store kemiker, og helt tilbage i 1924 tømte Pélissier-brødrende deres tasker til ære for journalisten. Indholdet var kokain, kloroform og alt godt fra apoteket, skriver Joakim Jakobsen i bogen “Le Tour”. Sådan er det. Og det er bundnaivt at tro, at Indurain ikke også var høj på stoffer – ligesom Jan Ullrich, der vandt touren året efter Riis.

Var man naivt anlagt, kunne man måske tro på løgnene indtil 1998. Men her eksploderede antallet og størrelserne af dopingskandalerne. Herefter skal man være både blind og døv for ikke at tro, at Riis - som alle andre - var dopet.

Alligevel er dagens afsløring et “chok”. Det er så dejligt let at være hykler. Direktør for Tour de France, Christian Prudhomme, mener nu, at Riis er uværdig som tour-vinder. Og UCI beder Riis om at levere den gule trøje tilbage. Hvad så med Erik Zabel, seks-dobbelt vinder af den grønne pointtrøje, der også har indrømmet dopingmisbrug? Hvad med franskmændenes egen tudeprins, Richard Virenque, der vandt bjergtrøjen ligeledes seks gange? Det er mange trøjer, der skal tilbage til UCI, hvis hykleriet skal fortsætte.

Nu har Riis stået frem. Tilstået. Og tager faldet. Presse og partskilder kan nu gøre to ting: Finde en ny tour-vinder at drive klapjagt på – der er rigeligt at tage af. Eller gribe i egen pen og barm og indrømme, at vi også har svigtet undervejs. Hvorfor hylde vindere år efter, når vi godt ved, at de er syndere, som vi ikke kan forlige os med?

Bjarne Riis leverede en stærk tale. Han står ved fortiden. Han undskylder. Undervejs på pressemødet begik han fodfejl. Selvfølgelig skulle han være gået i en stor bue uden om spørgsmål om andre tour-ryttere. At nægte kendskab til Ullrichs dopingforbrug er næsten lige så dumt som at nægte sit eget. Og at fremlægge tilståelsen som privatperson er lige så dumt, som når statsminister Anders Fogh pludselig tror, at han kan snakke Muhammed-tegninger uden brug af statsmandstitlen.

Men nu fik vi, hvad vi ville have. Vi fik sandheden, hvad end vi så vil bruge den til. Nu er det på tide, at vi giver tilbage. At vi ikke lader som om, at vi ikke vidste, hvad der foregik, men at vi er ærlige om, at også vi vidste, hvad der foregik i 90′erne. Brian Mikkelsen blev forført af Bjarne Riis. Riis har ifølge kulturministeren skuffet børn og unge (se evt. forrige post; den idiotiske retorik kan findes her, før den blev brugt). Alligevel har Brian Mikkelsen hyldet Bjarne Riis indtil sidste år. Det er for mig at se lige så stor en løgn. At lukke øjnene og kigge den anden vej gør en til medskyldig.

Bjarne – vi vidste det godt. Og det, du leverede, var fantastisk. Gør nu sporten ren, så vi sammen kan droppe alle løgnene.

(og et lille ps – det kan undre, hvordan tour-rytterne kan gennemføre touren i hurtigere og hurtigere gennemsnitstider. Måske er det i nutiden, vi skal lede efter løgnene)

Den stolte, budomdelte nyskabelse sejrer simpelthen sig selv ihjel. Ifølge David Trads sælger Nyhedsavisen nu markant flere annoncer, hvilket betyder, at der er mindre behov for at producere artikler.
Den tager vi lige igen: Når en virksomhed køber en annonce i Nyhedsavisen, erstatter den nyhedsartiklerne. Dét er åbenbart ifølge David Trads det nye væsentligheds-kriterie i dansk avisbladsjournalistik.

Ærlig snak - men trist, at et øget annoncesalg ikke giver afkast til læserne i form af dyrere dybdeborende artikler – eller i form af flere sider i avisen brugt på journalistisk stof. Med dagens udmelding er Nyhedsavisen reduceret til en annonceavis med artikler rundt om.

Hvis jeg var Riis’ kommunikations-rådgiver ville jeg råde ham til at tilstå, selv hvis han ikke havde cyklet af stien en eneste gang. Avisernes internetafstemninger blandt læserne viser tydeligt hele befolkningens holdning. Ni ud af ti danskere tror, at Riis var dopet. Så kan man tale om folkedomstol. Nægter Riis doping senere i dag, vil han være færdig. Man kan ikke vende en så stærk folkeopinion.

Selvfølgelig var Riis dopet. Det var de alle. Og man kan ikke vinde i en sport, hvor alle snyder, uden selv at snyde. Men det gør ikke sejrene mindre. Manden bag den danske murstensbog om Tour de France -Weekendavisens Joakim Jakobsen – var for et par år siden ude i et kontroversielt forsvar for det dopede felt. Politisk ukorrekt og stærkt forkasteligt, for doping sender et helt forkert signal til ungdommen, lød kritikken. Det er skægt som den fordrukkede ungdom altid hives frem, når noget skal stemples som forkasteligt. Stort set al professionel sport sender et forkert signal til ungdommen, for der er ikke mange elitesportsudøvere, der lever et sundt liv. Elitesport kræver stort set altid, at du misbruger din krop. Doping eller ej.

