Held og lykke med selv at tackle dilemmaet. Er det i panda-regi, om man må spørge?

Er man meget personlig i sin kommunikation vil et ansigt måske være formålstjenstlig, hvorimod mere formel og neutral kommunikation er bedst tjent med et officielt logo.

Tjek fx modehuset DKNYs twitter-konto @dkny – som måske repræsenterer den mest personlige kommunikation, jeg har set. Her er ingen logoer – dog heller ingen ansigter eller navne, men jeg synes setuppet fungerer – hvis det er den type kommunikation, man sigter efter.

Inden for en overskuelig fremtid er det dilemmaer, jeg selv kommer til at stå i, så det er faktisk et spørgsmål, der optager mig meget pt.

Mht. personligt billede contra logo synes jeg stadig, det kræver en moden overvejelse. Modtageren kan hurtigt føle, det er underligt at føre en dialog med et logo. Det har jeg selv gjort med bl.a. @berlingske, selv om jeg havde en god idé om, hvem der stod bag. Og for afsender er det er svært at gøre en twitterprofil med et firmanavn + logo personlig.

Så søger man som firma dialog og ønsker at vise noget personlighed på de sociale medier, bør man i al fald gøre sig en del overvejelser om, hvad man via billedet (og profiltekst) ønsker at signalere.

Men enig – det vigtigste er at fremstå skarp. Første indtryk er dannet på få sekunder – og man kommer sjældent forbi den samme twitter-profil mange gange.

Bliver man fulgt af mange af disse typer, ser det mistænkeligt ud – følger man dem selv, så er der afgjort ugler i mosen!

Så det er ikke firmakonti, som er fjenden – de kan både være interessante og nyttige at følge – personligt ansigt på eller ej.

Det handler i sidste ende om, hvad man leverer! Derfor er det så afgørende at ens tweet-oversigt altid ser skarp ud!

Tak for listen !

Jeg er selv helt vild med Newsreader efter at jeg læste den her danske anmeldelse: http://bit.ly/a3ufUQ

Apps som pressreader virker, for mig, som et skridt bagud i tiden.

Det der overraskede mig ved FlipBoard var at jeg blev fanget af den information der allerede var tilgængelig – blot fordi det er lækkert sat op. Det er en vigtig lektie for mig, der normalt blot ønsker tekst i lange baner.

Jeg vil check NewsRack ud – men synes dog at reeeder gør det ret OK.

Flipboard er også min personlige favorit p.t. Dog irriterer det meget, at man endnu ikke kan gemme artikler til Instapaper – eller retweete med kommentar.

Reeder var min første feedreader på iPad, men selv om designet er meget lækkert, er menusystemet bare for besværligt imho. Giv NewsRack en chance, hvis du har mange feeds. Den er *meget* overskuelig.

Zineo har præcis det samme problem – og jeg droppede at læse MacWorld på det. Her var deres net-version langt bedre.

Jeg må så indrømme at jeg blev fanget af Flip Board – og ville ønske at medierne gik mere denne vej.

Personligt vil jeg gerne betale for feeds der går gennem alle medier – så jeg kan læse en artikel fra jyllandsposten, to fra weekendavisen og en femte fra information. Det ville være det ideelle – i øjeblikket nøjes jeg med reeder, til at læse rss feeds – hvilket jeg synes er rigtigt godt.

Tak for dit svar, der desværre røg i et lidt for effektivt filter. Nyt website er på vej til juni – så burde de problemer være løst

Jeg tror faktisk ikke, at den til tider lidt negative omtale herhjemme vil få den store betydning for salget. Når iPad først bliver lanceret i DK, vil det svømme over med begejstrede “NU ER DEN HER – ENDELIG”-artikler. Men forinden vil rigtig mange allerede have erhvervet en iPad fra USA, England eller Tyskland – og det kommer vi til at høre meget om de næste uger. Særligt efter d. 28. maj, hvor salget begynder i vores nabolande.

Samtidig orienterer den målgruppe, iPad er rettet mod, sig meget på internationale medier. Og her er omtalen massiv og overvejende meget positiv. Jeg havde faktisk regnet med de første, større problemer (“den bliver varm”, “den giver hånd- og rygskader” etc.), men de negative vinkler er faktisk stort set udeblevet.

Jo, iPad bliver en succes. Også herhjemme.