Netop cykelsporten er ekstrem hård. Tour de France er lige fra starten gjort hårdere år for år. Ruten er umenneskelig lang, og eksperter har udtalt, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at gennemføre indenfor tidsgrænsen, med mindre man bruger ulovlige midler. Men tilskuerne har altid hyldet det vanvittige scenarie. Cykelstjerner er nutidens gladiatorer, der slider sig selv ihjel for vores fornøjelses skyld. Når Riis føler sig forfulgt, er det med god grund. For selv om vi alle ved det, tvinger vi ham til selv at sige det. Sandheden SKAL frem. Beviser eller ej.

Men hvorfor lige Bjarne? Hvad med Indurain? Han vandt touren suverænt fem år i træk. Alligevel er hans navn stort set aldrig fremme. Kig på hele den lange liste af Tour-vindere. Du vil ikke finde mange “rene” vindere. Derfor kan Riis ikke forstå, at netop han skal igennem denne heksejagt. Han vandt i en sportsgren på sportsgrenens præmisser. Siden har han kæmpet for at gøre sporten ren. Han smed dopingmistænkte Ivan Basso af holdet, selv om et andet storhold ikke var for fine til at skrive kontrakt med ham bagefter. Han har ansat en dopingekspert til konstant at tjekke holdet. Hvad mere kan han gøre?

Jesper Skibby gik helt fri for mistanke, indtil han ud af det blå selv tilstod. Det samme med Brian Holm. Og skægt nok er Riis’ evige konkurrent, Rolf Sørensen, stort set heller aldrig blevet spurgt, om han var dopet. Men Riis stak styret for langt frem i Jantelovens hjemland. Jeg ved, det er en kliché at hive gamle jante frem, men fuck, hvor den passer.

Og derfor skal Bjarne Riis’ hoved rulle i dag. Det er medierne, når vi er bedst. Vi bygger en mand op på helt urimelige vilkår. Han vandt i en beskidt cykelsport og blev hyldet for det. Sagde han, at han var dopet, ville han ikke have overlevet i toppen af cykelverden frem til nu. Og først efter den seneste uges mange indrømmelser fra tidligere holdkammerater har Riis en chance for at overleve en tilståelse. For vi skal nok tilgive dig, Bjarne. Du skal bare ikke tro, at du er noget. Ã…ben nu din store, hvide mund.   

Jeg ved ikke, om der er brug for sådan et forum – og eftersom denne side ikke er så promoveret, ved jeg heller ikke, hvor mange brugere, der vil være til sådan et forum. Jeg forventer en meget stille start – men alt har en begyndelse, og Rom blev ikke brygget på en dag og al det der. Giv endelig feedback – enten i kommentarfeltet her eller i forummet.

Lille update: Forumet virker – men du kan p.t. kun poste indlæg som “Guest”. Så snart det virker helt, vil du meget let kunne registrere dig og poste under eget nick.

Men hvor gemmer alle de lækre programmer sig henne på nettet? Jeg har oprettet en side med links og beskrivelser af en række gode digitale værktøjer. Indtil videre har jeg mest linket til tekstbehandlingsprogrammer, der slår word i funktionalitet med længder, men med tiden vil der også komme henvisninger til gode databaser.

Læg endelig en kommentar eller smid en mail, hvis du kender til værktøjer eller databaser, der burde komme med på listen.  

Afgang skal times
Det handler nemlig om at time sin afgang. Hvis man forlader sin post i strid modvind, vil den nye leder have samme blæst imod sig. Det gælder altså om at stoppe på toppen – eller i al fald så tæt på så muligt. Så hvis du taber på valgaftenen, går du på valgaftenen. På den måde kommer du alligevel til at ligne en vinder (eller i al fald til at stjæle overskrifterne). Og dine venner og fjender vil stadig huske dig som en stærk person, der tog det svære valg hurtigt og ærefuldt.

Uffe Ellemann og Co.
Et par hurtige eksempler:
Uffe Ellemann tabte på målstregen til Poul Nyrup. Et par færøske stemmer fra at være blevet statsminister valgte Ellemann med det samme at tage konsekvensen. Det sikrede maksimalt medvind til Anders Fogh frem mod næste valg.
Poul Nyrup undlod at trække sig som formand efter at have tabt til Anders Fogh. I lang tid haltede partiet i meningsmålingerne; Lykketoft tog over, men kom i stiv modvind. Til gengæld havde han lært lektien, og sørgede for at sætte et solidt punktum med en bevægende afskedstale på valgnatten. Eneste fejl var, at man i partiet ikke lige havde fundet en afløser. Derfor kom et drabeligt opgør mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt. Men Lykketoft sikrede sit eftermægle – og Helle Thorning-Schmidt fik trods alt mere medvind fra starten end Lykketoft havde fået.

Forpasset chancen
Jelved og De Radikale har forpasset deres chance i denne omgang. Havde Jelved trukket sig i mandags, er jeg ret sikker på, at stemningen ville have været en helt, helt anden. Ny Alliance havde ikke været tophistorie på samme måde – og Jelved ville være blevet den slagne – men konsekvente leder, som havde givet trofæet videre til Margrethe Vestager, der kunne kæmpe fra spids og sætte dagsorden.

Tungen på vægtskålen
Nu er Jelved & Co. dømt til at forsøge at hive partiet gennem endnu et valg – eller i al fald som minimum vente til, at Ny Alliance selv kommer lidt i modvind. De Radikale ønskede at få 25 mandater til næste valg. Lige nu står de til at få ni. Hendes held kan være en parlamentarisk situation, hvor De Radikale alligevel bliver tungen på vægtskålen. Og det er hun heller ikke bleg for allerede at antyde nu.

Sport er politik
Laver vi en pendant til sportens verden, der bestemt også er politisk, ser vi de samme mekanismer.
Både Brøndby IF og FCK har skiftet træner de seneste sæsoner. FCK skulle skifte succestræneren Hans Backe ud, der ikke ville træne klubben længere, mens Brøndby IF fik problemer med at forlænge Michael Laudrups kontrakt.

Trænerskifte i medvind
FCK formåede at holde Hans Backe, indtil man havde afløseren på plads. Det blev som bekendt Ståle Solbakken – et trænernavn uden nær den samme erfaring som Backe. Men klubben bakkede fuldt op om ham, og lancerede ham i god tid, så skiftet så meget velovervejet ud.

Trænerskifte i modvind
I Brøndby IF derimod forhandlede ledelsen via pressen med dens træner, Michael Laudrup. Der blev ikke ledt efter afløser imens. Kontrakten skulle nok komme i hus, troede man. Men man skal ikke tro – man skal vide. Klubben fandt panikagtigt Meulensteen, en hollandsk træner, der ligeledes ikke havde meget på cv’et. Han var så at sige bagud på points fra starten. Det lugtede af panik, og det var panik. Meulensteen blev fyret (eller gik selv, hvis man tror på den forklaring), imens Ståle fejrede mesterskabet.

Timing is everything – og overlevering handler udelukkende om timing.

Jeg har – ligesom du – selvfølgelig forsøgt at google mig selv. Eftersom min mor gerne ville have, jeg fik initialerne “ash”, er jeg i den heldige situation, at jeg er udstyret med mellemnavnet: “Sune”.
Som barn hadede jeg at blive kaldt “Sune” (hvilket i øvrigt er dumt at fortælle, hvis man ønsker ikke at blive kaldt det), og noget tyder på, at jeg i min google-identitet stadig har et problem med mit mellemnavn. For i skrivende stund er der kun fem hits på google på “Andreas Sune Hansen”. De tilhører dog alle undertegnede.

Men det samme kan man ikke helt sige om “Andreas Hansen”. Mine kære navnebrødre gør sig inden for både design og håndbold til skuespil.

Ved man bare lidt om mig, kan man dog godt sortere den slags professioner væk (selv om jeg faktisk er på imdb for min performance i programmer som 19direkte og tv-avisen…very strange!). Men hvad nu hvis folk tror, jeg har en passion for at digte? Heldigvis skriver denne poetiske navneditto, at han er bornholmer og beskæftiger sig med MR-skanninger af hjerner. Jeg har aldrig været på Bornholm, og det tætteste jeg har været på at skanne en hjerne, har været når jeg har forsøgt at kigge folk ind i øret for at se, om der var fri passage.

Det bliver straks værre, når man ved, at jeg er journalist og kan lide at tage billeder. For så kunne jeg nemlig være denne Andreas Hansen – et engageret menneske skråstreg fotograf og journalist for “Hus Forbi”. Måske bruger jeg mine kommunikationsevner som marketing manager for PS3 (I wish). Eller også har jeg bare en sær fetisch for at tage billeder af halvnøgne, rødhårede unger i smækbukser.

Mulighederne er uendelige. Og jeg kunne let fremstå som en særdeles alsidig, småpoetisk hjerneforsker med hang til pussenusse-billeder, hvis ikke kildekritikken er i orden.

Er man ikke tilfreds med sin google-identitet, er de “gode råd“, at man enten kan forsøge at få siden fjernet (- undskyld, Andreas Hansen, men gider du at holde op med at skrive so-so digte?), få teksten på siden ændret (- undskyld, Andreas Hansen, men kan du ikke peppe dine digte en anelse op?) – eller tage navneforandring. Men giver det ikke bare nye problemer? 

Nogen hits passer faktisk. Jeg har spillet en enkelt kamp for Ã…rhus Floorball, blogget for Patent- og Varemærkestyrelsen – og ja, endda taget billeder af et norsk kammerorkester på tour i New York. Så måske skulle jeg egentlig bare være glad for, hvis kvinder og arbejdsgivere forveksler mig med digteren, Andreas Hansen.

Selvfølgelig kan Pia sige: Look who’s talking. Afsenderen er det nu tidligere DF-medlem, Louise Frevert, der i flere år har været en omvandrende hovedpine for Dansk Folkeparti. Men Frevert har også været en stemmesluger og en mediedarling på godt og ondt. Og det er ikke så meget angrebet som timingen, der er utroligt irriterende for Pia Kjærsgaard. Ud over tre uheldige sager i rap har Pia Kjærsgaard også fået den hovedpine, at et nyt semiborgerligt parti vil prøve at stjæle magt fra hende. Og selv om dårlig presse længe har vist sig ligefrem at være til gavn for partiet, så er det aldrig rart med personangreb fra et medlem, man har givet sin støtte i lang tid.