Sælger Apple ungefähr 350.000 enheder i DK vil jeg nu mene, at det er ret godt gået – og at det i så fald vil kunne betegnes som en enormt stærk platform.

iPad-brugere må forventes at benytte internettet mere end gennemsnitsforbrugeren, ligesom iPhone-ejere går væsentligt mere på nettet med deres mobil end den gennemsnitlige smartphone-ejer.

Tak for din besked. Den hang desværre fast i et filter et sted, men kan glæde med, at et nyt filter, et nyt site og en ny struktur er på trapperne.

Der er ingen tvivl om, at navneforbuddet har gjort mere skade end gavn for Rigmor Zobel. Da forbuddet blev givet, var navnet – som bekendt – forlængst sluppet ud i medierne, og blev hurtigt kendt af langt størstedelen af befolkningen.

At man ikke måtte omtale sagen, gjorde det kun ekstra sjovt for alt fra medier til menigmand (og standup-komikere) at nævne jetsetdronning-sagen. Samtidig genererede navneforbudsvinklen i sig selv utroligt mange historier.

Så hvad havde hun at tabe? Jo, navneforbuddet gav hende en grad af kontrol. Hun kunne i en tid forhindre, at hendes navn direkte blev nævnt. Samtidig var det sikkert et forsøg på at fremstå som en, der blev forfulgt, og som man burde have ondt af (det er i al fald formålet med en lang række af hendes udsagn i interviewet).

Problemet er, at når man ikke selv er med til at styre kommunikationen fra dag 1, taber man hurtigt terræn. Se bare på statsministerens ferieophold, hvor Lars Løkke forholdt sig tavs, indtil han var hjemme igen. På det tidspunkt var historien allerede udlagt – og “sandheden” etableret.

Tavshed kan være effektivt, men kun i de tilfælde, hvor historien hurtigt bliver glemt. Det gjorde den på ingen måde for Rigmor Zobel, og derfor slås hun nu mod et bjerg af etableret “sandhed” imod hende.

Så ja – hun burde have taget teten. Givet kritikerne et ben mindre at gnave i ved selv at fjerne navneforbuddet.

Og optimalt set rent krisestyringsmæssigt burde hun også have erkendt sit problem, undskyldt – og accepteret, at hun ville få sin straf. Problemet her er, at hun stod tiltalt for noget langt mere alvorligt, end hun blev dømt for. Og vi ved reelt ikke, om hendes brøde var større end det, retten dømte hende for.

Havde Rigmor Zobel reelt købt de mængder kokain, hun var blevet tiltalt for – og havde hun videredistribueret det til en lang række kunder – ville det selvfølgelig have været at begå harakiri ved at indrømme alt, når beviserne ikke var til at få hende dømt for alle forhold.

Men hun ville heller ikke have behøvet at udtale sig om sagen før domsfældelsen. Hun kunne have nøjedes med at stå frem meget tidligt i forløbet. Have fortalt, hvor ubehageligt hele situationen var – og samtidig understreget, at hun følger sin advokats råd om ikke at give sin version af sagen i pressen, før sagen er afgjort – også selv om hun ellers har meget lyst til det.

Nøj, det blev langt. Men håber, det var svar på dit spørgsmål.

Enig – og godt sammenfattende skriv.

Jeg er interesseret i din professionelle mening om følgende. Kunne Rigmor Zobel havde vundet ved at stå frem offentligt, før dommen faldt – og navneforbuddet blev hævet? Alle relevante personer vidste jo hvem der var tale om. Og hun kunne vel sige det samme som hun sagde i retten – ja hun har taget kokain – og hun er ked af det etc. – og jeg siger det netop nu, fordi jeg ikke føler jeg har noget at skjule etc. etc.

Jeg kan godt lave en trin for trin-gennemgang af Buzz, men indtil videre er det meget lidt kompliceret – og dernæst skal du jo også have noget at spørge om

Buzz er hovedsageligt bygget op om at skrive statusbeskeder og kommentere på andres – eller egne – beskeder.

Selve statusbeskederne er lidt smartere og pænere sat op end på Facebook og Twitter. Minuset er, at alle andres kommentarer er umiddelbart synlige, hvilket kan blive stærkt problematisk, hvis du følger eksempelvis teknikbloggen Mashable.

Du kan vedhæfte billeder og videoer, så de er umiddelbart synlige – og klikbare. Derudover kan du tjekke dine venners google-profiler ud, du kan søge efter folk, du ønsker at følge – og du kan forbinde andre sociale netværk til Buzz såsom Twitter, Flickr, Google Reader (share-funktionen) og Picasa.