Pia Kjærsgaard er partiets ubestridte leder. Ingen tvivl om det. Og til hendes held vil Louise Frevert-støtter heller ikke have mange andre steder at gå hen. Endnu. For måske har Khaders løsrivelse fra De Radikale givet den meget utilfredse del af Dansk Folkepartis medlemmer gode idéer. De har allerede luftet tanken ved flere lejligheder – og Louise Frevert kunne meget let blive en stemmesluger i et nystiftet parti. Det ville i den grad ændre på hele magtbalancen, hvis en udbrydergruppe med succes får etableret sig som et indvandrer-skeptisk parti, der kæmper for de svage, og som er imod topstyring.

Angrebene alene overlever Pia Kjærsgaard let. Men hun må meget snart se sig om efter andre måder at styre partiet i krisesituationer på – for topstyringen er ved at give alvorlig bagslag nu. Og det kan blive svært for partiformanden, der fra dag et netop lagde vægt på, at hendes parti aldrig måtte ende i det ragnarok, der reelt tog livet af Fremskridtspartiet. Så galt går det ikke umiddelbart for Dansk Folkeparti. Men får Khader & Co. held med at stjæle borgerlige og radikale stemmer, og mister hendes eget parti et par procentpoints til en udbryddergruppe, så er hendes enorme indflydelse i dansk politik pludselig voldsomt svækket. 

 

Et godt navn er vigtigt. Mere end 90.000 danskere har skiftet navn det seneste år, og nu skifter tre toppolitikere med Nasar Khader i spidsen også navn fra deres respektive partier til: “Ny Alliance”.

Så er tonen lagt. Trods Naser Khaders indledende snak på partiets første pressemøde om, at man var træt af blokpolitik, lægger man fra starten både verbalt og i navnet klar afstand til et bestemt parti. Dansk Folkeparti skal holdes uden for politisk indflydelse.

Partiet søger altså nye alliancer – over midten forståes. Khader og Samuelsen er trætte af, at De Radikale ikke ønsker at samarbejde med regeringen, og Seeberg er træt af, at Dansk Folkeparti giver hende og De Konservative mundkurv på.

Når det lille, ny parti har valgt at lancere sig selv uden et politisk program, er partinavnet særligt vigtigt. Det seneste succesfulde partinavn i dansk politik er: “Dansk Folkeparti”. Navnet oser af nationalisme og folkelighed, og er et rigtig godt valg til et parti, hvis vælgere – og til tider dets toppolitikere - flirter med racisme og nazisme. Partiet var en udbryder af Fremskridtspartiet, der i dag er fortid. Det er også begrænset, hvor længe et parti kan opleve fremskridt.

Og der er også begrænset, hvor længe en alliance kan være ny. Intet kan per definition være nyt særlig længe. ”Ny Alliance” siger ikke noget om, hvad partiet udstråler andet end blokpolitisk fnidder. Partiets navn signalerer, at man er dannet på trods. Der er ikke fremlagt en særlig ideologi – og der er ikke stillet mål for, hvad man ønsker ændret til fordel for befolkningen. Partiet søger ikke en særlig indflydelse – kun at andre ikke får indflydelse. Navnet signalerer dermed et lidt kønsløst bindeled mellem venstrefløjen og Venstre og De Konservative.

Det er uheldigt, for et navn er vigtigt. Det er en stor del af ens brand. Og et stærkt, holdbart brand tager tid at opbygge. Så at lægge sit navn op af en politisk blokvision er en meget kortsigtet plan. Måske giver det mening for politikerne selv - men for den del af befolkningen, der tænker med hjertet og i ideologier fremfor i blokpolitik vil navnet ikke fænge.

“Ny Alliance” kan dog let blive en succes på kort sigt af den simple årsag, at det er længe siden, at der er sket noget “nyt” i dansk politik. Og Naser Khader er så vægtigt et brand i sig selv, at han alene kan rykke ved magtbalancen. Men partiet har fra dag et givet sig selv begrænset levetid i form af navnet, og det har glemt, at vælgerne med tiden vil kræve andet end blot, at man er imod det eksisterende. Det er trist.

Hvorfor er det så galt, hvis noget har en religiøs betydning? OK, tørklædet skulle symbolisere kvindeundertrykkelse. Jeg har ikke ligefrem nærlæst koranen, men det virker i al fald ikke som om, at en kvinde, der kan komme i Folketinget, er specielt undertrykt. 

Men når det kommer til burkaer, er jeg enig med kommunerne og et flertal af Folketinget. De hører ikke hjemme i den del af den offentlige sektor, der har med menneskekontakt at gøre. For skal jeg være helt ærlig, så bliver jeg lidt skræmt, når jeg møder en kvinde i burka. Der er noget uhyggeligt over, at man ikke kan aflæse en persons ansigtsudtryk. Derfor går jeg også fuldt ind for maskeforbudet. Mimik er en utrolig vigtig del af en samtale. Hvis din chef står med blottede tænder, behøver der ikke falde mange ord for at vide, at den er gal.

Så er burkaen en vigtig del af ens påklædning, bør man acceptere, at mennesker vil føle sig utrygge i nærheden af en. Det handler ikke om religion – det handler om at kunne kommunikere med alle sanser.

I 100 millioner kroner-projektet glemte man simpelthen at tænke kommunikation ind. Eller – jeg ved, at nogen tænkte, for medieaftaler og journalister var på plads ved skibets afgang. Men de tænkte helt klart ikke længe nok.

For det første – at sende et skib jorden rundt er ikke en nyhed – ej heller interessant. Tonsvis af amerikanske turister sejler i døgndrift jorden rundt på store krydstogtskibe uden, at det er særlig interessant.

For det andet – stort set ethvert nyhedskriterium blev forsømt.

Aktualitet – absolut ikke. Det tager mange år endnu, før man har nogen reelle forskningsresultater. Først til den tid vil der måske være en nyhed.
Væsentlighed – det ved vi jo først, når der kommer resultater på bordet.
Konflikt – nej, det tæller ikke, hvis I skriver om, at I er løbet tør for beskøjter.
Sensation – forget about it.
Identifikation – hvis man er sømand eller biolog; så ja. For os resterende 4.999.000 danskere; nej. Kun min skraldespand nåede at få et tæt forhold til de uendeligt mange artikler.

Hele ideen er lidt en dødsejler. Det er ekstremt svært at skulle sælge den positive vinkel på et skib, der indsamler data, som vi ikke forstår betydningen af. Det må blive luftigt. Men hvis man skulle gøre noget for at rette skuden op, så fokusér fra starten. Hav én mission. Gør klar fra starten af, præcis hvad det er, der skal undersøges. Når Indiana Jones drager på eventyr er det jo ikke bare for at finde “noget i vandet”. Nej, det er for at finde Atlantis.

Vi fik ikke Atlantis. Vi fik et langt gab i stedet. Lad der gå mange, mange, mange år igen før næste ekspedition.

I ti år har jeg set det på tv. I går så jeg det for første gang live. Og alt er timet og tilrettelagt ned til mindste detalje. Først blev jeg screenet. Kendte jeg showet, var jeg entusiastisk og hvor hurtigt kunne jeg indkaldes? Sikkerheden gik de dog helt uvant og meget behageligt ikke op i. De så hurtigt mit gamle kørekort fra USA – og derefter kunne jeg slæbe både mig selv og min tunge taske ind i The Ed Sullivan Theater, selv om der var både milliardærarvinger og tv-kæledægger til stede.

Forinden skulle jeg dog igennem et sindrigt publikum warm-up-system. Teatret sætter bestemt sine pladsmæssige begrænsninger, så showets medarbejdere har sikret et kø-system, der ville gøre ansatte og passagerer i Kastrup Lufthavn grønne af misundelse. I små teams blev vi gelejdet på plads til at indtage salen. Unge publikumsopvarmere fyrede små, effektive peptalks af, mens ældre supervisors hele tiden sørgede for, at tidsplanen holdt. Med imponerende overskud efter sikkert at have leveret ammunitionen mere end hundrede gange fik vi at vide, hvad vi måtte og ikke måtte. Vi måtte helt sikkert grine – ja, faktisk måtte vi ikke lade være. Men vi skulle passe på med at grine skingert, for mikrofonerne lige over os under showet ville være meget sensitive. Og er der en joke, vi synes er lidt vel edgy, så grin og klap nu og tænk over det, når du forlader teatret, lød det absolut smilende fra vores opvarmer.

Placeringen af os køer i salen var absolut imponerende logistik. Med armfagter og go-go-go-attitude væltede publikum ned i de bløde sæder. Alt imens høj musik pumpede ud gennem gode og velplacerede højtalere. Idét den sidste havde sat sig, kom en ældre, publikumsopvarmer ud. Han lignede og lød som en, der ikke havde lavet andet hele sit liv – men som heldigvis stadig elskede det. Med en præsentation, der var en super bowl værdig, fik han introduceret hele Paul Schaffers velsammenspillede band. Alt imens væltede sceneteknikere rundt for at få dekorationer helt på plads. Den mest kendte af Lettermans scenefolk, trimme Biff Henderson, rundede kort scenen for beskedent at modtage publikums hyldest, inden han forsvandt ud på den befolkede Broadway for at kunne levere sin del af underholdningen i showet, der denne aften bestod i at klippe en mands bukseben af – hvilket helt forudsigeligt resulterede i et blodbad.

“Forudsigeligt” er ikke lig dårlig timing. Oftest tværtimod. Når man kan fortælle en joke, som folk hurtigt kan gætte slutningen af – og alligevel få publikum og seere til at grine; så er timingen netop i top.