Modsat Twitter er der endnu ikke opstået et selvstændigt teknisk sprog på Buzz (såsom @, RT, # – og begreber som #FollowFriday) – og man kan ikke oprette lister.

Du kan dog linke og emaile andres buzz’es, men eftersom de, man følger, er så diffus en størrelse, giver det formentligt sjældent mening at linke til hinandens buzz’es – i al fald ikke fagligt.

Endelig kan du vælge at markere andres indlæg med et “like this” på bedste Facebook-maner.

Og så har Google selvfølgelig smidt det hele i en lækker præsentationsvideo, som du kan se lige her: http://www.youtube.com/watch?v=yi50KlsCBio&feature=related

Som jeg ser det er “first movers” et mere moderne kommunikations ord, som betyder det samme som “innovators”, men det er bare mit bud

“Folk som dig (Jens Blauenfeldt, red.) er jo det stof som Danmarks Radio er gjort af, og derfor skal det syge foretagende lukkes. Jo før jo bedre.”

Det er jo netop sådanne perfide kommentarer, der gør, at DR føler sig nødsaget til at fremstå pro-amerikansk fremfor apolitisk i en pressemeddelelse.

Så fordi DR kæmper mod fordomme, er det ekstra farligt, når en vært smider en politisk upassende bemærkning. Misforstå mig ikke. Selv som tidligere DR-medarbejder er jeg bestemt ikke enig i Jens Blauenfeldts første tanker om 9/11. Men vælger man at have et koncept, hvor værterne selv melder sig på banen med egne holdninger, så inkluderer det altså også fra tid til anden, at man skal høre noget, som “man” måske ikke bryder sig om. Så kan vi diskutere formen. Eller udsagnet. Men mistænk nu ikke hele systemet, fordi en tænker (lige lovligt) højt. DR havde bestemt gerne været denne sag foruden.

Hvis det giver dig nattero, Allan, kan jeg i al fald her afsløre, at jeg bestemt ikke blev spurgt til min politiske overbevisning, da jeg blev ansat i DR. Det var på ingen måde et tema. For heldigvis var det journalister, der ansatte mig. Ikke konspiratorikere.

Ja, et specialprodukt tager ofte længere tid end en standart vare – nu er min spisestue dog ret standard, vil jeg tro.

Men principielt, hvis man har styr på din gennemløbstid, så burde de jo igangsætte din sofa-ordrer inden for 2-3 dage efter ordremodtagelse. Dertil kan vi så lægge gennemløbstiden (lad os sige 4 dage) og så en gang forsendelse til dig. Maks 14 dage vil jeg sige… men det var jo ikke tilfældet, vel???

Men du har helt ret – så længe vi accepterer de lange lev.tider, så ændrer producenterne ikke noget som helst…

Men du skriver: “Det du refererer til er ikke just-in-time. JIT er en kombination af, at have så lille færdigvarelager som overhovedet muligt (helst intet), men samtidig kunne levere inden for en tid, markedet accepterer.”

Markedet accepterer jo åbenbart netop lang leveringstid på sofaer, hvor køber åbenbart netop her er vant til, at en sofa tager længere tid at levere.

Forskellen på en pølse og en sofa er – foruden betræk, stoleben og siddekomfort – at produktet er meget unikt. Jeg ledte i et halvt år efter den “rigtige” sofa. Og derfor er man som køber villig til at vente, hvor en manglende hotdog-levering blot vil resultere i en surrogat-erstatning i form af shawarma eller lignende soya-produkter.

Samtidig har pølsemanden jo et varelager. Han ved, at han kommer af med både sennep og pølser, så længe myndighederne ikke når at konfiskere det inden. Så helt Lean er pølsemanden vel ikke.

“Ah – det har jeg oplevet. Jeg skulle købe en ny sofa sidste år. Der var så ti ugers leveringstid, fordi den først liiige skulle sættes sammen nede i Italien – og det tager jo ti uger at smække lidt betræk, lidt fyld og et par stoleben sammen.

Det endte med, at jeg købte en demomodel, som jeg sparede 30% på. Så ja, jeg sparede penge på det der Lean. Lækkert.”

Det du refererer til er ikke just-in-time. JIT er en kombination af, at have så lille færdigvarelager som overhovedet muligt (helst intet), men samtidig kunne levere inden for en tid, markedet accepterer. Og jeg har selv lige (dvs. i uge 17) bestilt en spisegruppe. Den sidste stol kan så leveres i uge 29!!!!!!! Man spørger sig selv: hvordan f***** kan det tage et kvartal at lave en stol? Men vi finder os jo i det (de fleste).

Men det kan det, fordi producenten ikke tænker sin gennemløbstid inde i billedet. For de kinesiske stole- og sofabyggere, tænker garanteret kun i gammeldags Ford-økonomi. Dvs. man batcher op, og kører med kæmpe seriestørrelser (modsat 1-stk-produktion, som er en naturlig del i det at skabe flow – 3. Lean-punkt i din artikel). Dertil kommer så nok også det faktum, at der et par ugers fragttid med skib fra Kina.

Et eksempel på en forretning, der producere JIT 100 % efter bogen kender du garanteret allerede… pølsevognen.

Hvordan ville du have det, hvis du gik ned til den lokale pølsemand og bestilte en hotdog. Svaret du fik blev: “Desværre – ikke i dag. Vi er lige i gang med en kæmpe serie burgere. Men prøv i næste uge, så laver vi måske hotdogs”… Det vil markedet ikke acceptere – og pølsemanden har indført JIT.
Pølsemanden har godt nok små kanban-lagre (varer i arbejde) i form af varme pølser og ketchup på bøtter. Men de producerer rent faktisk ikke en hotdog, før end kunden har bestilt den!!! Til gengæld har de styr på deres gennemløbstid, så de ved, at de kan levere den på en acceptabel tid (ca. 5 min.). De aktiviteter der tager lang tid (opvarming af pølsen) har de gjort i forvejen via et lille lager – mens aktiviteter med kortere procestid end kundens krav (så som at varme brødet) ikke udføres, før kunden har bestilt.

Se det er Lean!!! Og ja, det har pølsemanden gjort i mange mange år… så sig ikke, at Lean først kom til Danmark i 2000…

Tag en masse andre kvalitets-, ledelses- og udviklingsteorier, og du vil kunne skære det ned til: jamen det er jo bare sund fornuft.

Javist – men nogen har brugt tid på at skrive det ned (og score kassen, men det er en anden sag)

Det endte med, at jeg købte en demomodel, som jeg sparede 30% på. Så ja, jeg sparede penge på det der Lean. Lækkert.

Hvis det var dem meget magtpålæggende at melde projektet ud nu – og timingen er bestemt ikke dårligt med DF’s dårlige sager p.t. – burde man i stedet have lanceret et projekt. De kunne sagtens have lanceret “Ny Alliance” som et projektnavn. “Nu vil vi i de kommende måneder samle støtte, medlemmer og skabe en klar politik og en klar profil”. På den måde bliver bruddet historien, partiet får ro, fordi det helt klart erklærer sig i opstartsfasen – i stedet for denne 20%-løsning, hvor man kan tilbyde et dårligt navn og tre simple mærkesager, der ikke ligefrem er overraskende.

Senere vil det være meget lettere at sælge nyheden om, at partiprogrammet nu ligger fast, fordi man også her afslører navnet – og i disse royale tider ved vi, hvor meget tid pressen kan bruge på noget så simpelt som et navn

Meget interessant film. Jeg bryder mig ikke om, at der er så tydelig forskel på klippene mellem de danske politikere (bragt i dansk dokumentar om den hollandske politiker, Pim Fortuyn, der blev dræbt) og de fiktive interviews med venner og bekendte til Fogh og den formodede morder.

Men historien holder – og filmen er både interessant og tankevækkende. Hvad nu hvis politikere fulgte deres hjerte og ikke deres køreplan?

Modsat “Death of a president”, der er meget afdæmpet og skræmmende realitisk, gør “AFR” ikke noget for at skjule, at den er tankeleg og fiktion. Den er ikke sikker fortalt, den er ikke lækkert lavet – men der er mange pluspoints for filmens mod og originalitet. Se den!

Bare bliv ved med at smide fedterøvskommentarer. Så kan det være, at der falder et signeret frieksemplar af. Jeg har – som du kan se på billedet – præcist tre eksemplarer tilbage, hvoraf kun det ene er lovet væk

Hvor kan man få fat i sådan en bog? Signeret, of course.

Jeg er selv meget i tvivl om, hvorvidt filmen går for langt. Men det er blandt andet det, der gør en debat spændende. Den her film undersøger helt sikkert ydregrænserne. Lad os inspicere og debatere dem.