Og netop som publikum var varmet allermest op, kom David Letterman springende ud på scenen. Han står fast for the final warm-up, og nåede lige akkurat at få to spørgsmål fra publikum. Det var også alt rigeligt. Det ene spørgsmål kunne han nemlig bruge som reference i resten af showet.
En særdeles ivrig kvinde vinkede og viftede energisk med sine arme, da Letterman spurgte, om nogen havde spørgsmål før showet:
- What do you like on your hamburger, lød det ikke sindsoprivende intelligente spørgsmål. Perfekt spørgsmål til at udstille publikum (og dermed amerikanere) som absolutte ignoranter, der gerne spiser suppe af flade tallerkener. Lettermans favourite jokes.

Og timingen var på sekundet. Letterman var kun lige akkurat færdig med sin opvarming, da Alan Kalter begyndte at præsentere tonights guests, David Hyde Pierce (Niles) og Ivanka Trump, datter til milliardæren Donald Trump. Så Letterman nåede kun lige at runde hjørnet, før han kom ind på scenen igen for at levere et absolut standard-show med jokes om hans hjerteproblemer og om dagens besøg af præsident Bush i New York. Helt uden klap- og grin-skilte leverede publikum varen. I reklamepauserne blev publikum underholdt af et potpourri af gamle klip fra showet, hvis man da ikke hellere ville følge med i det mylder af folk, der invaderede scenen i hver pause. Gulvet blev pudset, Dave blev informeret, aftenens gæster blev underholdt. Og da aftenens band skulle på tog det ikke mere end tre minutter at sætte scenen op. Letterman kunne lukke og slukke i velkendt stil. Alt var gået efter planen. Endnu et ud af langt over tusind shows var færdig.

- Thank you for tonight. Goodnight everybody.

(jeg kan desværre ikke lægge billeder på bloggen p.t. – men tjek min flickr-konto med masser af billeder fra New York)

Oprindelsen af Lean er til diskussion. Ifølge wikipedia kan man spore Lean tilbage til Benjamin Franklin – og finder det endnu tydeligere hos Henry Ford (shame on you, Toyota). Men nu har danske erhvervsledere gennem de grimme Toyota-biler også fundet ud af Lean, og derfor er erhvervssektioner fyldt med artikler om begrebet. Senest i dagens tante berlinger, der over to sider lader glade erhvervsledere (alle foreviget uden slips – hvor loose) fortælle, hvor fantastisk Lean er.

Problemet er bare at forklare, hvad Lean er. Da artiklerne: Lean er utopi”, “Ildsjæle indfører Lean på Riget” og “Ledere er på vej ud i slanke-misbrug” ikke gør mig klogere, søger jeg forklaring i faktaboksen: “Lean i fem trin”. Og for de, der ikke holder tanten, kommer her denne fantastiske forklaring. (Tag dig ikke af paranteserne. Det er bare mig, der ikke fatter dybden af Lean)

1. Specificer, hvad der skaber værdi for kunden (no shit, Sherlock)
2. Identificer de ikke-værdiskabende aktiviteter og eliminer dem
(ah, så virksomheder skal skabe værdi)
3. Skab workflow om de arbejdsgange, der skaber værdi
(det må i så fald være ALLE arbejdsgange, da de, der ikke skabte værdi, lige er blevet eliminieret)
4. Producer kun det, som kan trækkes fra kunden just-in-time
(ok, you got me. Hvad betyder det?)
5. Stræb efter det perfekte ved løbende fjernelse af spild
(det må i så fald være “workflowet”, der skaber spild, for arbejdsgangene er jo netop værdiskabende)

Nu har jeg ikke uddannet mig på Copenhagen Business School, og bærer derfor ikke en smart engelsk titel, som gør, at jeg kan forstå dybden af Lean. Jeg er blot en simpel avislæser og tv-seer, der efterhånden er blevet træt af at læse om Lean, der set udefra er en blanding af logik for burhøns og rendyrket nonsens.

Lean bliver naturligvis diskuteret i tonsvis af fora. Nogen kalder det Guds gave til kursuskalenderen, mens andre kalder det gammel vin på nye flasker. Der er vantro hunde, som mener, at det ville koste julen, hvis mennesker leanede sit privatliv, og at Lean reducerer kreative mennesker til stumme fabriksarbejdere.
Og så er der undertegnede. Jeg vil bare gerne vide, hvad der er nyt ved Lean. Hvilken betydning har det for mig? Og hvorfor er det så pokkers interessant? Forklar det gerne for mig, så det ikke ligner noget, som selv burhøns kunne kagle sig til.

Jeg ved godt, at det kan gå stærkt med at få sendt mails ud. Det har det bare ikke gjort her. For linket i mailen henviser til en artikel på berlingske.dk, der er lagt på nettet 10.32 – altså præcist en halv time før den lille breaking-mail. Også på arbejde modtager jeg tit Berlingskes Breaking-mails. Vel og mærke efter vi på News allerede har kørt historien. Det er åbenbart blevet hurtigere at producere tv end at sende massemails ud.

Men man behøver heller ikke at være først med en nyhed for at kalde den Breaking News. Det er ifølge wikipedia en betegnelse for en nyhed, der bryder det ellers planlagte program for at reportere seneste nyt om en bestemt begivenhed. Alligevel vrænger mange folk på næsen af breaking news-termen. For vi forbinder helst dette begreb med nyheder i 9/11-størrelsen. Og de indtræffer heldigvis ikke tit.

På News har vi bestemt ikke været bange for at kalde en nyhed for breaking. Men vi har evalueret begrebet internt og er blevet mere varsomme med at bruge det meget værdiladede “breaking” på skærmen. I stedet skriver vi nu oftest: “Lige nu”, når der sker noget stort, som gør, at vi kun dækker en bestemt nyhed, og gerne springer reklamer og magasiner over. Vi fokuserer grafisk på kun en nyhed, men vi bruger ikke vores rød-hvide Breaking News-banner. Det er lidt ligesom beredskabsniveauet BIKINI, hvor der er fem niveauer af terrortrussel.

Jeg synes ikke, det er en dum idé at differentiere selv breaking news. For er det så afgørende, at Berlingske får ny chefredaktør? Måske for os journalister – men det er altid seere og læsere, vi skal tænke på.

Klap dig selv på skulderen, rapper Jokeren en sjælden gang stadig i radioen. Og det vil jeg så gøre. For min første bog er netop blevet anmeldt. Vi snakker ikke i Weekendavisen, og vi snakker ikke en bog af Knud Romerske dimensioner. Nej, jeg har skam indtil videre kun skrevet noget så jordnært som en undervisningsbog til folkeskolebrug i at skrive og vinkle artikler.

Forleden blev den så anmeldt. Og selv om et halvt liv i skolesystemet efterhånden burde gøre en vant til bedømmelser, er den første anmeldelse alligevel noget helt særligt. Og heldigvis gik dén debut rigtig godt. Nu vil jeg give ordet til Bent Rasmussen, redaktør på “Skolebiblioteket”:

Bogen er ganske enkelt en gave af den allerbedste slags til alle skoleklasser, der vil arbejde med at skrive artikler i almindelighed, og i særdeleshed, hvis man vil deltage i den årlige aviskonkurrence…

og…

Det er ganske enkelt et fornemt undervisningsmateriale, som helt klart vil kunne medvirke til øge niveauet i “Skriv til avisen-konkurrencen”.

Pyh. Det lettede. Hele anmeldelsen kan læses her – og ja, nu er jeg i forårshumør.

Ordene tilhører den peanuts- og opmærksomhedsglade Andy Warhol. Og denne læresætning i kändis-addiction går begge veje.
Når medierne først er begyndt, kan de ikke holde op igen. Britney, Paris, Anna Nicole. Vi er på fornavn med dem alle, og kender indholdet af deres bukselommer bedre end vores egen. Særligt en gruppe kändiser kan vi slet ikke være på andet end fornavn med. Nemlig kongehuset. 

Vi er dus med gravhundene, og selv om vi er Des med resten, kan vi slet ikke få nok. “Vi” er seere, læsere, journalister og redaktører. Men hvor det bliver regnet om dårlig stil at kunne Britneys seneste hårmode oppe og nede, er det stadig god stil at kunne navnene på prinsesønnerne og være opdateret med de ældre prinsers love life. Vi priser demokrati og ytringsfrihed ““ men hylder aldeles ukritisk kongehuset og al det, enevælden står for.

Kongehuset boltrer sig ellers i offentlige midler i en grad, der kan gøre selv Peter Brixtoftes næse ekstra rød af misundelse. Alligevel eksisterer der kun et absolut fåtal af artikler og indslag, som sætter spørgsmålstegn ved, om skatteborgernes penge bliver brugt ordentlig. Vi journalister er ellers vant til at være kritiske ““ særligt mod magthavere ““ men stort set alle journalistiske nyhedskriterier og al sund fornuft forsvinder op i blå røg, når stoffet er royalt.

For vi journalister har fået et nyt nyhedskriterium. Det hedder “underholdning”. Og underholdningsfaktoren er i top, når det kommer til kongehuset. Det fortæller alle seerratings og salgskurver for ugeblade. I denne uge kan sladderbladene så afsløre, at den ugifte prins er ved at blive gift ““ igen. En fjer bliver igen gjort til fem kaglende høns ““ og det er netop det, der er spørgsmålet: Hvad kom først? Mediernes dækning eller seere og læseres behov for kongeguf?

Indrømmet. Jeg hader kongestof. Og jeg er oppe imod overmagten. Selv overfor redaktører, der egentlig heller ikke bryder sig om den massive dækning, enhver royal prut får. For vi har skabt en forventning hos folk om, at det er vigtigt. Og derfor skal vi også give dem det.

Problemet er, at medierne validerer hypen. Når vi på News bruger timer af sendetid på at analysere sladderbladsforsider, siger vi dermed til vores seere, at det er det her, de bør interessere sig for. Vi gør det dagsordensættende. Og ligesom med Anna Nicoles dødsfald og Britneys bare bund og top, er det svært ikke at skulle lytte med på den seneste sladder.

Misforstå mig ikke. Nyheder må også gerne være bløde og positive. Et dyreindslag med en elefantunge i zoo er dejlig at runde en nyhedsudsendelse af med. Det bekræfter seerne i, at verden består trods krige og faldende boligkriser.

Men hvis elefanterne havde blåt blod i årene ““ eller hvis de røg sig skæve til fester og hang ud med pandaer og andre celebrity-dyr, ville de med de nuværende nyhedskriterier rykke frem i nyhedsfladen. For vi vil have underholdning og sladder.

Lad nu elefanten beholde sine kändis-peanuts i fred. Underholdning af den lette, celebre slags er da fint nok. Det er derfor, vi har sladderblade og frisørsaloner. Men topnyheden ““ det vigtigste, der er sket i verden i dag ““ må aldrig være, at en kæreste har været på Marsellisborg. Det er simpelthen ikke seriøst. Dixie!

Men før vi når til pillerne, må vi stille diagnosen. D. 17. oktober i år vil præsident Bush blive skudt i Chicago. Det fortæller den kontroversielle film: “Death of a president”, hvis handling er henlagt til 2008, hvor en række personer nær præsidenten ser tilbage på den dag, Bush bliver dræbt. Præsident Bush bliver spillet af Bush selv – med god hjælp af billedmanipulation – og hele filmen er bygget op, som var det the real deal. Â

At kalde filmen for mockumentary er måske en tilsnigelse. Mockumentary er en blanding af mock (gøre grin med) og dokumentar. Og faktisk agerer filmen som om, den er apolitisk – hvilket mange af filmens modstanderne dog ikke er helt enige i. Selv præsidentkandidat Hillary Clinton har uddelt øretæver til filmen for at dyrke et modbydeligt tema. Â

Og ingen amerikansk bølge uden danske skvulp. Også herhjemme kan biograferne byde på en art mockumentary. D. 20. april tager filmen “AFR” livet af statsministeren. Han slås ihjel af en ung mandlig elsker. I traileren udtaler både Kofi Annan, Søren Søndergaard, Pia Kjærsgaard og Helge Adam Møller – og biografaktuelle George Bush - sig om den nu fiktivt afdøde Anders Fogh Rasmussen.Â

Den “rigtige” Pia Kjærsgaard kalder i sit nyhedsbrev det tænkte mord i filmen “AFR” for dårlig “værkstedshumor”, om end filmens instruktør helt sikkert vil mere end bare more. Debatten om, hvor grænsen for kunst/film/humor går er helt klart interessant – men ud fra en kommunikativt synsvinkel er det mere interessant at høre den ufrivillige hovedpersons egen holdning.

I dagens Berlingske er Anders Fogh Rasmussen citeret for at sige:

“Jeg tror ikke, at jeg har stunder til at se filmen.”

“Stunder” er et dejligt kedeligt tørt ord for ”tid” - tillagt “gider” og “ønsker”. Fogh udtaler sig ikke om filmen, for den har han jo ikke set. Og han har heller ikke tænkt sig at se den. Han ønsker blot at ignorere den. Forbigå den i ophøjet, majestætisk tavshed. Når det nu ikke er virkelighed, behøver han ikke at forholde sig til det.

Taktikken er enkel og velkendt fra USA. Her har den kendte infotainer, Michael Moore, længe været fravalgt til at udfylde republikanske politikeres “stunder”. Selv om det normalt er kutyme, at en politiker sætter sig ind i, hvad der er på mediernes dagsorden, så er det af medierne blevet accepteret, at højtstående politikere undlod at se: “Bowling for Columbine” – og særligt “Fahrenheit 9/11″. Det har ikke afholdt alle republikanske politikere fra alligevel at have en holdning til de usete film – men mange politikere har brugt deres uvidenhed og modvilje i at sætte sig ind i en ubehagelig dagsorden til at være en mur af tavshed. Jeg kan eller vil ikke udtale mig om en film, som jeg ikke har set. Som en struds, der føler sig sikker, bare den ikke kan se, hvad der sker.

Er “AFR” vellykket, vil den stille flere interessante spørgsmål end en normal dansk familiefilm. Den kan bringe problemstillingen om politikeres sikkerhed i fokus endnu en gang. Den ser ud til at gå endda meget tæt på de vedvarende rygter om statsministerens franske bekendtskab. Og den burde formå at sætte et særdeles stærkt fokus på billedmanipulation i dokumentarisme. Interessante emner for statsministeren, der samtidig har titlen som pressens minister.

Men selv om Foghs taktik er simpel, skal den nok virke. For tacklingen går på manden – ikke på bolden, og den slags stopper effektivt angreb.
Når Fogh siger, at han ikke har stunder til at se filmen, siger han, at den ikke er værd at se. Den er stemplet før første anmeldelse. Ikke fordi han er imod, at den overhovedet er blevet lavet. Det ville jo få ham til at virke afstumpet og humorforladt. Nej, sådan en kritik lader han Pia Kjærsgaard om. I stedet hylder Fogh sin kæphest: “Jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer”, er Fogh citeret for at have sagt i forbindelse med filmen.

Det bliver interessant at se, om Fogh slipper så let. Vil Fogh alligevel blive stemplet som humorforladt og gammeldags, hvis filmen skulle gå hen og blive en publikumssucces? Vil Foghs manglende anerkendelse møde folkelig respekt? Det ér jo på ingen måde rart eller sympatisk at blive myrdet. Fiktion eller ej. Og kan en fiktiv død måske ligefrem give små skvulp af sympati, som nonfiktive mord altid giver?

Den lette løsning i form af en hurtig panodil er slugt. Lad os se, om den tager hovedpinen.